Alles kamp mod alle

For år tilbage solgte en bager brød, kiosker aviser og blade osv. I takt med at supermarkeder også begyndte at sælge brød, begyndte bageren så at sælge cigaretter, aviser og blade. Det gik så ud over bladkioskerne, som nu var nødt til at udleje videofilm og sælge øl og sodavand. De blev hurtigt overhalet af benzinstationer, der øjnede en god forretning ved at ombygge tanken til også at være et mindre supermarked, hvor man både gik kiosken, bageren og købmanden i bedene.

Sådan er det private initiativ skruet sammen, så alles kamp mod alle fortsætter.

I takt med butikslukninger på grund af corona, har der de seneste uger været interne slagsmål blandt dem, der udøver privat foretagsomhed, mindre butikker er gået til kamp mod de store i klassen. De er utilfredse med, at Bilka, Føtex og Kvickly kan holde åbent, da de sælger fødevarer, men også må sælge produkter, som de nedlukkede butikker plejer at sælge. Det drejer sig om TV, sko, bøger og tøj.

Daglige ledere fra Bog og Ide samt Din Tøjmand har været de førende i ’uretfærdighedskampen’, og det er ikke gået stille for sig, for at sige det mildt.

Den tidligere konservative minister Brian Mikkelsen, som efterhånden har fået fast sendetid på TV, beklæder i dag direktørposten i Dansk Erhverv, og der går ikke en dag, hvor han ikke med ansigtet i de rette folder fortæller om den vanskelige situation, hans medlemmer befinder sig i. Ordene ’de styrtbløder økonomisk’ har ofte været brugt, når folk skulle forstå alvoren i situationen. Det, han glemmer at fortælle, er, at de, der har det så forfærdeligt hårdt, får milliarder i støtte af offentlige midler til både husleje, el og lønninger, og at de derudover kan sælge deres varer på nettet.

‘Katastrofekurs’

Der er formentlig kun en person, der overgår Brian Mikkelsen i hykleriet. Det er Horestas politiske direktør Kirsten Munch Andersen, der ynder at bruge udtrykket: ’vi er på vej mod katastrofekurs’.

Hun kan ikke forstå, hvorfor hendes medlemmer ikke må drive hoteldrift og holde restauranterne åbne. Det virker, som om det ikke er gået op for direktøren, at der er en pandemi i landet, der har krævet mange døde hver dag. Hun mener, at det er meget sikkert at opholde sig på et hotel, da man her har en mere grundig rengøring end så mange andre steder. Mon ikke de fleste, der har været på hotel, også har oplevet det modsatte?

I de seneste år har man bygget og bygget nye hoteller. Mange har spurgt sig selv, om der nu var efterspørgsel nok til det, eller om de fleste ville komme til at stå halvtomme hen. Det vil kun fremtiden vise.

Der rases også over, at cafeer og andre spisesteder ikke må holde åbent. Også her glemmer hun at fortælle, at de må sælge mad ud af huset, hvilket de fleste gør, og de, som ikke gør, kan få penge af staten. Men det er åbenbart ikke nok til at stille damen tilfreds.

Gad vide, hvor mange af disse foretagender i virkeligheden kunne stå af sig selv?

Private test

Det var forudsigeligt, at det private erhvervsliv ville finde nye forretningsmuligheder under pandemien, hvis der kunne tjenes penge, så da smittetrykket steg voldsomt, og flere skulle testes, var der stort pres fra borgerlig side for, at det blev private firmaer, der skulle foretage de såkaldte lyntests.

Regeringen var under pres og indvilgede i, at firmaer som Falck og Copenhagen Medical fik lov til at udøve deres private foretagsomhed, stort set uden hensyn til, hvad det kostede, og dermed gjorde gode forretninger. Så blev testene sat i udbud af regionerne, og det medførte, at SOS international skulle udføre opgaven i fire af fem regioner.

Det holdt i en uge, så blev de fyret. De fik dødstødet pga. for få udførte tests og dårlig hygiejne. Nu har Falck så i en periode fået arbejdet igen, indtil nye leverandører er fundet ved nye udbud. Så alles kamp mod alle fortsætter ufortrødent.

Fremtiden er socialisme

I krisetider er det staten, der har holdt hånden under det kapitalistiske samfund. Uden tilskud fra fællesskabets kasse, kan virksomhederne ikke overleve. Man må spørge sig selv, om almindelige skatteborgere skal betale for det, der har vist sig at være skrøbelig privat foretagsomhed.

Hvorfor kan man ikke arbejde for staten og fællesskabet i stedet. Det er jo alligevel os, der kommer til at betale i sidste ende.