Fra notesblokken
v. Hardy Bengtsen
[KOMMUNIST nr. 2-2023]
Topskat
De danskere, der tjener mere end 2,5 mio.kr. om året, skal ifølge SVM-regeringen betale en såkaldt toptopskat på 60,5 pct. Men mange virksomhedsejere vil let kunne navigere uden om den nye toptopskat, så de ikke skal betale en krone mere i skat, end de gør i dag. De kan nemlig vælge at udbetale penge til sig selv via udbytte i stedet for løn.
Flere kodimagnyler
SVM-regeringen vil erstatte seniorpensionen med en ny og markant ringere ordning, Ny Arne Plus, hvor ydelsen bliver lavere og perioden halveret. Det vil især gå ud over de nedslidte og kortuddannede. Til Information siger professor Per H. Jensen fra Aalborg Universitet: “De må så tage nogle flere kodimagnyler og klemme balderne sammen og se, om de kan klare nogle flere år på arbejdsmarkedet”.
Søren Tusindben
Søren Gade er tilsyneladende en mand med mange talenter. Ud over stillingen som folketingsmand til 1,7 millioner kroner om året, får Gade 300.000 kroner som bestyrelsesformand for Esbjerg Havn. Yderligere otte poster har han beholdt, selvom en folketingsmand normalt skal fratræde job i det private og offentlige. Men ikke Søren Gade. Herregud, man skal jo leve, og når det offentlige spiser en af med snoldede 1,7 millioner kroner om året, kan ingen jo have ondt af, at man supplerer sin indkomst. Ellers er de vel bare misundelige.
Væk med historien
Estland har nu fjernet de sidste mindesmærker fra Sovjet-tiden, skriver landets Statsminister Kaja Kallas. Monumenterne er symboler på undertrykkelse, mener hun. Blandt monumenterne som er blevet fjernet, er en sovjetisk kampvogn, som stod som et mindesmærke for Den Røde Hær i byen Narva nær den russiske grænse, hvor den havde været brugt i kampene mod de nazistiske styrker i Anden Verdenskrig.
Citat
“Hvis man vil have borgerlige økonomiske reformer, skal de gennemføres af en socialdemokratisk statsminister”.
(Martin Krasnik i Weekendavisen)