Solidaritet og samarbejde
[KOMMUNIST nr. 1-2023] Cubas præsident Miguel Diaz-Canel var gæst ved Kinas kommunistiske partis nyligt afholdte 20. kongres, og på en uges rejse besøgte han også Algeriet, Rusland og Tyrkiet.
Miguel Diaz-Canel sagde: Det er en glæde for mig at være i Folkerepublikken Kina og for os en ære, at vi som det første latinamerikanske land er blevet indbudt til at besøge Kina i forbindelse med den resultatrige 20. kongres.
Samarbejde med Kina
Kinas statschef Xi Jinping sagde i forbindelse med besøget: Cubas betydning for en ny multipolar verdensordning er trods skærpet US-blokade stadigt voksende. Cuba er et foregangsland i Latinamerika og en fortrop for de venstreorienterede, antiimperialistiske og socialistiske kræfter i regionen, der kæmper mod USA`S blokade. Uanset hvordan de internationale forhold ændrer sig, vil Kinas langvarige venskab og beslutsomhed om at understøtte Cubas opbygning af socialismen ikke ændre sig.
Kina skænkede 100 mill. dollars til Cubas udvikling med tilsagn om yderligere leveringer af medikamenter og medicinsk udstyr, levnedsmidler og råstoffer. I en erklæring understregede den kinesiske regering, at samarbejdet skal ses indenfor samarbejdsplanen af ”Den nye Silkevej” – Belt and Road.
Konkret investerer Kina i en vindmøllepark La Herradura i den nordlige del af regionen Las Tunas.
Herudover bygning af et 100 megawatt-solcellekraftværk, oprettelse af tre biopesticid-anlæg, foruden færdiggørelse og modernisering af en flydedok, med hvilken Cuba kan opnå nye indtægter fra eftersyn og service af skibe, et produktionsanlæg til printmedier såvel som forbedring af cybersikkerhed.
Ifølge Diaz-Canel drejer det sig om tre grundpiller i udviklingen af det cubanske samfund med bioteknologi, energisikring, computisering og cybersikkerhed.
Samarbejde med Rusland
I Rusland talte den cubanske præsident i Dumaen, og han mødtes med formanden for Ruslands føderative Kommunistiske Parti, Gennadi Sjuganov. Om mødet med præsident Putin sagde den cubanske præsident, at de havde en samtale mellem venner og præsidenter fra lande, der i dag er under pres og sanktioner.
I sin tale i Dumaen nævnte Diaz-Canel den gode kontakt mellem Rusland og Cuba og takkede på vegne af det cubanske folk for, at Ruslands parlament hvert år i mere end 25 år har krævet, at USA’s blokade af Cuba ophæves. Denne tilkendegivelse sætter vi stor pris på og er meget taknemmelige for.
Den cubanske præsident nævnte eksempler på russisk-cubansk samarbejde. Det drejede sig om modernisering af stålværket Antillana og opbygning af jernbaneinfrastruktur.
Krigen i Ukraine
Diaz-Canel tog klar stilling til krigen i Ukraine og fastslog, at Cuba fordømmer sanktionerne, der ensidigt og uretfærdigt rammer den Russiske Føderation. Årsagerne til den aktuelle konflikt ligger i den aggressive politik, som Amerikas Forenede Stater fører og i NATO’s udvidelse til grænsen til Rusland.
Cuba har gentaget dette og systematisk fordømt det på internationale platforme. Som allerede erklæret, går vores land ind for en forhandlingsløsning på den nuværende konflikt.
Verden i dag er ikke den verden, som menneskene har behov for. Det er ikke den verden, som er nødvendig for at opnå lighed, tryghed, frigørelse og rettigheder til alle.
Således sammenfattede den cubanske præsident sin rejse til den cubanske avis Granma.
HjN