Må kommunister spise flødeskumskager

Af Margit Andersen

Fordomme er svære at komme om ved. F.eks. den om at digte er kedelige og mest egnede til følsomme kvinder. De, eller den, af vore læsere, som vi kan lokke til at kaste sig over færøske Jòanes Nielsens seneste digtsamling, og for øvrigt også de tidligere, vil opdage, at det er en falsk forestilling. Her tales nemlig saftigt, kraftigt og humoristisk om klassekamp, om verdens viderværdigheder, om alderens plager, men også med varme og ømhed om alt det, der er at glæde sig over.

Nielsen er blevet 63 år, og knoglerne er slidte efter årene som sømand og arbejdsmand, tænderne er mistænkeligt hvide, fremtiden ligger bag ham, men kvinderne er stadig fristende og klassebevidstheden og indignationen er intakt.

Nu sidder han så deroppe højt mod nord og ”udforsker tilværelsens emaljerede benvæv og skraber indmaden ud af ordene”. Nogle af dem, han er meget træt af, er ”I love You”. Mennesker elsker ikke deres næste som sig selv, og reformatorer og revolutionære drives ikke af kærlighed, men af afsky for uretfærdighed, og i øvrigt er verden størst, der hvor følelserne er lavmælte.

Den kristne religion langes der ud efter i flere sammenhænge, og Noahs Ark bliver skildret som et skib, der sejler under bekvemmelighedsflag, og hvorfra de uønskede og blinde passagerer smides i havet. Der er kun plads til kaptajnens udvalgte.

Forfatteren nægter at klappe af ”de pæne demokratiske krige”, og han vil hellere spise friturestegte rotter hos Burger King end fra overklassens menukort. Dog finder han det ikke rimeligt at have ondt i leveren over at kommunister kan lide flødeskumskager. Karakteristikken af partiet Folkeflokken er enkel. Man skal blot følge pengestrømmen, som fører til afsky for det fremragende, bibelborgerlighed og had til muslimer og fagbevægelse.

”Tapet mellem århundreder” hedder digtsamlingen, og her betyder tapet det, der binder fortid og nutid sammen.

Fysisk set er det en meget smal bog på kun 61 sider, men det er ikke ordenes antal, der er afgørende for indholdets vægt. Forfatteren påpeger, at Molière brugte fire og et halvt tusinde ord, Shakespeare fire og tyve tusinde. Joe Hill? Han mente nok, at ordene var til låns, men han ejede det vigtigste af alt: et tændt hjerte. Det samme gør Jòanes Nielsen.

Jòanes Nielsen:
Tapet mellem århundreder. Oversat af Hugin Eide.
Forlaget Torgaard.
61 sider. 169 kroner.