Toulouse-Lautrec – Litografiens store mester på Brandts

Af John Poulsen

[KOMMUNIST nr. 11-2022] ”Litografiens store mester og en af den moderne kunsts banebrydere”, skrev Hans Scherfig om maleren Henri de Toulouse-Lautrec (1864–1901) i bogen ”Om litografi”, og fortsatte, at han ”er sandhedssøgeren, som afslører det menneskelige overalt i Montmartres danselokaler, i bordellerne, i cirkus, på væddeløbsbanen. Han er en af jordens ærligste og mest åbenhjertige kunstnere, en af de klogeste og skarpsindigste kendere af menneskene og navnlig af kvinderne”.

I de sidste 30 år har der været tre udstillinger med Lautrecs værker. Nu kan vi igen opleve dem, og denne gang er han ikke alene men i selskab med en række andre kunstnere på udstillingen ”Toulouse-Lautrec og stjernerne fra Montmartre” på Kunstmuseum Brandts.

Mens det øvrige Paris i anden halvdel af 1800-tallet blev moderniseret ved bl.a. nedrivning af mange bygninger, forblev Montmartre stadig en lille landsby med cafeer og forlystelsessteder, som blev frekventeret af alle befolkningsgrupper, men det var også et område med megen fattigdom og faldefærdige rønner.

Her slog Lautrec sig ned i 1884 og besøgte knejper, dansehaller og bordeller. Han lærte hurtigt mange mennesker at kende: sangere, dansere, cirkusartister og prostituerede, som han gengav på tegninger, malerier og ikke mindst plakater. Han lejede endog et værelse på et bordel, selv om det var forbudt, for at kunne tegne og male luderne på stedet. På udstillingen kan ses en række litografier fra bordellet.

Lautrec blev berømt, da han producerede sin første plakat til Moulin Rouge i 1891, og det blev til yderligere 30 plakater, hvoraf en del kan ses på udstillingen. Maleren Johan Rohde, som besøgte Paris i disse år, så plakaterne på gaderne, som var blevet en slags kunstgalleri, og han fandt Lautrecs virkningsfulde og synlige på lang afstand, i modsætning til andres plakater. Nogle af hans berømteste er med sangeren Aristide Bruant – den store mand i sort fløjlstøj med orangefarvet halstørklæde – og med danserinden Jane Avril – damen med det røde hår og de slanke sortstrømpede ben. Som et kuriosum kan man på udstillingen høre Aristide Bruant synge ”Ballade Chat noir”, der blev kendt som Montmartres hymne.

Udstillingen er suppleret med japanske træsnit, som Lautrec lod sig inspirere af i sin plakatkunst. Påvirkningen ses bl.a. i, at han lavede dybde i det flade billede med skyggefigurer i forgrunden og silhuetter i baggrunden, og af figurernes størrelse i forhold til hinanden.

Nok var han inspireret af den japanske kunst, men han brugte den helt personligt. Typisk er hans personer ofte karikeret, hvilket ikke altid var populært, og man finder ikke den samme tolerance, varme og tragiske humor, som præger hans malerier.

At han ikke lå på den lade side i 1890’erne, fremgår af, at han skabte ikke færre end 360 litografier, inkl. plakater, eller næsten en hver uge 10-året igennem, foruden malerier og tegninger.

Udstillingen viser ikke kun arbejder af Lautrec, men også værker af andre samtidige plakatkunstnere, som TH. Steinlen, Alphonse Mucha og Jules Cheret, og der vises også dansk jugend og fransk art nouveau kunsthåndværk fra perioden, som tydeligt er præget af japanismen.

Udstillingen vises i to sale, så der er god plads til de næsten 200 værker, der er placeret i en flot scenografi. Den eneste anke er, at de ledsagende tekster er meget svære at læse på den farvede baggrund og i det svage lys.

Toulouse-Lautrec og stjernerne fra Montmartre. Slutter 15.1.2023