Billie Holiday: Sange som politisk kampmiddel

Af Margit Andersen

Da Donald Trump i januar 2017 skulle indsættes som præsident, blev den engelske sangerinde Rebecca Ferguson bedt om at optræde ved højtideligheden. Hun svarede, at det ville hun gerne på betingelse af, at hun måtte synge ”Strange Fruit”. Dermed var sagen afgjort, og hun kom ikke til at optræde, hvad der heller ikke havde været hendes hensigt.

Denne sang blev for første gang fremført i 1939 på Manhattan i den nyåbnede natklub Cafe Society, der kaldte sig selv for ”The wrong place for the right people”. Den blev sunget af den 23-årige jazzsangerinde Billie Holiday, der blev et stort trækplaster og snart skulle blive et kendt navn i hele USA og senere anerkendt som alle tiders største jazzsangerinde.

Hun var vokset op i fattigdom hos en enlig mor i en verden, hvor man måtte klare sig efter bedste evne, og hun begyndte med at trække på gaden i 13-års alderen. Men så fandt hun ud af, at hun kunne tjene penge på at synge, hun fik jobs i forskellige jazzbands, bl.a. med Count Basie, og blev derpå ansat i Cafe Society.

Det kolde gys i Cafe Society

Her skete der en aften noget mærkeligt, da hun skulle give sit sidste nummer. Lyset blev slukket bortset fra et spotlys på sangerinden, der for første gang fremførte sangen om træerne i syden, der bærer en mærkelig frugt, de sorte kroppe der svinger i den sydlige brise.

Der blev dødstille i salen, hvor gæsterne var kommet for at more sig, og alles øjne og ører var fokuseret på sangerinden.

Da sangen sluttede, blev spotlyset slukket, og da lyset atter blev tændt, var scenen tom. Der blev ikke noget med klapsalver og ekstranumre. Sådan havde Billie Holiday bedt om, at det skulle være.

På det tidspunkt var politiske protestsange så langt fra ukendte i USA, men det var nyt at bruge dem i underholdningsbranchen, og det var nyt, at budskabet var så isnende grufuldt som denne tekst om lynchning.

Pladeselskabet Columbia nægtede at indspille den, så det blev i stedet et lille, venstreorienteret selskab, der gjorde det. Pladen blev et hit, og Holiday tog derefter sangen med sig overalt, hvor hun optrådte.

Lænket til hospitalssengen

Det betød, at hun blev en torn i øjet på mange, og FBI arbejdede energisk på at få lukket munden på hende. Det skulle vise sig ikke at være så svært, for hun var blevet afhængig af forskellige narkotiske midler, og på et tidpunkt lykkedes det at få hende anholdt og dømt til et års fængsel for at være i besiddelse af stoffer.

Efter løsladelsen fortsatte hun med at optræde, og munden var ikke blevet lukket på hende, Strange Fruit var stadig på repertoiret, men et hårdt liv med racisme, alkohol, stoffer og en svaghed for voldelige og usympatiske mænd sled hende op. FBI var stadig i hælene på hende og parat til at arrestere hende igen, da hun var blevet indlagt på et hospital, hvor hun døde i en alder af kun 44 år, med håndjern lænket til sengen.

Men hendes stemme lever stadig, og i denne sommer har man i biografen kunnet se to film om hende: spillefilmen ”United States of America versus Billie Holiday” og dokumentarfilmen ”Billie”. Især den sidstnævnte kan anbefales, men i begge er der rig lejlighed til at høre hende fremføre ”Strange Fruit”.

Fra sortlistede til nationalklenodier

Sangen blev skrevet i 1937 af Abel Meeropol (1903–1986), der var søn af russisk-jødiske immigranter, uddannet lærer og medlem af det kommunistiske parti. Han var en nær ven af Julius og Ethel Rosenberg, og efter at de var blevet henrettet for spionage, adopterede han deres to sønner, Michael og Robert.

Udover ”Strange Fruit” skrev Meeropol to andre sange, der blev internationalt kendt. ”The House I Live In” blev først sunget af Paul Robeson, men det blev Frank Sinatra, der gjorde den kendt ved at tage den til sig som fast indslag, når han optrådte. Den er skrevet i 1943, og det bærer den patriotiske tekst, der hylder det gode liv med tolerance og frihed i USA, præg af. Ikke desto mindre blev sangen forbudt i en periode i 50’erne, og komponisten til melodien, Earl Robinson (1910–1991), blev under Mccarthyismen sortslistet for at være kommunist, hvad han ganske rigtigt var. En af hans andre kompositioner er melodien til sangen om Joe Hill.

I 1945 blev der lavet en ti-minutters kortfilm mod racisme med titlen The House I Live In. Frank Sinatra spiller sig selv, som en sanger der er i færd med at indspille netop denne sang på plade, da der høres tumult udenfor. Han afbryder arbejdet og går ud på gaden, hvor en flok drenge er i gang med at mobbe en jødisk dreng. Det lykkes ham at få drengene snakket til rette med brug af sangens ord om at alle er lige gode og har lige meget ret til at være her uanset herkomst og religion. I 1946 modtog filmen en Honorary Academy Award og Golden Academy Award, og i 2007 blev den udvalgt til at indgå i kongresbibliotekets arkiv for bevaringsværdige film.

Manden bag filmen var forfatteren og kommunisten Albert Maltz (1908-1985), som i 1947 blev indkaldt til høring for uamerikansk virksomhed og idømt 10 måneders fængsel. Dette stempel gjorde det derefter vanskeligt for ham at få arbejde i filmverdenen, hvor han ofte måtte bruge dæknavn.

Meeropols tredje internationale hit var ”Apples, Peaches and Cherries”, som franske Sacha Distel gjorde kendt i Europa under titlen “Scoubidou” og med sig selv som ophavsmand til teksten. Det førte til en retssag, som Meeropol vandt, og indtægterne fra denne indspilning gik til Meeropols kone og deres to adoptivsønner.

Strange Fruit kan høres på YouTube

Strange Fruit

Southern trees bear a strange fruit
Blood on the leaves and blood at the root
Black bodies swinging in the Southern breeze
Strange fruit hanging from the poplar trees

Pastoral scene of the gallant South
The bulging eyes and the twisted mouth
Scent of magnolias sweet and fresh
Then the sudden smell of burning flesh

Here is a fruit for the crows to pluck
For the rain to gather, for the wind to suck
For the sun to rot, for a tree to drop,
Here is a strange and bitter crop.