Et poetisk tidselgemyt

Af Margit Andersen

I 1960’erne opstod der i Danmark en litterær retning, der blev kaldt ”konfrontationsmodernisme”, hvis førende skikkelser var Klaus Rifbjerg, Benny Andersen og Ivan Malinowski.

Rifbjerg var politisk mildt venstredrejet, Andersen mere skarp og anarkistisk, men han blev ikke desto mindre den mest folkekære, mens Malinowski (1926–1989) var noget af et forhærdet tidselgemyt, der befandt sig på den yderste venstrefløj og aldrig lagde bånd på sine meninger, hvad man ikke bliver særlig populær på.

Fælles for de tre venner var, at de var mestre i at lege med sproget på en humoristisk måde. Det fremgår også af titlen på den meget personlige og levende biografi, Nina Malinovski har skrevet om sin far. ”Briste og bære” hedder den, og det modsætningsfyldte udsagn stammer fra et af faderens digte fra 1983.

Ivan kom fra et kunstnerhjem, faren var billedhugger, men det var ikke noget bohemehjem, men hvad man kan kalde almindeligt middelklassepænt.

Imidlertid skete der i 1943, da Ivan var aktiv i modstandsbevægelsen, noget, der fik afgørende betydning for hans politiske holdninger, og som ifølge hans egne ord betød, at han fremover altid var på de forfulgtes, de understes, de nederstes side.

Samme år måtte han flygte til Sverige, hvor han tog en studentereksamen, og i 1946 rejste han rundt i det krigshærgede Europa og var med til at hjælpe forfulgte jøder i Polen på flugt, hvad der kostede ham et kortvarigt fængselsophold i Tjekkoslovakiet.

I Sverige havde han mødt Ruth, der var jøde og med sin familie var flygtet fra Wien til Danmark. De blev mod forældrenes vilje kærester, Ivan var jo med sine digterdrømme ikke den ideelle svigersøn, men gift blev de, og i 1951 kom Nina til verden. Fra det tidspunkt og frem til hendes 14-års fødselsdag skrev Ivan dagbog om hende, og det er den samt breve og Ninas egne erindringer, biografien er bygget på.

De to havde et fortroligt og hengivent forhold til hinanden, men ikke altid problemfrit. Ivan havde sine ideer om stort og småt, der ofte afveg fra gængs skik og brug, og det prægede deres dagligdag.

Nina havde i stedet for en skoletaske et arvet, æld-gammelt tornyster, Anders And og Matador var bandlyst, hun skulle gå i brede, fodformede sko, der slet ikke var gode for hendes smalle fødder, og i drengebukser med tissehul.

Det var ikke kun Nina, der udskilte sig ved en særpræget påklædning. Ivan var med sine knæstrømper, knickers, militærjakke fra et amerikansk overskudslager og russerhue så iøjnefaldende, at en bondekone i Moskva ved synet af ham stillede sine varer fra sig og gjorde korsets tegn.

Også udi kogekunsten adskilte Ivan sig, især hvis han skulle diske op for gæster, der kunne risikere at få serveret selvskudte, farserede gesimsduer. Den mest originale idé var nok, at han fra Nina begyndte at kunne tale og mange år frem, kun talte engelsk med hende. Han ville forære hende et andet sprog.

I 1970 tildelte Det Danske Akademi forfatteren den store pris, hvad der gjorde en del skatteborgere opbragte, men de fik svar på tiltale ved overrækkelsen, hvor Malinowski i sin takketale sin vane tro ikke gik på listepoter.

Biografien er ikke kronologisk, men tematisk opbygget, og indeholder ikke litterære analyser, men fortæller om mennesket Ivan Malinowski og hans datters forhold til ham.

Da han døde, blev der stille om ham, men i dag er der igen blevet opmærksomhed om hans politiske og miljøbevidste forfatterskab.

Briste og bære, af Nina Malinovski. Det Poetiske Bureaus Forlag. 232 sider. 350 kroner