Tomme tegnedrenge

Af Lilli Rodeck

[KOMMUNIST NR. 5-2022] Der raser en inflation, hvor mange af de daglige fornødenheder stiger voldsomt i pris. Følgerne for de lavtlønnede og folk på overførsel, det være sig dagpenge, kontanthjælp eller pension, er voldsomme.

Mange af de fattigste bor, hvor varmeudgifterne er steget så meget, at mange må klæde sig varmt på, da det at tænde for varmen kan medføre, at mange ender på gaden. Folketinget har godt nok vedtaget et varmebidrag på 6.000 kr. til de lavestlønnede. Men pengene ender med at komme for sent til mange.

Prisen på gas er steget mere end 100%, elpriserne kommer efter med omkring 140% prisstigning.

Fødevarer stiger også med en inflationsrate på 5,3% (marts måned). Det lyder ikke af meget, men det har den virkning, at nogle dagligvarer stiger mere end andre. Og det er ofte de vigtigste varer, som stiger mest. Og er en vare blevet dyrere, vil den beholde den høje pris.

Mel, mælk og især kød er blevet dyrt, så de fleste ender med kun at gå efter tilbud. En engelsk bøf, lammekød og stege er uden for økonomisk rækkevidde. For børnefamilier bliver menuen fyldt med hakket billigt oksekød eller svinekød. Inflationen vil få til følge, at mange børnefamilier ender med at blive fattige. Og børn, der lever i fattige familier, kommer til at mangle mange af de ting, som efterhånden er noget, alle børn har.

For pensionister bliver varme en luksus. Mange ældre bor i huse, hvor der er tvungne gasfyr. De tør dårligt nok tænde for varmen. Varme sweatre er i høj kurs. Og har man lidt penge, er brændeovne ret så populære. Men brænde og træpiller er også steget. Der bliver nu brændt det, der brændes kan.

Prisstigninger kan sætte klimaindsatsen tilbage. Og som altid gennem historien er det de svageste og fattigste, som kommer til at betale prisen.

Regeringen prøver at få omlagt varmen i husene til varmepumper. Men også her sker der det samme som altid. Varmepumper er dyre, og selv med tilskud er det kun de rigeste, som har råd.

Inflation, øgede gaspriser og elpriser viser svagheden i vores samfund. Ved at have lande, som specialiserer sig i produktion af enkelte varer, skal der ikke meget til, før man får skabt et ustabilt samfund, og hvem betaler prisen?

Det moderne, kapitalistiske samfund skaber ulighed både mellem lande, men også internt mellem befolkningsgrupper. Vi har de sidste mange år set de rige blive uforskammet rigere, mens de fattige får sværere ved at få økonomien til at hænge sammen.

KPiD kræver, at varmehjælpen bliver uddelt i maj. Samtidig kræver vi, at overførselsindkomsterne bliver reguleret, så ingen skal gå fra hus og hjem. Vi kræver også fred. Krig skaber bare mere ulighed, samtidig med, at de varer, som de to krigsførende lande producerer, bliver mangelvarer.

Men vi kræver også, at der indføres prisstop på de mest almindelige varer så som mælk, mel, æg og kød. Vi vil som samfund gerne sikre os, at næste generation får de bedste opvækstmuligheder. Samtidig vil det være tåbeligt, at folk på overførselsindkomster ender på gaden. Hjemløse er svære at få i arbejde.

Folkepensionister, som har opbygget dette samfund, går og frygter for fremtiden. Det er blevet sværere at få pengene til at slå til, da alt er blevet dyrt. Samfundet kan ikke være bekendt ikke at regulere pensionen, så den enkelte kan få råd til opvarmning og en rimelig kost.