EU sprøjter nødlovgivninger ud

v. KPiD’s EU-udvalg

[KOMMUNIST nr. 4-2023]  EU’s stigende anvendelse af ”særlig nødlovgivning” ender med at underminere magtbalancerne og selve unionens ”demokratiske legitimitet”, siger mange parlamentsmedlemmer i EU.

Parlamentsmedlemmerne kan åbenbart godt rumme en krise, der varer nogle ­måneder og derfor midlertidigt kan skabe behov for hurtige og drastiske beslutninger. Men hvad så, når den ene katastrofe glider over i den anden – fra pandemi til krig og videre til energikrise – over tre år?

Så lang tid har Den Europæiske Union nu reelt fungeret som et krisesamarbejde. I tre år har EU placeret sig selv i en juridisk nødretstilstand, som aldrig er set i den grad før.

Når de europæiske ministre samles til ekstraordinære krisemøder, skal de tage stilling til flere nye nødretslove. Siden sidste sommer har EU-Kommissionen brugt otte af slagsen. Alt sammen baseret på den nødregel i Lissabontraktaten, der før i tiden kun blev brugt uhyre sjældent.

Ånd af solidaritet

Alle disse nødlove og lov­forslag – og andre af samme type vedtaget under corona­krisen – har det til fælles, at de sætter EU’s normale lov­givningsprocedurer ud af kraft. Som hjemmel henviser de alle til Lissabontraktatens særlige ”kriseparagraf”, artikel 122.

Det er en gummiparagraf, som ”i en ånd af solidaritet” kan anvendes i krisesituationer, ”navnlig hvis der opstår alvorlige forsyningsvanskeligheder med hensyn til visse produkter, især på energi­området,” som der står.

Med artikel 122 kan Rådet, der træffer afgørelse på forslag af Kommissionen, vedtage foranstaltninger, der er afpasset efter den økonomiske situation. Den udmærker sig for eksempel ved, at den ikke kræver enstemmighed blandt medlemslandene for at vedtage lovgivning, uanset det politiske område.

Artikel 122 har også en hjemmel, der tillader Kommissionen og medlemslandenes regeringer at vedtage regler uden om Europa-Parlamentet via en meget hurtigere procedure. Indtil videre har parlamentet vist forståelse for situationen, men bekymringen vokser.

Hverdagskost

Efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse 1. december 2009 blev artikel 122 således kun brugt som hjemmel til nye love i alt tre gange frem til 2020. Siden er EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, blevet så vild med artikel 122’s kortslutning af de normale beslutningsprocedurer, at dens anvendelse er vokset kraftigt.

Nødretsartiklen er nu blevet brugt otte gange siden foråret 2020 – heraf fem gange bare siden august sidste år.

Topstyring

Fra marts 2020 til juni 2021 var der syv fysiske EU-topmøder og 12 videokonferencer for toplederne. Altså reelt 19 topmøder på bare lidt mere end et år! Det er lidt svært at gennemskue, hvor det efterlader Europa-Parlamentet og ikke mindst de nationale parlamenter.

De, der tror på parlamentets indflydelse, er i panik, og de ønsker at få medindflydelse på nødretsprocedurerne. De burde være mere i panik over den selvbestemmelse, medlemslandene mister.

Udvikling i nødretslove

Anvendelse af artikel 122 som hjemmel for ny lovgivning siden Lissabontraktatens ikrafttrædelse 1. december 2009

2009-2019. Tre forordninger i alt:

• To om euroens økonomiske redningsfond, ESM (2010 og 2015).
• En om solidaritet med lande under særligt pres på grund af flygtningekrisen (2016).

2020-2022. Otte forordninger indtil videre:

• Nødretslov om krisestøtte som følge af covid19-epidemien (vedtaget april 2020).
• Oprettelse af system for midlertidig støtte til ledige på grund af covid19-epidemien (vedtaget maj 2020).
• Oprettelse af nye regler som led i skabelsen af EU’s genopretningsfond (vedtaget december 2020).
• Koordinerede foranstaltninger til reduktion af efterspørgslen på gas (vedtaget august 2022).
• Nødindgreb for at imødegå høje energipriser (vedtaget oktober 2022).
• Koordinering af indkøb af gas og udveksling af gas på tværs af grænserne (foreslået 18. oktober 2022).
• REPowerEU: Ramme for fremskyndelse af udbredelsen af vedvarende energi (foreslået 9. november 2022).
• Markedskorrektions-mekanisme til beskyttelse mod uforholdsmæssigt høje gaspriser i EU (foreslået 22. november 2022).

Kilde: EU’s ministerråd og EU-Kommissionen