Rusland og Tyrkiet dæmper regionale spændinger

[KOMMUNIST nr. 10 2022] Denne artikel bygger på oversat artikel fra Friheten skrevet af den indiske diplomat M.M. Bhadrakumar. Den er oprindeligt publiceret på hans blog.

På et møde fornylig i Sotji i Rusland mellem præsident Putin og præsident Erdogan er der muligvis blevet taget vigtige beslutninger i det regionale forhold mellem Rusland og Tyrkiet.

Det drejer sig om et økonomisk partnerskab mellem Rusland og Tyrkiet. På den ene side en hjælp til Rusland til fortsat at kunne handle med verdensmarkedet og omgå vestlige sanktioner og på den anden side et kærkomment tilskud til den tyrkiske økonomi.

Tyrkiet er medlem af EU’s Toldunion, der er en handels-alliance mellem EU-landene, og der kan være mange russiske penge, som flyder rundt i kølvandet af de vestlige sanktioner. Pengene kan omsættes til investeringer i Tyrkiet til at oprette produktion med vestlig teknologi, skabe arbejdspladser og udvikling af landets økonomi.

I Sotji blev Putin og Erdogan enige om at udfase brugen af dollars i deres transaktioner. En del af det tyrkiske køb af russisk gas vil blive gjort op i rubler. Det vil styrke den russiske valuta.

De besluttede ydermere, at fem banker i Tyrkiet skulle acceptere Ruslands MIR-betalingssystem, som Moskva har udviklet, efter at Rusland er blevet ekskluderet fra SWIFT. MIR-systemet gør det muligt for russiske statsborgere, specielt turister, at besøge Tyrkiet. Tyrkiet hjælper på den måde Rusland med at dæmpe effekten af vestlige sanktioner, samtidig med at de selv passer på ikke at møde nogen indirekte sanktioner.

Alt dette er kun muligt inden for en ramme af politisk forståelse. Man kan forestille sig, at det vil kunne mærkes umiddelbart på tre hovedområder: Sortehavet, Transkaukasien og Syrien. Tyrkiske og russiske interesser går her på kryds og tværs.

Sortehavet

Tyrkiet har her ifølge Montreux-konventionen (1936) en nøglerolle at spille.

Konventionen er en international aftale, der giver Tyrkiet suverænitet over Dardanellerstrædet, Marmarahavet og Bosporusstrædet og dermed passage mellem Sortehavet og Middelhavet via det Ægæiske Hav til krigsskibe i krigstid.

Transkaukasien

Transkaukasien er en geografisk region på grænsen mellem Østeuropa og Vestasien. Den grænser op til de sydlige Kaukasusbjerge og svarer i vore dage nogenlunde til Armenien, Georgien og Aserbajdsjan.

I Transkaukasien kan Tyrkiet spille en stabiliserende rolle på grund af Ankaras indflydelse i Baku, Aserbajdsjan. En normalisering fra Tyrkiets side med Armenien vil have stor betydning for at kunne åbne den direkte kommunikation mellem Aserbajdsjan og Tyrkiet, som igen vil give mulighed for en direkte motorvejsforbindelse, som forbinder Rusland og Tyrkiet.

De økonomiske implikationer er vidtrækkende, specielt eftersom Tyrkiet allerede har godt udbyggede vejforbindelser med Iran og de vestasiatiske lande helt frem til regionen ved Den Persiske Golf.

Syrien

Når det drejer sig om Syrien, dukker der et komplekst billede frem. Tyrkisk presse har rapporteret, at Erdogan planlægger at få en samtale med Syriens præsident Bashar al-Assad. Putin har opmuntret Erdogan til direkte at tale med Syriens præsident om sikkerhedsspørgsmål i det nordlige Syrien i stedet for at starte militære angreb.

Obama-administrationen lokkede Erdogan ind i sit regimeskifteprojekt i 2011 for at styrte Assad. Indtil det tidspunkt havde Erdogan og Assad haft et venskabeligt forhold.

Situationen i dag kan igen være gunstig for en tilnærmelse mellem Erdogan og Assad. Syrien har takket være russisk og iransk støtte slået det USA-ledede jihadprojekt i Syrien tilbage. Damaskus har frigjort de fleste regioner fra jihadistiske grupper og det tilbageværende problem er USA’s besættelse af en tredjedel af syrisk territorium i nord og øst. Assad vinder stadig regional accept også blandt Syriens arabiske naboer.

Det tyrkisk-amerikanske forhold har ikke været godt siden det CIA-støttede militærkup i 2016, der forsøgte at styrte Erdogan. Det afgørende problem i dag er USA’s politisk-militære alliance med de militante, syriske kurdere, som er USA’s fodsoldater. De ønsker at etablere et kurdisk hjemland i Nord-Syrien, som grænser til Tyrkiet. Et hjemland under amerikansk beskyttelse.

Erdogan er dybt mistænksom overfor USA’s intentioner. Ethvert forsøg på at hugge den gordiske knude over begynder med forsoningen mellem Erdogan og Assad. Det vil være i tyrkisk interesse at styrke Damaskus og fremme en syrisk løsning, som til slut vil gøre USA’s okkupation af Syrien uholdbar og åbne vejen for at pacificere de kurdiske regioner i Nord-Syrien.

Rusland og Israel

Ruslands forhold til Israel er blevet kraftigt forværret på grund af Israels engagement i Ukraine som deltager i Pentagons ”koalition af de villige”.

Moskvas kritik af israelske missilangreb mod Syrien er blevet mærkbart skærpet i den sidste tid. Moskva vil sandsynligvis også udvise det enormt indflydelsesrige Jewish Agency for Israel (lobbyorganisation) som har haft kontor i Moskva siden Gorbatjov-tiden.

En tyrkisk-iransk-russisk samordning i Syrien er det sidste Israel ønsker, der skal ske på nuværende tidspunkt, men præsident Putins initiativ med at oprette en akse med henholdsvis Tyrkiet og Iran stemmer sammen med den bredere trend om, at regionens lande selv omformer sig på baggrund af USA’s nedskalering.