Kommunistloven

Den 22. august var det 80 år siden, at et enigt Folketing vedtog Kommunistloven med tilbagevirkende kraft til 22. juni, hvor danske kommunister blev arresteret af dansk politi i samarbejde med de tyske nazister. Horserød-Stutthof foreningen krævede en undskyldning fra regeringen til efterkommerne.

Ulla Bæk Nielsen var en af de efterkommere, der talte på den høring, der blev afholdt på Christiansborg

MIN MORFAR OG MORMOR var kommunister og mødte hinanden, efter min morfar var vendt hjem fra den Spanske borgerkrig, hvor han i flere år havde kæmpet sammen med sine to brødre Harald og Aage og mange andre Spaniensfrivillige imod Francos fascistiske regime.

Kai og Anna giftede sig lige inden krigen i 1939, og da Danmark blev besat, gik Kai og hans brødre atter ind i frihedskampen og blev en del af modstandsgruppen KOPA (kommunistiske partisaner), som senere blev til BOPA (borgerlige partisaner). Min morfar var i en periode kurér mellem DKP’s ledelse og sabotagegrupperne.

Da kommunistloven blev vedtaget, gik Kai under jorden og måtte leve i konstant fare for at blive anholdt. Anna, som kun havde en sparsom løn som strygerske, måtte nu klare livet alene med datteren Grethe uden nogen form for støtte.

Min mormors historier fra den tid vidner om et hårdt liv under konstant psykisk pres. Hun tog også selv del i modstandskampen ved at opbevare illegalt materiel i et kælderrum, blandt andet de sprængstoffer, som blev brugt til sabotage.

Politiet kom og ransagede hendes lejlighed. Hun fik afværget dem i at opdage, hvad hun gemte i kælderen ved at sige, at hun kun havde opbevaringsplads i et loftrum og stak dem nøglen til loftet. Det illegale bombelaboratorium blev derefter hurtigt flyttet andetsteds.

Senere forstod jeg, at det var det danske politi, som søgte Kai på hjemadressen. De overvågede lejligheden og kom på alle tider af døgnet bl.a. på min mors fødselsdag i håbet om, at Kai kom. De havde altid en betjent i baghold i gården, så Kai ikke ville kunne flygte den vej.

Min mormor fortalte, at de en nat krævede at komme helt ind i soveværelset og så, at der lå en person under dynen, men til deres ærgrelse var det min mormors søster, som havde overnattet og stak hovedet op.

DEN 22. SEPTEMBER 1943 blev min morfars lillebror Aage angivet til det danske politi af stikkeren Jens, som skulle have hjulpet til med sabotage på sin arbejdsplads, men ikke kunne modstå fristelsen af den store dusør på 5.000 kr. Aage arresteres og føres til Vestre Fængsel, hvor han under afhøring tortureres så voldsomt, at han til sidst dør af sine kvæstelser. Han var da bare 25 år og efterlod sig kone og søn.

Kai og Harald henter Jens på hans bopæl 2. oktober. Den 5. oktober underskriver Jens et tilståelsesbrev, og han skydes dagen efter i Utterslev Mose. Det var første gang, en modstandsmand omkom som resultat af stikkeri, og første gang modstandsbevægelsen likviderede en stikker.

30.november anholdes Kai og Harald sammen med en kammerat Luffe. De føres til Antonigade Politistation. På vej ud til vognen, der skal føre dem til Vestre Fængsel, slår Luffe en betjent ned, og det lykkes brødrene at flygte i tumulten. De forfølges af betjente, der uden held forsøger at skyde dem ned.

Men under flugten kommer en modgående patrulje, som åbner ild og rammer Kai i arm og krop. Harald bliver lungeskudt. De køres til Kommunehospitalet, hvor lægerne smugler dem ud af bagdøren og sender dem til Bispebjerg Hospital, hvor de behandles og får morfin. Derfra overføres de til professor Ole Chievitz’ private praksis, hvorfra de sendes over sundet til Sverige.

Haralds kone Ellen, min mormor og mor bliver kort efter også sendt til Sverige, for at der ikke skulle opstå en gidselsituation. En meget farefuld tur, hvor min mor, som er to år, er bedøvet under turen, så hun ikke kan snakke eller græde på overfarten.

I Malmø kommer brødrene i politiforhør. Kai beretter, at da de ikke vil udtale sig, får de tilbuddet, om de vil afhøres af politiet i Malmø eller Gestapo i København. De sættes i enecelle i 17 døgn i forsøg på at få dem til at samarbejde. Derefter sendes de til statsfængsel i Kalmar Slot frem til 28. marts 1944, hvor de løslades.

MIN MOR OG HENDES FORÆLDRE overlevede krigen og de kom ikke i koncentrationslejr, men familien blev splittet, og det endte i skilsmisse. Min morfar forlod familien helt med kun ganske lidt kontakt og bosatte sig i Paris.

Jeg tror, han var hårdt plaget af posttraumatisk stress og kunne ikke fungere i et normalt familieliv. Tænker også, at han efter at have været forfulgt af den danske statsmagt ikke havde tillid, men kun bitterhed og derfor ikke kunne blive i Danmark.

Min mor besluttede sig heldigvis for at opsøge Kai, efter hun ikke havde set sin far i 20 år. Hun var nu selv sidst i tyverne og havde lagt skuffelsen over hans fravær bort. Det lykkedes hende at finde ham, og hun, min far og jeg havde mange gode oplevelser med ham de sidste 10 år af hans liv.

JEG TÆNKER PÅ MIN MORMOR med stor beundring. Hun var en af krigstidens mange kvinder, som i flere år måtte leve et liv som en slags enke og klare alting på egen hånd og hver dag føle frygten for, at det værst tænkelige skulle ramme hende selv og hendes nærmeste. Og min morfar Kai Nielsen, kommunist, var et menneske, som uden tøven ville sætte sit liv ind for andres frihed i kampen mod fascismen og nazismen. Han kæmpede for det spanske folk og for sine danske landsmænd, men blev forrådt, jagtet og forsøgt dræbt af det danske styre.

I Anna og Kai og alle andre kommunisters minde håber jeg, at denne høring kan fremskynde den undskyldning og erkendelse af det, som de måtte lide og det, som den danske stat øvede af uret imod dem.

Markering af 80-årsdagen for vedtagelse af Kommunistloven

Horserød-Stutthof-foreningen markerede 80-årsdagen ved et møde. 22 kister, symboliserende de ofre, der døde i koncentrationslejrene, blev båret fra Højbro Plads til Christiansborg Slotsplads, hvor der var taler og musik.