20 år med euro

Af Niels Eriksen, næstformand for Folkebevægelsen mod EU

Marianne Jelved og Mogens Lykketoft lovede de danske vælgere op til folkeafstemningen i september 2000, at hvis blot de stemte ja til euroen, så ville der blive råd til mere velfærd, renten ville blive lav, og vi ville få en superstærk og stabil valuta.

Men alt dette krævede, at vi stemte ja til euroen. Det gjorde et flertal af den danske befolkning ikke. Men hvordan er det så gået siden den 28. september 2000? Og siden januar 2002 da den fysiske euro blev indført i Euroland?

Dansk økonomi – uden euro

I december 2021 var arbejdsløsheden nede på 2,5 procent. Faktisk har der aldrig været så mange beskæftigede i Danmark.

Jelved og Lykketoft fik også ret i, at Danmark fik en stærk og stabil valuta efter år 2000. Den hedder kronen!

Den danske valutapolitik bygger på en fastkurspolitik i forhold til euroen. Det betyder, at den danske krone kun må svinge i begrænset grad i værdi overfor euroen, så den danske rente er bestemt af eurorenten. Lige nu er renten meget lav.

Når vi ser på den lave arbejdsløshed, den høje beskæftigelse og den vanvittige prisudvikling de sidste par år på boligmarkedet, kan man godt overveje, om det er en lav rente, der er behov for. Problemet er, at de danske politikere med ERM2-aftalen har afgivet Nationalbankens ret til at føre en selvstændig dansk penge- og rentepolitik.

Euroland – med euro

Lande, som har euroen, har endnu større udfordringer med mønten. Problemet er især, at eurolandene ikke går i økonomisk takt.

Under eurokrisen var der reel mulighed for, at eurozonen ville gå i opløsning. At et eller flere eurolande ville blive presset ud af euroen. Det, der reddede projektet, var massive støtteopkøb fra Den Europæiske Centralbank (ECB) af statsobligationer fra bl.a. Spanien og Italien. Ligeledes blev Grækenland reddet fra en egentlig statsbankerot. Prisen for disse indgreb var, at landene, ikke mindst Grækenland, blev dikteret en økonomisk sparepolitik fra EU’s side, der medførte stærkt stigende arbejdsløshed og stigende social forarmelse i disse lande.

Man skal ikke være blind for, at den nationalt førte økonomiske politik helt eller delvis havde betydning for det enkelte lands krise. Samtidig må man også være bevidst om, at i selve eurokonstruktionen, helt fra begyndelsen og frem til nu, er der en indbygget ubalance. En ubalance der gør, at nogle eurolande har vundet økonomisk ved introduktionen af euroen. Det drejer sig typisk om de nordvesteuropæiske lande inklusive Danmark, fordi vi har låst kronen til euroen.

Reelt har disse lande, efter euroens indførelse, oplevet en art devaluering, da de gik fra deres nationale valuta til euroen. Den situation medførte en markant forbedring af disse landes konkurrenceevne ikke mindst internt indenfor EU’s indre marked.

Det boost, som eksempelvis den tyske, danske og nederlandske eksport fik, udmønter sig i store permanente overskud på landenes respektive betalingsbalancer. Det omvendte var tilfældet med Grækenland, Italien og Spanien.

Konsekvensen af den udvikling var, at der skete en ophobning af gæld op gennem 00’erne, ikke mindst i Sydeuropa, som eksploderede under finanskrisen.

Gælden er der stadig og hænger over de kommende generationer i Sydeuropa som en møllesten om deres hals.

Euroen har bestemt ikke været den økonomiske succes, som de danske eurotilhængere forsøgte at gøre den til før den danske euroafstemning i år 2000.