At møde mennesket dér, hvor man ønsker, det er
Af Lilli Rodeck
Indførelsen af distriktspsykiatri har hen over årene vist, at det ikke fungerer. Grunden er simpelthen, at formålet var besparelser. Sengepladser blev nedlagt, og bofællesskaber opstod til de kroniske patienter.
Behandlingen af psykiske sygdomme er forbedret, men der findes stadig mange, som falder igennem det grovmaskede net. Mange udskrives, før de er færdigbehandlet. Og når de så er udskrevet, skal de melde sig til jobcentret. Og hvis de får en sygemelding, giver det et lille bitte pusterum.
Men sikkert er det at mentalt syg eller ej, så skal man arbejde. Det resulterer i, at mange psykisk syge bliver indlagt igen og igen uden at blive færdigbehandlet, da der ikke er sengepladser nok.
Boliger til mentalt skrøbelige
Distriktspsykiatri burde også afhjælpe boligsituationen for de mennesker, som ikke helt passer ind i den eksisterende boligmasse. I 90’erne lavede den daværende socialminister et forslag om at bygge boliger, hvor de mentalt skrøbelige kunne leve. Meningen var, at hver bolig lå lidt for sig. Det ville give plads til husdyr og kreativitet.
Men det blev aldrig til noget. Når saå de selv finder på løsningerne, klager de velindrettede over rodet.
Samfundet er ikke mere så tolerant overfor “de skæve individer”. Det tjener botilbud styrtende på. Nedslidte bygninger på landet kan hurtigt indrettes til botilbud for diverse psykiatriske lidelser.
Og der spares på alle parametre, bortset fra det materiale som de bruger til at blive godkendt af kommuner. At så stor en del af personalet ikke er uddannet, og at enevagter er normen, overser kommunerne, da de ikke interesserer sig synderligt for de psykisk syge.
“At møde mennesket, dér hvor det er” burde være normen i alt arbejde med mennesker. Det kunne vise sig, at det kunne gøre socialpolitik rigere og hjælpen mere effektiv. Fordi man har en psykiatrisk diagnose, betyder det ikke, at man ikke kan skabe et rigt liv.
Hvis man tog de gamle planer fra 90’erne frem og gik i gang med at bygge disse boliger for de mentalt skrøbelige, kunne det være, at der ville ske færre genindlæggelser. For bolig er en menneskeret, og man burde også have ret til en bolig, som sikrer, at de pæne veltilpassede ikke bliver forstyrret.
KPiD kræver en grundig gennemgang af alle botilbud. Kommunerne bør kræve, at der er uddannet personale, og at enevagter aldrig forekommer. KPiD kræver, at der i hver kommune indtænkes områder, hvor der indrettes boliger til de psykisk skrøbelige.
Tilbage til regionerne
Hvis ikke kommunerne kan leve op til disse ganske enkelte krav, bør området gå tilbage til regionerne, som i forvejen har de psykiatriske hospitalsafdelinger.
Men regionerne har også store problemer med mangel på sengepladser og dårligt arbejdsmiljø, da de indlagte nu er meget mere syge end før i tiden. Man burde se på fortiden i behandlingen af psykisk syge, hvor der var en sprudlende kultur og arbejdsfunktioner for de indlagte, hvilket gav den enkelte en følelse af værdi.
Den økonomiske klemme, som staten har over for regionerne, burde lettes, så regionerne selv kan opkræve skat. Det ville give regionerne flere ressourcer til at opbygge en bedre behandling af psykisk syge, efteruddanne personalet og understøtte, at flere læger uddanner sig til psykiatere.