Trilogien om Tue

Socialrealisme når den er bedst

Af Margit Andersen

Dette års modtager af boghandlerprisen De Gyldne Laurbær blev Thomas Korsgaard (født 1995) for sidste bind af hans delvist selvbiografiske romantrilogi om Tues barndom og tidlige ungdom. Allerede første bind (2017) indbragte ham et legat fra Statens Kunstfond, og de er alle tre blevet kritikerrost og store salgssucceser.

Tues opvækst begynder for enden af en lang grusvej i Nørre Ørum ved Skive, hvor hans far driver et traditionelt smålandbrug og har svært ved at få det til at løbe rundt. Moren er depressiv efter at have fået et dødfødt barn, og hun laver ikke meget andet end at se fjernsyn og spille på nettet. Og så er der lillebror Morten og lillesøster Nina.

Det er en mildest talt dysfunktionel familie, hvor katastrofen altid ligger på lur med farens uberegnelige vredes-anfald, der grænser til det sindssyge, morens passivitet og utilregnelighed, økonomien der er så dårlig, at de må låne penge hos den ikke særligt venlige familie, og al elendigheden skal helst holdes skjult, selv om den er kendt af gud og hvermand. Tue lærer tidligt at lyve og forstille sig, og lettere bliver det ikke for ham, da det efterhånden viser sig, at han er homoseksuel, og at det lyser ud af ham.

Trods alt lykkes det ham at komme i gymnasiet og at få nogle gode veninder, men til sidst bliver forholdene i hjemmet så utålelige, at han dropper ud af gymnasiet og flygter til København, hvor han hutler sig igennem som abonnementsælger for Politiken. Ind i mellem er han boligløs, men på et tidspunkt får han logi hos en veninde, hvis mor er arkitekt. Her kommer han ind i et fremmed miljø, som han forsøger at agere i efter bedste evne, og det betyder igen forstillelse og løgne og udarter til misbrug af gæstfriheden.

Da alt går i skuddermudder for ham, må han ty til den sidste redningsplanke: moren, der er blevet skilt fra faren. Her fuldender han det projekt, han har arbejdet på under de mest umulige betingelser: at få skrevet en roman. Den udkommer og bliver fint modtaget, men da han efter en reception i en brandert bliver spurgt af politiet om, hvad han hedder, lyver han igen og siger: Thomas. Lyve er måske et forkert ord, for Tue er jo en del af Thomas, uden at de er identiske.

Sådan noget med at blande virkelighed og fiktion giver tit anledning til ballade, og af indlæg i pressen fremgår det da også, at det ikke har gjort forfatterens forhold til familien bedre, men i det mindste må man sige, at han heller ikke skåner sig selv.

Fortællingen om denne svære opvækst, om det at løsrive sig fra sit miljø og erkende sin problematiske seksualitet er skrevet i et let men jordbundet sprog med et skarpt øre for replikker og vendinger. Tonen kan være rå, men også øm og kærlig, især i forholdet til moren. Dertil -giver den et godt billede af Danmark i dag fra udkant til metropol med de klassemæssige forskelle, der er, og som man ikke kommer ud over bare ved at skifte social status.

Det er socialrealisme, når den er bedst, og et imponerende værk af så ung en forfatter. Forhåbentlig har han ikke brugt sig op, for han skriver blændende godt.

• Hvis der skulle komme et menneske forbi. 317 s. 250 kr.
• En dag vil vi grine af det. 320 s. 250 kr.
• Man skulle nok have været der. 300 s. 250 kr.

Alle er udkommet på Lindhardt og Ringhof