For modstand – solidaritet og faglig kamp

Del og hersk-strategien skal bekæmpes

Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark

Forleden dag mødte jeg en tidligere kollega, – en malersvend som jeg i mange år arbejdede sammen med på B&W skibsværft. Vi mindedes vores mange brave kolleger. Snakken gik: Hvordan går det mon med ”kartoflen”, ”pomfritten”, ”fuppen”, ”løberen” – kært barn har mange navne – og på B&W skortede det ikke på øgenavne.

Vi lavede sjov med regeringens udspil om igen at øge pensionsalderen. Forestillingen om, at man kan fungere på en arbejdsplads til man er fyldt 72 år, var ikke skræmmende morsom. Malerfaget sætter sine fysiske spor, og det er snarere reglen end undtagelsen, at kollegerne døjer med smerter i skuldre, albuer, lænd og knæ. Arbejderne får brug for både kørestole og stokke i det fremtidsscenarie.

For faglig kamp

Men spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at få arbejde til den tid. Usikkerheden og frygten for at stå uden arbejde er for alvor rykket ind i produktionen. Umiddelbart blev vi enige om, at der var grobund for et klassemæssigt opgør.

Men der tales ikke så meget om arbejderkamp og solidaritet på landets arbejdspladser. Den faglige kamp er næsten reduceret til et opslag på Facebook, hvor vi bliver mindet om alle de store sejre fagbevægelsen har opnået gennem tiden – strejkeret, 37 timers arbejdsuge, den sjette ferieuge m.fl. Men det er faktisk 18 år siden, at den sjette ferieuge blev kæmpet igennem.

Inden for de sidste par år er efterlønnen taget fra os. Dagpengereformen og kontanthjælpsreformen og førtidspensionsreformen blev gennemført under en socialdemokratisk regering. Senest er 225-timers reglen indført. Protesterne fra fagbevægelsen har været få. LO`s daværende formand Harald Børsting gik så vidt som at rose regeringens finanslovsforslag i 2014.

”Solidariteten er ved at gå fløjten. Hvad nytter det, når tilkæmpede rettigheder er så nemme at fjerne eller udhule igen” sagde min gode kollega. Og der er noget om snakken. Mantraer som ”at sidde med ved bordet” og ”den nødvendige politik” har sneget sig helt ud i de lokale faglige klubbers bestyrelser. Når de valgte faglige repræsentanter træffer beslutninger uden at tage dialogen med medlemmerne, er det udtryk for den samme magtfuldkommenhed, som folketingspolitikere lægger for dagen, når de trods massiv folkelig modstand sælger ud af DONG. Eller når de ignorerer folkets ønske om en afstemning om udtrædelse af EU. Man ved bedst – hvad der er godt for kapitalen er også godt for arbejderklassen!

For modstand

For langt de fleste er det naturligt at være med i en rigtig fagforening. Spørgsmålet er, om det bliver ved med at være sådan.

Det er svært at forestille sig fagbevægelsen i dens nuværende form som en modstander af den politiske linje, der føres – ligegyldigt om den samfundsbevarende regering består af Socialdemokraterne eller Venstre. Når Mette Frederiksen siger, at hun vil tale arbejdernes sag, samtidig med at hun og resten af Socialdemokratiet stemmer sammen med Venstre i 80 % af afstemningerne i Folketinget, klinger det hult.

Fagbevægelsen er med få undtagelser reduceret til en systembevarende reaktionær, elitær klub. En talentudviklingsfabrik for håbefulde politikeraspiranter der bruger bevægelsen som platform til at gøre karriere. Hvis forholdene skal ændres, må fagbevægelsen blive en naturlig del af arbejdskampen – af klassekampen.

For solidaritet

Men hvis fagbevægelsen er så reaktionær, hvorfor laver vi så ikke et alternativt oprør uden om fagbevægelsen? Det er der mange forklaringer på, hvorfor vi ikke gør.

For det første er en stor del af de ufaglærte, der arbejder i Danmark, oprindeligt fra lande, hvor fagbevægelse og arbejdskamp er et ukendt eller i al fald et anderledes fænomen.

For det andet har de færreste faglærte været ude i kampe. Fagforeningerne over en bred kam har gjort organiseringsgraden til det mest dominerende succeskriterie. Det er godt med en masse organiserede arbejdere, men de lærer ikke at føre kampe bare ved at være en del af en fagforening.

En væsentlig grund ligger i den splittelse af arbejderklassen, som eliten skaber, og som effektivt fjerner opmærksomheden fra den politik, der udhuler og opløser vores tilkæmpede rettigheder. Partierne og meningsdannere bilder os ind, at vi ikke har noget tilfælles med hinanden, i hvert fald ikke mere end vi har med dem, der bestemmer og har magten. Arbejderklassen deles op i falske fællesskaber efter nationalitet, køn, etnicitet, geografi, kultur og så videre. Uden fællesskab – ingen solidaritet og uden solidaritet – ingen organiserede arbejdskampe.

Del og hersk

Et glimrende eksempel på denne splittelse er flygtninge- og indvandrerdebatten. Her har især Dansk Folkeparti, nu bakket op af næsten alle Folketingets partier, udført rollen som nyttig idiot for kapitalismen til perfektion.

I stedet for at diskutere aktionærernes bonusser og vanvittige store afkast, multinationale firmaer der sender milliarder i skatteskjul, og skattelettelser til de rige, diskuterer man forhud, frikadeller og frisind.

Hver gang der skæres i kontanthjælpen til den enlige mor, i bevillinger til de handikappede eller i boligstøtten, skal der råbes efter den, der ikke ser ud som en kulturkristen eller den, der ikke spiser bacon. Fremmedfjendskhed er blevet et samlende punkt for de samfundsbevarende partier, hvor nogle har den frækhed at kalde sig arbejderpartier.

Det er derfor, solidaritet og arbejdskampe har så trange kår. Men intet står stille, alt kan stadig forandres.