Dagbog uden filter

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 3-2023] I 2021 skete der det for Per Petterson, der må være en forfatters værste mareridt, han kunne ikke komme i gang med at skrive den roman, han havde i hovedet.

Da det at skrive for ham er ligeså livsnødvendigt, som ilt er for andre, måtte han finde på noget andet, og det blev til en dagbog om livets gang i Porten, som hans gård lidt uden for Oslo hedder, og om hvad der i det hele taget faldt ham ind. Med sig selv indgik han den kontrakt, at alt skulle fortælles uden filter, og at intet måtte være digtet eller blive redigeret. Den begynder den 29. januar og slutter den 18. juli, hvor han fyldte 69 år.

Som det sig hør og bør i en dagbog, bliver vejrliget noteret, og det betyder en hel del, når man bor lidt uden for lands lov og ret. I vinter­månederne skal sneskraberen frem, og når foråret stunder til, bliver den udskiftet med græsklipperen. Der hører et dyrehold til bedriften bestående af høns og får, som i det store og hele er hans kones domæne, men vædderen tager han sig af. De to er venner, men hvis han vender ­ryggen til, stanger den, for det er nu engang en vædders natur. Hunden Freia er både elsket og forbandet, for dens natur er at dræbe fugle for fornøjelsens skyld.

Når Petterson tidligt om morgenen sidder i sin skrivehytte, går der mange tanker igennem hans hoved. Den ene tager den anden, og han/vi kommer vidt omkring. I hans romaner er der en gennemgående person, som til dels er hans alter ego, men her i dagbogen fortæller han om sit sande jeg og om sin baggrund.

Han var et nervøst barn, og nu er han en nervøs voksen med en ADHD-diagnose. Hans far var fabriksarbejder, og moren var rengøringskone. Hun ville gerne have haft en uddannelse, men sådan blev det ikke, hvad der dog ikke forhindrede hende i at blive meget belæst og vidende. Det er fra hende, han har arvet kærligheden til litteraturen og klassebevidstheden. Scandinavian Stars forlis i 1990 fylder meget i Pettersons liv, for her omkom hans forældre, en bror og en niece.

Han blev tidligt politisk aktiv på den yderste venstrefløj, uddannede sig til bibliotekar og var i nogle år ansat i ­Tronsmo Boghandel i Oslo. Det gav ham mulighed for at læse rigtigt meget, og i dagbogen vender han hele tiden tilbage til bøger, der har sat sig i ham, og til dem han nu er i gang med. Som det rastløse menneske han er, læser han flere samtidigt. Yndlingsforfatteren er Natalie Ginzburg, og dagbogens titel refererer til det område i Italien, hvor hun blev interneret pga. sit antifascistiske engagement. Knut Hamsun, der bekendte sig til nazismen, bliver der tænkt en del over eller rettere over, hvordan man skal forholde sig til en god forfatter men med dårlige holdninger. Konklusionen bliver, at men skal erstattes med og.

Som en internationalt anerkendt forfatter har Petterson i tidens løb været indbudt til dit og dat i ind- og udland. I 2005 var han med en delegation, hvori dronning Sonja også deltog, i England. Da han bagefter blev interviewet til BBC sagde han, at han var for revolutionen. Det undrede journalisten, at han så kunne sidde venskabeligt ved siden af dronningen, hvortil Petterson svarede, at han var for revolutionen og for dronningen. Her skal man huske, at nordmændene i forbindelse med 2. verdenskrig har et særligt forhold til deres kongehus.

Det er en fryd, en gave, at få lov til at læse denne dagbog, der overholder kontrakten, men alligevel er blevet til stor og vedkommende litteratur.

Per Petterson: Mit Abruzzo. Oversat af Karen Fastrup. Batzer & Co. 398 sider. 350 kr.