Skip to content

Leder: Ej blot til lyst

Mens sygeplejerskernes lange kamp og strejke for bedre løn- og arbejdsvilkår ignoreres af regeringen, udtaler statsminister Mette Frederiksen, at det går fantastisk godt med Danmarks økonomi, den ”buldrer” af sted med den største vækst i 15 år. Men intet drypper på degnen. Kun arbejdsgiverne bliver forgyldte under den socialdemokratiske ledelse.

Hvordan kan Mette udtale, at det går godt, mens alle offentligt ansatte skriger på hjælp. Det kræver sin kvinde, og sådan en er Mette. At begynde at synge Joe Hill ”hvis side er du på” vil være til grin. Mette har valgt side, og den er hverken social eller demokratisk.

Vågn op

Det gamle ordsprog: ”Når det regner på præsten, så drypper det på degnen” kunne nogle håbe på med en socialdemokratisk regering. Måske havde toppen af fagbevægelsen håbet på dryp, når de inviterede hende som 1. Maj taler. Men nu er angrebene på befolkningen så hårde og store, at disse illusioner er manet i jorden.

Ungdommen er ude

Mette fodrer hunden med sin egen hale, når nyuddannede skal skæres i dagpengene for at betale for andre dagpengemodtagere. I forvejen får unge udlærte under 25 år meget mindre i dagpenge, trods samme medlemskab af a-kasse.

Flere og flere unge vender samfundet ryggen – og de vender desværre også i mange tilfælde fagbevægelsen ryggen. Mange unge føler sig -jagtet og svigtet. De går deres egne veje og indgår i et parallelt samfund, hvor hverken politikere, regering, arbejdsgivere eller fagbevægelse kan nå dem.

45.000 unge under 30 år har hverken været i uddannelse eller i arbejde. En del af dem er ramt af mismod, psykisk sårbarhed og sygdom – flere begår selvmord og selvskade, fordi de ikke kan magte livet.

Fattige ud

Hjemløsheden har længe været stigende blandt unge, og nu siger de nyeste tal, at den også er stigende blandt folk over 50 år.

Nye undersøgelser viser, at knap 11 procent af alle beskæftigede, eller næsten 300.000 danske lønmodtagere, er ansat på nul-timers-kontrakter. De har ingen fast løn, ingen fast arbejdstid, og de kan ikke være sikre på dagpenge, sygedagpenge eller opsigelsesløn. Sammenhængen mellem indkomst og dødelighed er blevet større og større siden 1980’erne. Det hænger delvist sammen med, at uligheden er blevet større, skriver 3F.

Vi kan løse det

“Hvad vil vi ha’? Lærepladser!” Budskabet var klart fra op mod 100 erhvervsskoleelever, som var mødt op foran beskæftigelsesministeriet for at sende en besked til arbejds-giverne. Mens arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) råber på mere udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU, så står 16.000 danske unge lige nu og mangler en læreplads.

Lystbetonet

Mettes løsning er at diktere, at arbejde ikke skal være lystbetonet. Tak for kaffe. Det kan kun tolkes på én måde. Arbejdsløse skal krybe på knæ for ussel mammon. Om det så koster samfundet spildte uddannelser, ydmygelser og lav indkomst. Ingen krav til arbejdsgiverne.

Vi er mere værd

Arbejde skal være samfundsmæssigt lystbetonet! Alle mennesker vil gerne bidrage til fællesskabet, hvis de kan. Pengene er der, det har vi jo lige fået af vide. Vi vil en løn, der svarer til samfundets ”buldrende økonomi”. En nedsat arbejdstid til 35 timer om ugen. Flere praktikpladser. Et arbejdsmiljø med omsorg og trivsel. Et arbejdsfællesskab uden konkurrence og stress! Det er et rigt samfund.

Kommunisterne afviser alt tvangsarbejde og straf, plus det der er lagt op til i regeringens nylige lovforslag overfor indvandrerkvinder og bistandsmodtagere. Det skal stoppes nu.

Valget er dit

Første skridt er at fjerne budgetloven, som Folketinget har vedtaget. Den budgetlov som den socialdemokratiske regering med Helle Thorning i spidsen banede vejen for, ved at følge EU`s finanspagt, selv om Danmark havde stemt NEJ til euroen.

Staten fastlægger gennem budgetloven kommunernes udgiftsloft for service og socialområdet. Den største årsag til det elendige arbejdmiljø, sygeplejerskerne med flere er udsat for.

Da regeringen har valgt at følge EU’s krav om, at de offentlige udgifter ikke må stige mere end 2% af bruttonationalindkomsten, betyder det, at forbedringer inden for det offentlige kræver besparelser et andet sted, ellers straffes kommune og region. Dette er ikke holdbart.

Kommunisterne kræver, at der overføres penge til kommunernes budgetter – penge til et forbedret og værdigt arbejdsmarked.

Sæt derfor X ved Kommunisterne på valgdagen d.16. november.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk