Skip to content

EU-spalten

Unionens uhyggelige konsekvenser

Af Kim Bilfeldt, faglig ansvarlig i Folkebevægelsen mod EU

[KOMMUNIST nr. 1-2023] EU fortsætter med at flytte danske arbejdspladser ud af landet. Siden starten af 00’erne er der flyttet 80–85.000 danske jobs ud af Danmark. Støtten til udflytning er kommet fra EU og i form af statsstøtte fra eksempelvis Tjekkiet, Ungarn, Polen og Spanien.

I alt løber denne støtte op på omkring 700 millioner kroner bare de seneste år. Over halvdelen af de udflyttede jobs kommer fra industrivirksomheder, der har flyttet deres produktion ud af Danmark. Vi ved, at en virksomhed typisk flytter arbejdspladser ud, fordi omkostninger til løn mv. er lavere. En lang række virksomheder har over de seneste år flyttet hundredvis af arbejdspladser til udlandet, bl.a. Colo­plast, Grundfos, Flügger, Carlsberg, Royal Greenland, ­Lego og Vestas.

Uskyldigt arbejdsløs

Samtidig ligger der anbefalinger fra EU om at udhule dagpengesystemet. Gennem 25 år har dagpengene været udsat for salamimetoden. Skive for skive og bid for bid er satsen hægtet af lønudviklingen. Det betyder, at den højeste dagpengesats i 2021 kun udgør 39 pct. af gennemsnitslønnen. Hvis dagpengene havde fulgt trit med de almindelige lønstigninger, ville en ledig i dag få 57.568 kr. mere om året – eller godt 4.800 kr. mere om måneden. Det er til at tage og føle på. Opgørelse fra Finansministeriet viser, at forskellen vil vokse yderligere i 2023.

EU har ikke løst arbejdsløsheden

EU kalkulerer med, at vi skal tage det billigste tilbud. Som når den danske stat og Femern A/S som arbejdsgivere på det store Femernprojekt accepterer, at byggeriet skal opføres uden overenskomst. Det er så undergravende for hele vores aftalesystem. I en af landets allerstørste anlægsopgaver nogensinde bliver der som udgangspunkt arbejdet uden overenskomst. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt, og vi kan ikke leve med, at den danske model bliver sat ud af kraft på et så stort og væsentligt byggeri, der er sat i værk for offentlige midler.

Lige nu er arbejdsløsheden i EU på 15 millioner mennesker. Heraf er ungdomsarbejdsløsheden nogle steder på 25% som i Spanien og 50% i Grækenland. Samtidig mangler vi sygeplejersker og læger. Men EU’s Finanspagt (herhjemme Budgetloven) tvinger uddannelsesinstitutionerne til at skære 2% ned hvert år. Det er EU’s fremtidige arbejdsmarked, der bliver barberet væk.

Sidste skud på stammen

Den nye regering har lovet at rejse mindstelønnen ved EU-Domstolen. Dette har gjort, at fagbevægelsen er blevet lammet. Den aflyser demonstrationen mod mindsteløn 6. januar på Christiansborgs slotsplads.

Det er et elendigt signal. Et britisk forsøg på at bremse et EU-direktiv om arbejdstidsregler tilbage i 1996 endte med, at Storbritannien blev nedstemt, hvorefter briterne gjorde et stort nummer ud af et annullationssøgsmål ved EU-Domstolen. De tabte med et brag. Det må den danske fagbevægelse også forvente.

Kampen vindes kun gennem aktivitet. EU skal helt ud af det danske arbejdsmarked. EU skal ud af Danmark.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk