Hvorfor Marx?

Klassekampen er historiens motor

Et markant udsagn finder vi i Det kommunistiske Manifest, hvor det hedder: ”Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie”. Det betyder, at et fremtidigt samfund, socialismen og senere kommunismen, er og vil være et resultat af klassekampen.

Klassekamp antager mange former og kan optræde i forskellige forklædninger. Klassekampen kan være åben eller maskeret.

Lad os først give et eksempel på en åben klassekamp: kampen om OK 23 var en åben klassekamp, som handlede om prisen på lønarbejdet. Det kan også kaldes klassekamp i produktionen. Betydningen af den er helt central i Marx’ tænkning: mens kapitalen gør arbejdsprocessen til en produktion af merværdi, handler arbejdernes modstand om at sikre deres egen eksistens.

Den kamp, der her er tale om, kan kun nå sit mål, når lønarbejdet er afskaffet. Dvs. at arbejderne bestandigt må føre en økonomisk kamp om salget af arbejdskraft. Over tid dannes der politiske organisationer. I Danmark dannedes f.eks. socialdemokratiet i 1871. Disse organisationer er drivende i den politiske klassekamp, som både handler om løn- og arbejdsforhold og også politisk indflydelse.

Merværdi – udbytning af arbejdskraften

På den måde får vi også serveret essensen af Marx’ teori, som akkurat handler om merværdien.

Kapital i borgerlig økonomi kan forstås som forøgelse af værdien af investeret kapital. Denne forøgelse er merværdi.  Marx påviser, at merværdien skabes af arbejdskraften, når en vare bliver forarbejdet og altså går fra at være en hvilken som helst råvare til et produkt eller en vare.

Merværdi optræder i to ­former, nemlig dels som ’absolut’ hhv. ’relativ’ ­merværdi. Den absolutte merværdi svarer til forlængelse af arbejdsdagen eller forringelse af lønnen.

De aktuelle eksempler ser vi, når f.eks. Store Bededag sløjfes, så den årlige arbejdstid forlænges med en dag, eller når pensionsalderen sættes op, så arbejderen skal yde flere arbejdsår i sin levetid.

Den relative merværdi handler brutalt sagt om at nedsætte værdien af arbejdskraften – f.eks. i form af nye former for arbejdsorganisation og indførelse af ny teknologi. Sagt anderledes: selve den fortsatte industrielle og tekniske revolution intensiverer arbejdet, opsplitter det i delopgaver og medfører, at arbejderne bliver dekvalificerede.

Modsætningerne i samfundet

Ifølge Marx kan vi iagttage en række modsætninger, som eksempelvis tider med overproduktion, den skæve eller uensartede udvikling i de forskellige kapitalformer (spekulationskapital er fremherskende i nutiden) og uafladelig vekslen mellem opture og nedture. Det kaldte Marx anarkiet i vareproduktionen – og vi kan genkende det den dag i dag.

I forlængelse heraf kan vi pege på den grundlæggende modsætning, som både indebærer den historiske nødvendighed af kapitalismens produktionsmåde og den lige så historisk nødvendige afskaffelse.

Det er som bekendt ikke kapitalen, der lider under kriserne. Derimod er det den brede befolkning og ikke mindst arbejderne, der betaler prisen. Det er akkurat dette, der gør arbejderklassen til den drivende kraft i kampen for at overvinde kapitalismen.

Marx lærer os den dag i dag, at kampen for at ændre samfundet skal fortsætte, indtil vi har slettet lønarbejdets slaveri.

Niels Rosendal Jensen