Aflyser digitalt beboermøde efter kritik
FOB (Fællesorganisationens Boligselskab Slagelse) har måttet aflyse et ekstraordinært digitalt beboermøde om en boligsocial helhedsplan for Ringparken. Som omtalt i KOMMUNIST i april var afdelingsbestyrelserne imod planen, fordi de både fandt den for overfladisk, og at der ikke var taget hensyn til, hvad afdelingerne mente.
Corona-påskud
Under henvisning til corona-restriktionernes forsamlingsforbud søgte FOB den 8. april at få en accept fra beboerne ved at invitere til en digital afstemning, der nu er tilladt efter midlertidige Corona-regler. Men afdelingsformændene kritiserede afstemningsformen, fordi de ikke fandt den ordentlig tilrettelagt såvel som, at alle beboere ikke havde it-udstyr til at kunne deltage. De var også vrede over, at FOB havde inviteret til ekstraordinært møde udenom afdelingsbestyrelserne.
BL klar i spyttet
Men kritikken fra beboer-demokraterne må alligevel have påvirket FOB’s administration og bestyrelse. Og kritikken understøttes for så vidt også af Boligselskabernes Landsforening (BL), der i fagbladet Boligen understreger, at det er vigtigt, at boligorganisationen anvender et sikkert IT-system til møderne, så deltagelse og afstemninger bliver afviklet på en betryggende måde.
“Boligorganisationen skal også sørge for, at alle deltagere i mødet kan finde ud af at bruge systemet, så man ikke taber nogen på gulvet”, siger Sanne Steen Petersen, chefjurist, BL.
Erkender risiko
For ikke at tabe for meget ansigt har FOB efterfølgende udsendt en pressemeddelelse, hvori det hedder, at ”en gennemgang af de elektroniske tilmeldinger til afdelingsmødet viser en del uregelmæssigheder i forhold til nogle af de mere end 100 tilmeldte”.
Med en risiko for, at der efter mødet kunne sættes spørgsmålstegn ved rigtigheden af afstemningen, har FOB’s hovedbestyrelse valgt at aflyse afdelingsmødet, hedder det nu.
Det er nu tanken, at der afholdes urafstemning om den boligsociale helhedsplan i maj.
Alni