Det syge arbejdsmarked
[KOMMUNIST nr. 3-2023] Med den fornyede politiske fokus på virksomheden i jobcentrene og en mulig lukning af disse, er nedenstående måske et par tanker værd. Ikke kun i forhold til de kvalitative indsatser dér, men også til den måde de enkelte arbejdspladser forholder sig til de ansatte på i en svær situation.
For nogen tid siden kontaktede socialrådgiver Arzu Ahmad, tidligere ansat som støtte-kontaktperson i Aarhus Kommune, redaktionen med et opråb:
Kan det virkelig passe, at det arbejdsmarked, der har ødelagt mig, ikke kan tage mig tilbage igen?
2020 var på mange måder og for mange et katastrofalt år. Følgerne af Covid-19 ramte bredt og Danmark og andre lande isolerede sig og drev virksomhed på lavt blus. For Arzu var det ikke kun følgevirkningerne, der skulle kæmpes med eller mod.
I starten af året 2020 medførte en arbejdsulykke efterfølgende sygemelding. På det tidspunkt havde Arzu arbejdet driftssikkert i over 10 år på samme arbejdsplads.
Baggrunden for sygemeldingen var en alvorlig hjernerystelse. Senere viste det sig, at nakken også havde taget skade.
En ulykke kommer som bekendt sjældent alene, og efter 5 ugers sygemelding indledte arbejdspladsen en administrativ opsigelse. Det betød, at såfremt Arzu ikke var tilbage på fuld tid inden december 2020, ville jobbet gå tabt. Det var en frygtelig tid, der medførte flere fuld- og deltids raskmeldinger på grund af truslen om at miste ansættelsen.
Desværre medførte alt dette tilbagefald gang på gang, da hun bestemt ikke var rask, hvilket egen læge også påpegede flere gange under forløbet. Som enlig forsørger var det svært at overskue og yderst utrygt ikke at have et job.
Udover arbejdet havde Arzu gennem mange år været et meget aktivt menneske. Da ulykken indtraf, arbejdede hun på fuld tid. Havde desuden et par vikarjob som henholdsvis fast weekendafløser og tilkaldevagt indenfor et par forskellige områder i Aarhus Kommune. Endvidere blev der også fundet tid til deltidsstudie på Juridisk Fakultet under Aarhus Universitet.
Opsigelsen blev effektueret ved årsskiftet, og den efterfølgende afklaring i jobcenterregi var en proces, der i sig selv kunne være en artikel værdig. Et frygteligt kafkask system og yderst nedværdigende. Jobcenterforløbet endte med, at Arzu selv måtte finde et praktiksted. Arbejdsevnen blev afklaret, og der blev bevilliget fleksjob på 16 timer om ugen, med få skånehensyn, i foråret 2022.
Siden da er der søgt stillinger, både opfordret og uopfordret, indenfor fagområdet. Tilbagemeldingen er den samme gang på gang. Dit CV er fint, du har gode kompetencer og megen erfaring. Men, vi skal bruge en på fuldtid. 16 timer er for lidt.
Der er fra alle partier i Folketinget megen fokus på, at alle, på den ene eller anden måde, skal være selvforsørgende. Der er lavet utallige pilotprojekter og rapporter om, hvordan jobcentrene kan øge beskæftigelsen for ledige med handicap. Og på papiret er det også fint beskrevet med flere forskellige tiltag. Men virkeligheden er ofte noget helt andet end de mange gyldne løfter og fraser.
Hvis formålet med det såkaldt ”rummelige” arbejdsmarked, med plads til alle, skal virkeliggøres, skal der ganske givet tænkes anderledes kreativt og ud af boksen for at udnytte de ressourcer det enkelte menneske er i besiddelse af. Et samfundsmæssigt ansvar, hverken den offentlige eller den private sektor lever op til i dag.
Mange søger med lys og lygte efter arbejde og er dybt frustrerede. Har en hel masse erfaringer, der kan og bør bruges. Så hvad gør man, når man gang på gang får afslag, som i dette tilfælde på grund af et forventet timetal, som er fastsat af helbredsmæssige årsager.
Der er som påpeget mange spørgsmål at stille, men kun få svar i det vi i skrivende stund ved om den nye regerings konkrete politikker på området.
/MC