Vi må ikke lade krigen i Ukraine skræmme os længere ind i favnen på USA
Frederik S. Heffermehl, norsk jurist, forfatter og fredsaktivist
Mens verden er rystet over de militære angreb i Ukraine, er jeg bange for, at stemningen er anderledes i amerikanske regeringskredse og i NATO-hovedkvarteret. De har haft ret i, at Rusland ville gå ind militært. Og Putin har givet næring til den massive propaganda om hans grusomhed og despoti.
FN’s Sikkerhedsråd mødtes i morgentimerne torsdag den 24. februar, som det altid skal og bør ske i en situation, der truer international fred og sikkerhed. Men rådsmødet var mest en chance for Vesten til at fordømme Rusland. Rådet skulle have haft to møder i den uge. I henhold til FN-pagten skulle de massive vestlige sanktioner også have haft Sikkerhedsrådets samtykke.
Verdenshistoriens mest magtfulde militærapparat
Ved at stimulere Ukraine-krisen har USA’s ledere været i stand til at aflede opmærksomheden fra deres enorme problemer derhjemme og har flyttet deres internationale positioner fremad med stormskridt.
Det gælder for eksempel processen med at konsolidere, supplere og harmonisere landets system med 800 baser i 80 lande (Rusland har omkring 20). Det amerikanske ønske er at have så ensartede aftaler som muligt på tværs af lande og problemfri drift af baserne.
De nordiske lande skal også have flere amerikanske ”boots on the ground”. Den danske regering har meldt ud tidligere i februar, at Danmark skal have en øget tilstedeværelse af styrker fra USA. Norge er i gang med at acceptere fire amerikanske militærbaser. Sverige har et stadig tættere militært partnerskab med USA. Arbejdet med at styrke historiens største krigsmagt har fået gode kår med eskaleringen i Ukraine.
Så mens vi er rystede over Ruslands fremfærd, bør vi ikke glemme at sætte spørgsmålstegn ved vores forhold til USA og vores egen rolle i verdenshistoriens mest magt-fulde militærapparat. Og vi skal nøje verificere alle udsagn i og om international politik, feltet er gennemsyret af propaganda, fordrejninger af sandheden og direkte løgne.
NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, har gentagne gange givet Rusland hele skylden for krisen. Jeg har hævdet det modsatte. Det langsigtede billede er, at USA og NATO konstant har presset og omringet Rusland militært.
USA har onde hensigter
I 1990 lykkedes det for det amerikanske militær med en stor kampagne at undgå nedskæringer i militærbudgetterne – langtfra et patriotisk værn for det amerikanske folks interesser. Og langtfra de nordiske landes interesser, som nu i stigende grad drages ind i militært samarbejde med et politisk vaklende USA.
Når der er tvivl om, hvorvidt landet kan gennemføre sit næste valg uden borgerkrig, og hvorvidt Trump eller noget endnu værre kan blive valgt, så kan det ikke være det civile USA, vi har tiltro til. Har vi tiltro til det militærindustrielle kompleks?
Vil man forstå tankegangen i USA’s militærglade elite, bør man læse tænketanken Rand Corporations analyse. I en rapport fra 2019 anbefaler Rand en olieboykot for at få russiske akademikere til at emigrere, at bygge baser langs Ruslands grænse og særlig aktuelt: ”Ved at forsyne Ukraine med dødbringende våben vil vi være i stand til at udnytte Ruslands største sårbarhed”. Samtidig advarer Rand om, at sådan våbenhjælp skal ”kalibreres omhyggeligt for at øge omkostningerne for Rusland”. Denne ekstreme politiske ondskab tager sigte på regimeskifte.
Vi kan ikke stole på USA i Norden
Og så til militærplanerne for Norden. Selvfølgelig kommer der ikke atomvåben ved baserne eller på nærgående flådefartøjer.
Men er det så selvfølgeligt? USA er ikke til at stole på. Norges forsvarsminister Johan Jørgen Holst udtalte i 1987, at amerikanske krigsskibe i norske farvande skulle love, at de ikke havde atomvåben om bord. Det var ikke tilfældet. Han måtte erkende i Norges Storting, at Norge kun mindede amerikanerne om norske love og regler, de fik ingen løfter fra dem. I sådanne sager kan vi ikke stole på vore egne regeringschefer.
Den danske journalist Poul Brink afslørede for 30 år siden, at USA havde atomvåben på Thulebasen. De danske statsministre H.C. Hansen og Jens Otto Krag havde løjet og i al hemmelighed åbnet for atomvåben på dansk jord. De var også blevet enige om, at de danske myndigheder aldrig ville oplyse noget, der kunne skade eller føre til ansvar for det amerikanske militær.
Bag det danske folks ryg var regeringen blevet enig med USA om at ophæve dansk lov.
Newspeak
Der er et stort behov for en bred diskussion, før planerne om øget amerikansk tilstedeværelse i Norden går videre, men alle diskussioner om vores alliancepolitik kompliceres af manipulerende sprogbrug.
Da Norge kom med i NATO i 1949, gav de et løfte til Sovjetunionen om ikke at åbne baser for fremmede magter. Nu får den norske offentlighed at vide, at det, de får nu, ikke er baser, for i aftalen omtales det som -”aftalte områder”. Der er meget af den slags orwelllsk newspeak 1).
Sandheden forsvinder bag en mur af verbale camouflageøvelser. Krig bliver til militær intervention, Libyen blev beskudt for at blive beskyttet. USA’s selvproducerede verdensorden har fortrængt den retsbaserede verdensorden i FN-pagten, og premierministre, udenrigsministre og forsvarsministre i 30 lande taler NATO-sprog med perfekt udtale.
Hvem bliver præsident, og hvilken slags USA har vi at gøre med om to eller tre år? Det er umuligt at indgå aftaler med et land på randen af kaos, opløsning og vold. Alle venner af det amerikanske folk – jeg betragter mig selv som en af dem – skal nu hjælpe USA med at afmontere dets imperium, dets militærindustrielle kompleks og dæmme op for dets voldelige tillbøjeligheder.
At øge USA’s militære tilstedeværelse i Norden er bestemt ikke et skridt i den rigtige retning. Vi skal holde hovedet koldt og ikke lade udviklingen i Ukraine skræmme os længere ind i favnen på USA.
Friheten. Redigeret og forkortet af redaktionen.
1) I bogen 1984 af George Orwell lader han personerne tale et sprog, newspeak, som konsekvent forherliger regeringens politik og dermed fratager folk muligheden for at ytre sig kritisk.