Velfærdsloven
Regeringen har fremsat forslag til en velfærdslov, ikke at forveksle med budgetloven. Ideen med denne lov er, at der automatisk skal gives flere penge i takt med, at antallet af ældre og antallet af børn vokser, som det vil ske i de kommende år.
Helt fin tanke, at denne ’demografiske udvikling’, som det kaldes, ikke skal udhule velfærden for de berørte. Når der bliver flere plejekrævende ældre, skal der følge penge med og tilsvarende, når der kommer flere børn, der skal i daginstitution. Det er ikke småting, det handler om. I 2025 – altså om meget få år – vil der være ca. 14.000 flere børn under 6 år end i dag, og i den anden ende 69.000 flere ældre over 70 år.
Velfærdsloven vil udhule velfærden
Regeringens lovforslag lyder selvfølgelig meget godt, men ved nærmere eftersyn er der mere tale om varm luft. Alle økonomiske fremskrivninger viser nemlig, at væksten i udgifter til børn og ældre nok vil blive en del større end den vækst, som velfærdsloven tillader.
Følger regeringen og kommende regeringer således velfærdslovens rammer, vil udgiften til ældre og børn faktisk falde målt i forhold til den samlede produktion i landet, bruttonationalproduktet BNP – eller med andre ord landets rigdom.
Kommunisterne vil øge velfærden
Kommunisterne vil ikke acceptere, at velfærden for børn og ældre bare skal holdes på et konstant niveau i forhold til antallet af børn og ældre.
Kommunisterne kræver, at ydelserne til velfærd for de to grupper forhøjes med et klækkeligt beløb ud over velfærdslovens smalle rammer.
Der er penge nok. De private virksomheder tjener styrtende med penge. Kommunernes opsparede formue har aldrig været større, og med den foreslåede velfærdslov vil det betyde, at det offentliges formue blot vil vokse og vokse, uden at blive brugt på velfærd.
Ikke kun demografi skal bestemme
Det er meget snævert kun at se på den rent demografiske udvikling – altså på væksten i antallet af børn og ældre.
For som formanden for Dansk Sygeplejeråd siger:
’Velfærden er ikke sikret alene ved at dække den demografiske udvikling. Udfordringen på sundhedsområdet er, at udgifterne til behandling og medicin også stiger. Og de stiger relativt meget. Hvis en velfærdslov ikke tager højde for det, vil loven give en falsk forestilling om, at velfærdsniveauet er sikret’.
Tilsvarende vil man på børneområdet heller ikke kunne nøjes med at lade udgifterne stige i takt med antallet af børn. Der skal meget gerne også være plads til egentlige serviceforbedringer, herunder naturligvis de bedre personalenormeringer i forhold til børnetallet.
Og ser man ikke kun fremad, men også tilbage i tiden, så kan vi konstatere,
at der er sket en reel udhuling af velfærdsydelserne igennem mange år. Det kan bl.a. ses på de mange manglende sygeplejersker og -uddannede pædagoger. Det kan ses i hospitalsvæsenet, i ældreplejen og på daginstitutionsområdet.
Det gør velfærdsloven intet ved. Den bevarer kun det eksisterende alt for lave niveau.
Når vi samtidig husker på, at kommuner og regioner er hårdt ramt af folketingets skrappe budgetlov og anlægsloftet, så er de forhindret i at bruge flere penge, selv om de faktisk har dem. Pengene skal altså bare blive liggende i kommunekasserne i stedet for at gavne velfærden!
Regeringens udspil løser hverken befolkningens problemer eller imødekommer de ansattes krav.
BOM