Det store NATO-bedrag

NATO bliver solgt som en forsvarsalliance mod fjenden, et værn mod diktatur og en garant for demokrati.

Af Terje Alnes, Friheten

[KOMMUNIST 8-9 2022] Fortællingen om NATO som værn mod diktatur og garant for demokrati skal man ikke have tillid til. Alliancen er, og har altid været, et redskab i USA’s geopolitiske magtudøvelse og er den største trussel mod verdensfreden og fortsat liv på planeten.

Ruslands angreb på Ukraine fordømmes i alle NATO-lande som et brud på folkeretten og FN-traktaten. Men det er hyklerisk, når den NATO-venlige presse i Vesten fremstiller dette som en unik hændelse.

NATO’s ulovlige krige

Det er tværtimod sådan, at NATO to gange selv har brudt folkeretten og startet ulovlige angrebskrige. I 1999 angreb NATO militært Jugoslavien, uden mandat fra FN’s Sikkerhedsråd, noget som per definition er en ulovlig krig. Begrundelsen var ”humanitær” for at standse overgreb begået af serbiske styrker mod albanske civile.

Danske styrker deltog i angrebet, som daværende udenrigsminister Uffe Ellemann var stolt af at have medvirket til. Krigen blev udkæmpet med en overlegen luftstyrke fra NATO’s side, hvor op mod 1100 fly deltog. Krigen betød Jugoslaviens endeligt, idet provinsen Kosovo blev løsrevet fra Serbien. Således sikrede Vesten sig en klientstat og loyal støtte på Balkan.

NATO-krigen mod Jugoslavien standsede ikke overgrebene på civile, men resulterede i nye overgreb. En norsk officer i de fredsbevarende styrker i Kosovo i september 1999 giver følgende skildring: ”Det var det totale anarki. Der var hverken politi, retsvæsen eller sygehuse. Serbiske huse stod i brand, og gamle serbiske kvinder blev slået ihjel. Brande, antændt af molotovcocktails og håndgranater som blev kastet ind i serbiske huse, var en daglig foreteelse”.

Alt vendt på hovedet

Vi havde skabt os et billede af albanerne som ofre og serberne som angriberne. Men den virkelighed, vi mødte, var en albansk befolkning med en enorm trang til gengældelse. Alt var vendt på hovedet.

17. marts 2011 vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, der åbnede op for militær indgriben i Libyen. Hovedbegrundelsen var påstanden om, at Gaddafi planlagde en massakre på civile.

FN vedtog våbenembargo og flyforbud, men resolution 1973 forbød invasion og åbnede ikke op for et regimeskifte. Det er senere påvist, at historien om massakren ikke havde hold i virkeligheden, men var fabrikeret for at udløse et angreb.

Lederen af Den arabiske liga, som bad FN gribe ind, fordømte bombningen af Libyen allerede dagen efter, den startede. To dage senere blev bombningerne også fordømt af Den Afrikanske Union. Begge disse centrale organer mente, at bombningen ville føre til regimeændringer og dermed brød med FN- resolutionen.

Bombningerne af Libyen fortsatte længe efter, at den påståede trussel om en massakre var afværget og var derfor tidligt et brud med folkeretten. I den britiske Underhuskomités undersøgelsesrapport fra 2016 dokumenteres en række løgne og falske informationer, der blev brugt til at legitimere angrebet. 20. oktober 2011 blev Muammar al-Gaddafi dræbt og Libyen gik i opløsning.

Ukraine

Siden Ukraine blev selvstændig i 1991, har USA systematisk arbejdet med politisk påvirkning af ukrainerne. Den amerikanske regering har brugt mere end 5 milliarder dollars på en hel række programmer, der til sammen skulle fremme et regimeskifte. En bølge af protester og optøjer kulminerede i februar 2014, da præsident Janukovitj måtte flygte fra landet. Siden 2014 har der været krig i Donbass, hvor regeringsstyrker har angrebet separatister, som ikke anerkender Kiev-regeringen. Dette førte til Ruslands annektering af Krim.

Siden 2015 har CIA oplært tusindvis af ukrainske paramilitære styrker. Fra 2017 har USA opbygget militær infrastruktur i Ukraine, som om landet allerede var et NATO-medlem. Ruslands ”militære operation” (læs krig) i Ukraine kan ikke forsvares, men den kan forstås. NATO og USA har ikke på noget tidspunkt siden murens fald været villige til at inkludere Rusland i en fælles europæisk sikkerhedsordning, men har tværtimod ført en konfrontationslinje. I stedet for at føre en politik for at forhindre krig, har NATO’s og USA’s strategi fremprovokeret krigen.

USA strammer grebet om Europa

Ifølge den tyske sociolog Wolfgang Streeck har Ukraine-krigen revitaliseret NATO og befæstet USA’s kontrol med Europa. Hvis amerikanerne nogensinde har set EU som en konkurrerende kraft, har krigen på få måneder gjort underværker for USA’s herredømme over det, Zbigniew Brzezinski omtalte som de europæiske vasalstater.

For USA har det særligt været vigtigt at få politisk kontrol over Tyskland, som ofte har opponeret mod amerikanske direktiver. Nu følger de europæiske NATO-lande lydigt det mindste vink fra Washington. For tyskerne må Hastings Lionel Ismay (NATO’s første generalsekretær) med sin udtalelse om, at hensigten med NATO var at holde russerne ude, amerikanerne oppe og tyskerne nede, være let genkendelig i disse dage.

Det er lykkedes USA at skære alle bånd over mellem Rusland og de europæiske NATO-lande. De omfattende sanktioner, som er indført, har i langt mindre grad end forventet svækket Rusland. Tværtimod er det nu Europa, der rammes knaldhårdt af sin egen sanktionspolitik, særligt indenfor energisektoren, hvor EU importerede næsten halvdelen af sin gas fra Rusland.

For USA, som i mange år arbejdede aktivt for at forhindre Tyskland i at realisere Nord Stream 2-gasrørsledningesn fra Rusland, kom krigen som bestilt. I stedet for at fordoble importen af russisk gas, bliver rørene nu skruet fra igen. Det er en katastrofe for det energifattige Europa, men en geopolitisk sejr for USA.

NATO ser mod Kina

De oprindelige 12 medlemslande er blevet til 30 og til 32, når Sverige og Finland også kommer med. ”Det Nye” NATO har bevæget sig langt ud over sit oprindelige nordatlantiske område og samles nu om en global strategi.

Det er ingen hemmelighed, at NATO vil optrappe sine aktiviteter i Østasien for at imødegå det, der omtales som ”truslen fra Kina”.

Det er jo påfaldende, at en forsvarsalliance med en eksistensberettigelse hjemlet i ”Traktat for det nordatlantiske område”(”Atlanterhavs-pagten”), nu sætter hoved-fokus på en voksende økonomi i Østen, som udfordrer USA’s internationale handelsregime, der blev skabt efter 2. Verdenskrig. Dette befæster bare NATO’s rolle som den militære gren af vestlig og hovedsageligt amerikansk imperialisme.

Forkortet og redigeret af redaktionen