Velkommen fortsættelse af filmen De Forbandede År
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST nr. 5-2022] Da filmen ”De forbandede år” kunne ses i biografen i 2020, sluttede den pludseligt i 1943, og man sad tilbage og ville gerne have fået at vide, hvordan det videre gik familien Skov og de andre, men da havde filmen jo også varet 2½ time, og titlen lovede da heller ikke, at den skulle dække alle fem år.
Det rådes der nu bod på med fortsættelsen ”De forbandede år 2”, der fuldt ud lever op til første del, både hvad handling og skuespil angår.
Første del begyndte 9. april 1940, hvor Karl Skov (Jesper Christensen), der er ejer af en elektronikfabrik, og hans kone Eva (Bodil Jørgensen) fejrer deres sølvbryllup samtidig med, at Danmark får uindbudte gæster. Elektronikfabrikken får derefter problemer, fordi den mister det engelske marked.
Karl Skov lever og ånder for sin fabrik og for sin familie. Hvad der sker ude i verden, optager ham ikke så meget, men han er et venligt, tolerant og ansvarsfuldt menneske. Da han får mulighed for at eksportere til Tyskland, griber han chancen for at holde gang i fabrikken og dermed -bevare livsgrundlaget for sine ansatte og familien. Ikke med glæde men af nødvendighed og det er jo på ingen måde illegitimt, da den officielle linje også er at samarbejde med tyskerne.
På hjemmefronten kommer der imidlertid grus i maskinen. Eva er ikke enig i sin mands dispositioner, sønnen Michael (Gustav Dyekjær Giese), der er i militæret, melder sig til Frikorps Danmark for at kæmpe mod bolsjevikkerne, datteren Helene (Sara Viktoria Bjerregaard) falder for en tysk marineofficer, og sønnen Aksel (Mads Reuther) tilslutter sig modstandsgruppen BOPA.
Anden del begynder, hvor vi slap, i 1943 med tyskernes nederlag ved Stalingrad. Michael kommer hjem derfra i en ynkelig forfatning, men de rædsler, han har oplevet, forhindrer ham ikke i at forblive i tysk militærtjeneste.
Helenes mand, marineofficeren, omkommer, og hun flytter hjem, og Karl Skovs virksomhed overgår for en stor del til tyskernes kontrol. Under en våbennedkastning må en engelsk pilot springe ud med faldskærm, han såres alvorligt, og Aksel bringer ham hjem i familiens villa, hvor Eva, der er sygeplejerske, giver førstehjælp. Denne aktion medfører, at hun må tage til Sverige, og Karls trygge base går mere og mere i opløsning.
Han har hele tiden haft de bedste intentioner og er på ingen måde tyskvenlig, men efterhånden som vinden vender, og samarbejdspolitikken ophører, indser han, at den gråzone, han har bevæget sig i, bliver mørkere, og selv om han af et godt hjerte har hjulpet flygtninge og givet penge til modstandsbevægelsen for at sikre sig et alibi, så henstår der stadig et svært forklaringsproblem.
Da det lykkelige øjeblik kommer, hvor frihedsbudskabet lyder, er der skår i glæden hos familien Skov, for de fem forbandede år har fået skæbnesvangre følger for den på mange måder.
Der lægges ikke fingre imellem i skildringen af de kyniske forretningsmænd, der tjente fedt på krigen, samarbejdspolitikerne, der ålede sig igennem den, og politiet der velvilligt gik tyskernes ærinde overfor kommunister og modstandsfolk, men samtidig er det en troværdig og nuanceret beretning om en tid, hvor man kunne blive stillet over for svære moralske valg, som på trods af de bedste intentioner kunne ende i uføre.
Den mest afklarede og nøgterne person i filmen er den stilfærdige, ledende kommunist, der overordnet styrer Aksels modstandsgruppe.
De forbandede år 2. Instruktion Anders Refn. Manus Anders Refn og Flemming Quist Møller