Rød ballon med sjov facon

Virker valget helt sort? Og hvor rødt er rødt egentlig?

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for Kommunistisk Parti i Danmark

[KOMMUNIST nr. 12-2022] ”Jeg vil ha’ en rød ballon, en af dem med sjov facon” – og med masser af luft i. Dem blev der også delt en del ud af under den overståede valgkamp.

Politikken var svær at få øje på, især for os der er ramt af politikernes nådesløse politik.

Det blev et knebent såkaldt rødt flertal, og det skulle naturligvis ikke bruges. Efter en hel aften med forudsigelser, der ikke passede, og journalister der slog hinanden i hovedet for at få retten til at stikke mikrofonen op i hovedet på en politiker. Politikerne henviste så til en kommende tale et par minutter senere, som alligevel ikke blev dækket, da der kom en anden politiker, som steg ud af en bil og også afviste spørgsmål for at… Sådan gik aftenen. Det er journalistik på højt plan.

Det er typisk dansk at stemme på klovne, når vi bliver trætte af det bestående, strømlinede og ligegyldige.

Denne gang var det hele højrefløjen, som blev splittet op i atomer. Politikken er dog den samme.

Men alligevel skal det røde flertal ikke bruges.

Vælgerne gad ikke høre mere om minkene, og det blev Mette belønnet for. Det virkede, som om det var det eneste spørgsmål, der skilte socialdemokratiet fra de borgerlige. De selvsamme, som var med i alle de beslutninger, som blev taget under pandemien.

Alternativ politik forsvandt

Kendte profiler fra venstrefløjen undrede sig i analyser over, at rød blok ikke havde mere gennemslagskraft i vælgerstaben, nu da blå blok bestod af TikTok mestre, tidligere kriminelle og arkitekter bag afviklingen af Velfærdsstaten.

Svaret er tragisk. Den røde blok er ikke rød længere. Måske en smule mere human, fordi de smider brødkrummer (betalt af os selv) ud til de mest berørte – en gang imellem. Men ingen af dem ønsker at ændre de grundlæggende lovgivninger eller gøre op med kapitalismen. Enhedslisten formidlede, at den ønsker at fjerne kontanthjælpsloftet, hvor sødt af dem.

Enhedslisten gik grøn og nævnte ikke et ord om, at systemet er pilråddent. I stedet valgte de at være på TikTok med Liberal Alliance og spillede popsmarte. De nævnte ikke et ord om de 3 milliarder, der nu er taget fra vores velfærd til en uhyggelig imperialistisk krig i Ukraine i NATO’s navn, og de 18 milliarder, som forsvarsbudgettet øges med.

Grødet budskab

Alle partier er nu grønne, og alle støtter de samme gratis paroler om bedre skoler, bedre sundhedsvæsen og pension. Hvor skilte venstrefløjen sig ud? Ikke en plakat om, at vores arbejdsmarked står overfor en snarlig deadline med mindstelønsdirektivet fra det EU, de nu også accepterer. Et direktiv der smadrer den sidste ret til en ordentlig løn for den kommende ungdom, som de ellers gerne vil appellere til. Her blev de fagligt aktive ikke hørt og også svigtet. Ingen taler deres sag.

SF (Sårede/Følelser) tænkte kun på børn indenfor budgetlovens rammer – og det er svært, når de ikke nævnte budgetloven, som netop påvirker kommunernes økonomiske råderum for normeringer. Altså ikke nogen der helhjertet vil hjælpe Danmarks børn.

Der blev pippet omkring psykiatrien fra begge parter, men det er, fordi Mette tidligere har måttet ty til at lempe på budgetloven og give ekstra penge. Så skyderier og andre uhyggelige hændelser vil fortsætte med deres velsignelse. Venstrefløjen brugte ikke den oplagte opbakning fra befolkningen til grundlæggende at finansiere et ordentligt sundhedsvæsen. Her menes selvfølgelig også jordemødre- og sygeplejerskesituationen. Opbakningen var der i befolkningen, og er der stadig, men igen er de blevet svigtet.

Hvorfor er grønne ikke røde

Alle har så travlt med at være grønne. Og ja, vi skal redde planeten. Det ved befolkningen, men begge de såkaldt socialistiske partier går ind for at frede produktionen og kapitalen. Vi skal redde planeten ved at bruge muleposer og skamme os over at have bil for at komme på arbejde.

Ikke et ord om energisektoren, der er privatiseret og på børsen. Ikke et ord om sanktionerne mod Rusland, der rammer os og medfører de stigende priser. Det ville ellers have været noget, der battede for bl.a. studerende, pensionister og folk på overførelsesindkomst; dem der er flyttet på campingplads for at få pengene til at slå til. Folk der for et lille år siden blev tvunget til at forny deres gasfyr (fordi luft til vand anlæg åbenbart larmer), altså før de besluttede, at Ruslands gas var fjendtlig. Ingen stillede spørgsmål om, hvorfor man ikke har nationaliseret vores energiforsyning. Et krav der også lå lige til sidebenet.

Nå pyt, bare man bliver set til klimamarchen, sammen med de andre kendte. Så kan de vaske deres selvgode følelse og konversere med de andre om, at man selvfølgelig handler økologisk, affaldssorterer og cykler, når det ikke regner. Når det regner, kan de jo altid tage en EL-taxa og skåne miljøet. De lever i en bobbel uden virkelighedssans og klapper hinanden på skuldrene – uden selvfølgelig at krænke.

Selvransagelsen

Nu sidder Enhedslisten med deres kampagneudvalg og tænker, hvorfor det ikke gik bedre. Første reaktion er, at de ikke vil støtte en regering med Moderaterne, men åbenbart gerne med de reaktionære Radikale? Det giver ingen mening, og netop derfor mistede Enhedslisten mandater. De latterlige småchecks, de har fået igennem, redder ingen, men til gengæld legitimerer de EU’s skadelige indflydelse og holder den førte sparekniv. Det er gennemskuet.

Men her til sidst fandt Pernille Skipper de vises sten, grunden til tilbagegangen: Der er stadig en rest af demokrati tilbage i organisationen, og den skal selvfølgelig fjernes med argumentet: ”Vi skal have en organisation, som kan handle hurtigt, når verden forandrer sig hurtigt”.

Verden har ikke forandret sig, og det er der, de tager fejl. Sidst jeg kiggede, boede vi stadig i et kapitalistisk samfund. Enhedslisten skal topstyres fra Christiansborg, på den måde kan de glide hen imod SF, som så glider hen imod Socialdemokratiet, som alligevel er gået over til blå blok. Det giver mening. Nu er de heller ikke så unge mere og færdiguddannede, dermed er deres revolutionære flirt overstået, og de kan nu gå ind i voksenalderen og forsvare det bestående system og pleje deres personlige karriere. Det er set før.

Vi andre, som blev efterladt på perronen, må starte forfra. Det har vi også prøvet før. Vi er også blevet svigtet før. Men det er første gang i arbejderklassens historie, at vi går tilbage og ikke afleverer et bedre samfund til den kommende generation. Vi står ligesom i optakten til første verdenskrig, hvor krigen kun handlede om nye markeder og erobret land. Noget der krævede millioner af liv. Vores liv. Inflation. Sult. Arbejdsløshed. De rige blev rigere, og det vil de gøre igen, hvis ikke vi sammen rejser en bevægelse mod, at vores penge, arbejde og liv bruges på deres interesser.

Gå med kommunisterne.