Skabskommunist???

Økonomi

Af Bo Møller

I Politiken den 14. februar bringes et interview med Mogens Lykketoft – tidligere minister for det ene og det andet, tidligere formand for Socialdemokratiet. Vi ved ikke, om Lykketoft i skjul læser KOMMUNIST, men der er nogle væsentlige punkter, hvor han – uden at nævne navnet – erklærer sig enig i det, som KOMMUNIST har skrevet i mange år.

Budgetloven

Kommunisterne har i årevis kæmpet mod den ’budgetlov’, der på EU’s vegne bestemmer, hvor stort et underskud, vi må have på statsfinanserne. Man kan ikke sammenligne en almindelig families husholdningsbudget med statsbudgettet. 

Staten har – i modsætning til os andre – mulighed for at skaffe sig flere penge, hvis det er nødvendigt. Staten kan låne i Danmark eller udlandet, kan udskrive skatter, kan få Nationalbanken til at trykke flere penge. Det kan fru Hansens husholdning ikke.

Lykketoft siger i interviewet: ’Det er en bekymrende fejltænkning, at uomtvistelige, nødvendige og rentable samfundsinvesteringer skal være omfattet af den selvpåførte begrænsning, som budgetloven er’ – og: ’Hvis du bruger en simpel budgetlovslogik til at begrænse mulighederne for ambitiøse klimainvesteringer, der kan give os grøn strøm fra vind og sol, så hæmmer du mulighederne for at leve op til de klimamål, der allerede er sat’. Det kunne kommunisterne ikke have sagt meget bedre!

Statens underskud?

I disse coronatider, hvor milliarderne flyder til selvstændige, minkavlere og andre, mens der spares på de sociale områder, kan man kun give Lykketoft ret, når han fremhæver, at der er ikke noget galt i at have underskud på statsfinanserne. Så længe renten er så lav, er man er en dummernik, hvis man ikke optager et lån til negativ rente.  I øvrigt har staten netop scoret en ekstra stor klat penge på pensionsafkast-skatten og samtidig indgået en yderst billig overenskomstaftale.

Arbejdsudbud og råderum

Arbejdsudbudsteorien har vi tit påvist, er det rene vrøvl. Teorien, der siger, at bare der er tilstrækkelig ledig arbejdskraft, så kommer folk i arbejde, er kun blevet brugt til at presse lønningerne. Lykketoft siger det således: ’Der er meget mytedannelse i de der såkaldte økonomiske reformers virkning på arbejdsudbuddet. Jeg vil gå så langt som at hævde, at der ikke er ført noget som helst bevis for, at hvis man nedsætter marginalskatten for den velhavende, så arbejder han mere, og fordi man forarmer den fattige, så arbejder hun mere’. Har Lykketoft mon læst det i KOMMUNIST?

 Vi har tit skrevet om ’råderummet’, som er  en rent beregningsteknisk sag, der er helt afhængig af de økonomiske -modeller, som man benytter i finansministeriet.  Her svarer Lykketoft Ja til, at  han anfægter råderummet som en realitet. ’Heldigvis er der sat et arbejde i gang, som skal føre til nye regnemodeller i finansministeriet, der ikke tager virkningerne af arbejdsudbudsreformer ned som evige sandheder, og som stiller sig skeptisk til, at skattelettelser altid er bedre end velfærdsforbedringer’.

Marx havde ret!

Så tak til Lykketoft, der nu erkender, at meget af det, han tidli-gere stod for, var vrøvl og sludder. Det var og er kommunisterne, der på grundlag af den marxistiske  videnskab kan gennemskue tingene! 

Vi er glade for, at Lykketoft på sine gamle dage er blevet meget klogere, men vi lover ikke, at vi kan finde plads til ham i KPiD!