Ingen asyl i Danmark
Særlige regler for udlændinge med ikke-vestlig baggrund
Af Kirsten Bindstrup, medlem af Udlændingeretsadvokater
Udlændingeminister Mattias Tesfaye meddelte her i årets start, at det vil være fint, hvis hans ministerium kunne nedlægges. Regeringens sidste nye tiltag er, at det skal være umuligt at søge asyl i Danmark.
Socialdemokraternes udlændingepolitik er, som for den tidligere borgerlige regerings, at der ikke skal komme nogen udlændinge fra Mellemøsten og Afrika til Danmark.
Asylcenter i Afrika
Skulle nogle formaste sig til at komme ind i landet og søge asyl, er tanken, at de sendes til et afrikansk land. Det kunne være Uganda eller Burkina Faso, som er nogle af i alt omkring 5 lande, der forhandles med. Her er planen, at Danmark betaler til et asylcenter, der skal behandle sagen gerne med lokale sagsbehandlere, mener ministeren.
Den 4. februar kom lovforslaget om asylbehandling og indkvartering i tredjelande.
Overskrift for lovforslaget er: ”Afvisning af udlændinge og overførsel af asylansøgere til tredjeland”.
Forslaget er inhumant og urealistisk, idet de fleste retsgarantier vil blive tilsidesat, herunder fremmøde i Flygtningenævnet, advokatbistand til sagen, og vil være i strid med det globale flygtningearbejde.
Drop rejsen
Tesfaye har argumenteret for forslaget med, at det skulle forhindre desperate flygtninge i at benytte sig af gummibåde og menneskesmuglere. Men dette er urigtigt, for de stakkels flygtninge skal først til Danmark og derefter sendes til asylcenter i Afrika ifølge forslaget.
Herudover vil vedtagelsen af forslaget få problemer med de internationale regler, de europæiske regler, så som Dublinkonventionen (første europæiske asylland skal behandle asylsagen) etc.
Håbet for udlændingeministeren er, at ingen søger til Danmark.
Det har vist sig, at de sidste års fremmedfjendske politik har bevirket, at meget, meget få i de sidste år har søgt asyl i Danmark. Så symbolpolitikken virker.
Det rene ”galimatias”
For hurtigere at få folk ud af landet oprettede regeringen i 2020 en ny styrelse med navnet Hjemrejsestyrelsen, reelt er der dog tale om en Hjemsendelsesstyrelse.
Denne styrelse har fem arbejdsområder:
1. De på tålt ophold, afviste kriminelle asylansøgere, der ikke kan hjemsendes grundet forholdene i hjemlandet.
2. Afviste asylansøgere, der har været her i årevis.
3. Nyligt afviste asylansøgere.
4. Flygtningenævnet, anden instans ved Udlændingestyrelsens afslag på asyl.
5. Udlændingenævnet, anden instans ved Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring og ophold af særlige grunde, for eksempel homoseksualitet, forældre fra hjemlandet, handicapproblemer mv.
Hjemrejsestyrelsen
At placere Flygtningenævnet og Udlændingenævnet under Hjemrejsestyrelsen virker som et klart signal om, at formålet er afslag på ophold.
For at gøre ondt værre møder Hjemrejsestyrelsen op i Flygtningenævnet, når en asylsag skal behandles, til stor frustration for den nervøse udlænding, hvis sag skal prøves, og til stor irritation for advokaten, der skal hjælpe klienten med at opnå asyl.
Hjemrejsestyrelsens argument er hurtigere ekspedition af udlændingen ud af landet ved, at de tager fat i udlændingen allerede i Flygtningenævnet. Det kan kun opfattes som, at man går ud fra, at Flygtningenævnet vil give afslag på asyl.
Bøder til indtægtsløse
Politikerne har ellers brystet sig af, at Flygtningenævnet og Udlændingenævnet er uafhængige, domstolslignende organer. Det er derfor helt forkert at gøre disse instanser til en del af Hjemrejse-styrelsen.
Af helt nye lovforslag for at få udlændinge til at rejse hjem, foreslår regeringen, at manglende medvirken til hjemrejse skal straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder. At straffe en afvist indtægtsløs asylansøger med bøde er absurd.
Et andet forslag er at betale en asylansøger 20.000 kr. for at frafalde prøvelsen af asylsagen i Flygtningenævnet. Det er forkasteligt at tilbyde penge, for at asylansøgeren skal afstå for at bruge sin rettighed til appel.
Tvangsfjernelse og tvangsadoption
Regeringen er ved at lande en lov om tvangsfjernelser og tvangsadoptioner, således at børn fra fødslen kan tvangsfjernes og bortadopteres, samt at børn, der har været tvangsfjernet i 3 år, kan bortadopteres.
Statsminister Mette Frederiksen har proklameret, at hun er børnenes statsminister og mener åbenbart, at tvangsadskillelse af forældre og børn er midlet. Intet om hjælpeforanstaltninger til familier, der er trængte. Det er ellers budskabet i den nuværende Sociale servicelov, hvor der kun tvangsfjernes, hvis problemerne ikke kan løses ved hjælp til familierne. De nye forslag hører kun hjemme i en meget totalitær stat.
Men også i disse forslag skal udlændinge med ikke-vestlig baggrund have -særlige, strenge regler. Her skal foretages en risikovurdering af, om barnet er udsat for æresrelaterede konflikter og overgreb, uden at forældrene inddrages, i modsætning til reglerne for danske børn.
De ikke-vestlige forældre skal i tilfælde af overgreb, f.eks. tildækningstvang, udelukkes fra at få tildelt tidsubegrænset ophold i Danmark.
Kurser i forældrehverv
Forældre med ikke-vestlig baggrund skal have pålæg om deltagelse i kommunale kurser, hvis forældrene ikke lever op til forældreansvaret. Hvorfor i alverden skal danskere og udlændinge med vestlig baggrund ikke omfattes af disse nye regler?
Oven i disse diskriminerende forslag er der særlige regler for familier med ikke-vestlig baggrund i ghettoområder. I boligområder, der er på ghettolisten, skal der oprettes rettighedsskoler, hvor børnene kan få kendskab til og forståelse for deres rettigheder.
Sorte og hvide
Har børn i andre boligområder ikke brug for kendskab til deres rettigheder? Det kunne passende være et generelt skoleanliggende. De særlige regler for udlændinge med ikke-vestlig baggrund inkluderer tillige udlændinge, der har fået dansk statsborgerskab!
De værste sager om mishandling af børn er foregået i provinsen af danske forældre (f.eks. Tøndersagen og Brønderslevsagen). I øvrigt kan -flere at statsministerens ”børneomsorgsbestemmelser” være i strid med Menneskeretskonventionens §8 (ret til familieliv) og Børnekonventionen.
Tvang skal fjerne tvang
Sidste nye lovforslag er om tvangstestning, tvangsmedicinering og tvangsvaccinering af udlændinge, der skal udsendes af Danmark. Det er endnu et eksempel på Danmarks racistiske politik. Det minder rigtigt meget om Nazitysklands regler om samme tvangsbestemmelser. Nu skal det være gældende lov i Danmark.
Det er ikke let for ”Blå blok” at matche regeringens udlændingetiltag. Men Venstre forsøger med forslag om, at alle, der kommer til Danmark, skal tage arbejde fra første dag, og hvis dette ikke sker, skal integrationsydelsen tages fra dem.
Nu er det således, at man ikke kan tvinge en privat -arbejdsgiver til at ansætte en asylansøger, der er mentalt påvirket af sin forfølgelse og flugt og ikke kan det danske sprog, når vedkommende lander i Danmark og ikke har et danskklingende navn.
Så er der kun tilbage at erstatte ordinære kommunale arbejdspladser for at spare på lønbudgetterne, og det er også en ulækker slavelignende udnyttelse.
Danmark behandler mennesker dårligt
Et helt kapitel for sig er de frygtelige forhold, der er på Hjemrejsecentrene i Danmark. Særligt gælder det -Ellebæk-centret, som Europarådets Torturkomité kaldte for ”værre end et fængsel”.
Præst gennem mange år i Ellebæk, Per Bohlbro, oplyser:
”Mennesker, som kommer ind ad døren som stærke og håbefulde, forlader Ellebæk som indadvendte, vrede, bitre og syge individer”.
At medlemmerne i Folketinget gennem årene har tildelt sig sådanne menneskesyn og tilsidesætter retsstaten i kampen om stemmer i stedet for at agere som forbilleder, er blevet stadigt tydeligere.
Det viser deres vision om Danmark, og det er et grimt fascistoidt syn.