Skip to content

Leder: Slå igen

En dansk regering, der består af Venstre, Ny venstre og det moderate Venstre, varsler skærpet klassekamp. Fællesudtalelse fra DKP og KPiD

[KOMMUNIST nr. 1-2023] Den 14. december fik danskerne en ny regering. En regering, der bliver kaldt nødvendighedens regering på grund af de store kriser, som Danmark står overfor: inflation, klimakrise, krig og kommende arbejdsløshed.

Den nye regering bliver også fremhævet som nødvendighedens regering, når det kommer til vores skrantende velfærdssystem. Det eneste nødvendige ved denne regering er, at den er nødvendig for, at samfundets rigeste kan fortsætte med at ­udvide deres økonomiske magtposition og privilegier.

At Socialdemokraterne har været fødselshjælper ved en regering med Venstre og Moderaterne er ikke overraskende, men et naturligt produkt af Socialdemokraternes fortsatte højredrejning.

Flere angreb

SMV-regeringen har allerede bebudet massive angreb på velfærdssamfund og arbejderrettigheder, hvilket vil skabe endnu mere ulighed og skævvridning, både på velfærden og arbejdsmarkedet. Alle lønmodtagere kan se frem til at arbejde en dag mere, fordi regeringen vil afskaffe Store Bededag, hvilket skal frigøre penge til mere oprustning.

Der laves en skattereform, hvor 250.000 nuværende topskatteydere skal betale mindre i skat, mens der kun bliver ca. 30 kr. ekstra om måneden til den almindelige lønmodtager.

Virksomhedsejere slipper billigere i skat, og lønniveauet skal sættes yderligere under pres, da man vil importere meget mere billig arbejdskraft udefra.

Kollektive rettigheder trues

Når det kommer til kollektive rettigheder i vores velfærdssamfund, så er der også uvejr på vej. Store dele af uddannelsessystemet skæres ned, og studerende får kortere tid på SU. Det vil sige, at ikke alle kan få SU til hele deres uddannelse, og man må heller ikke begå fejltagelser i forhold til studievalg.

Angående de ældre i vores samfund, så bliver seniorpensionen afskaffet. Hvilket betyder tre år mindre på pension og til en ydelse, der er 4.000 kr. lavere. Værdig tilbagetrækning bliver kun en mulighed for de velhavende. Vi ved i forvejen, hvor mange der allerede nu venter i årevis på en førtidspension og hvor mange dødsulykker, der er på arbejdspladserne. Det viser den omsorg, regeringen rummer.

Har du penge, kan du få

Hvad værdighed angår, så er det ikke en luksus, der er alle forundt. SMV-regeringen vil også fjerne det midlertidige børnetilskud til de fattigste familier. Derudover skal der ske en såkaldt ”frisættelse” af den offentlige velfærd. Det betyder mere privatisering, mere konkurrence og dårligere adgang til kollektive velfærdsgoder.

Ender man udenfor arbejdsmarkedet, så skal man også vogte sig. Jobcentrene nedlægges uden en reel løsning på de arbejdsløses problemer. Her kan vi formentlig også se ind i en fremtid med øget privatisering, der i særdeleshed vil ramme dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet. For de forsikrede ledige, kan det umiddelbart være positivt, hvis fagbevægelsens A-kasser i større grad kommer til at forestå indsatsen. Det er utvivlsomt dem, der har den største ekspertise i at hjælpe folk tilbage på arbejdsmarkedet. Men for den gruppe af mennesker, der har andre problemer end ledighed, har regeringen intet svar på, hvilken indsats man fremad­rettet vil lave. En besparelse på den beskæftigelses­rettede indsats på 3 mia. kr., uden at man opprioriterer den socialpolitiske indsats, vil ikke føre til hurtigere afklaring og udredning af de mest udsatte borgere. Tværtimod.

Krummer og luftfrikadeller

Det eneste positive ved den nye regering er, at de vil anlægge annullationssøgsmål ved EU-Domstolen for at stoppe EU’s mindsteløn. Denne sejr kan tilskrives tilstedeværelsen af en aktiv fagbevægelse, hvis medlemmer og tillidsvalgte har knoklet benhårdt for dette. Men aktiviteten må ikke stoppe her. De småører, der er afsat til offentlige lønforhandlinger, er helt ude af proportioner, midt i inflationen.

Kommunisterne finder det ikke overraskende, at den ulighedsskabende, arbejder- og velfærdsfjendske politik under Mette Frederiksens sidste regering, nu fortsættes og udbygges. Det er vigtigere end nogensinde at de, der ønsker lighed, kollektive rettigheder, fred og nedrustning, står sammen mod denne borgerlige politik. Klassekampen er skærpet. – Slå igen.

Gå sammen med DKP og KPiD.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk