Forfejlet politik

Af Lilli Rodeck

I den overståede valgkamp blev det tydeligt, hvor meget kommunerne har sparet på områder som børn, skoler og ældre. Alt, der har med mennesker at gøre, har været udsat for besparelser i mere end et årti.

Af besynderlige årsager må kommunerne ikke bruge de penge, som ville sikre gode forhold for børnene i skolerne. Den politik får børn til at føle, at man ikke regner dem for noget. Det kan blive dyrt for samfundet i længden.

Børnene

Den samme besparelse har vuggestuer og børnehaver oplevet. Børn, som stadig bruger ble, overflyttes til børnehave, da det sparer penge. Disse små kan ikke undgå at opleve omsorgssvigt, da der er alt for mange børn pr. voksen. Manglen på uddannede pædagoger øger risikoen for, at nogle børn bliver helt overset. Følgerne for børnene rækker helt ind i voksenlivet, da de alt for store skoleklasser risikerer at fortsætte med, at disse børn overses.

Man kan undre sig over manglen på uddannede pædagoger, da det er en af de populære uddannelser. Måske er uddannelsen blevet så ringe, at mange opgiver.

De ældre

På ældreområdet er billedet det samme. Flere luftede tanken om, at de ældre skulle til at betale for ekstra rengøring. Men det gør de ældre, som har penge nok. Resten må tage til takke med 3 kvarter inkl. skiftning af sengetøj hver tredje uge. Ingen kan nå at gøre ordentligt rent på den tid. De fattige må se på, mens støv hober sig op i hjørnerne. De ældre er nu også nået ned på bad én gang om ugen.

Ældreplejen for hjemmeboende ældre er så ringe, at den eneste besparelse tilbage er at nedlægge hjemmeplejen.

Ser vi på plejehjem, er der mange steder, hvor der er skåret dybt ned. Det betyder, at de mest sårbare ældre snydes for det, de betaler for. Mange glemmer i farten, at de ældre på plejehjem betaler husleje, for mad, for vask af tøj, varme, el og vand. Men de færreste plejehjem giver de ældre det, de betaler for.

Besparelsernes pris

På grund af fjollede regler vil det tage rigtigt mange år at bringe bygninger up-to-date. Børn må være tålmodige og håbe på, at deres børn vil få bedre vilkår.

Besparelser har ødelagt hjemmeplejen, så selvom der kommer én fra hjemmeplejen hver uge, så har de så travlt med at bade borgeren, at samtaler skal foregå hurtigt under bruseren. Den sociale omsorg er blevet til et 2 timers klip om året.

Et samfund måles på, hvordan det behandler de svageste, og her hører børn med. Med den fart, man har på besparelser, vil børns voksenkontakt blive ringere, de voksnes uddannelser så ringe, at de lige så godt kan lade være med at gå på seminariet.

Manglen på uddannede i ældreplejen er lige så alvorlig. Her opleves uddannelsen som noget, man tager, hvis man ikke kan andet. Det gør, at mange ældre frygter at blive afhængige af hjælp.

Ældre frygter også at komme på plejehjem. Det betyder, at beboerne på plejehjem mange steder er meget svage. Mange ældre, som er bange for at bo alene på grund af sygdomme, har meget svært ved at få lov til at bo på plejehjem.

Kommunisternes krav

KPiD kræver, at det offentlige behandler børn, unge og ældre med respekt. Småbørn skal have lov til at gå i vuggestue, til de er modne nok til børnehave. Børn skal ikke presses i skole, før de er parate.

I den anden ende af livet, kræver KPiD også her, at mennesker behandles med respekt. Vi kræver, at det sociale samvær tages alvorligt. Vi kræver, at et rent hjem bør være en ret. At prøve at få pårørende til at hjælpe den ældre bør ikke være en mulighed. Mange af de voksne børn er midt i livet og har selv travlt med at passe deres familie og arbejde.