Jordskredsvalg til kommunister i Østrig
[KOMMUNIST 6–7 2023] Søndag d. 23. april skete der noget, der ikke er sket siden 1949. Østrigs Kommunistiske Parti opnåede valg til delstatsparlamentet i den østrigske delstat Salzburg. Det blev til hele fire pladser i det 36-sæders store parlamament. Med 11,7% af de afgivne stemmer i delstaten og hele 21,8% af stemmerne i selve byen Salzburg, er det kommunistiske parti, der opstillede under betegnelsen KPÖ+, gået fra 0 til fire mandater.
Dette stadfæster og udvider den fremgang, som KPÖ har oplevet de seneste par år og kalder på analyse og inspiration.
På mange måder er situationen og samfundsopbygningen sammenlignelig med Danmark, hvorfor den danske kommunistiske bevægelse bør interessere sig for, hvad de østrigske kommunister gør rigtigt. Ikke, at man blot kan kopiere én til én, men søge erfaringsudveksling og inspiration.
Det startede i 2017
Koalitionen KPÖ+ blev dannet i 2017, da grupperinger fra Unge Grønne og Unge Venstre tilsluttede sig kommunisterne. Det gav en øget tilførsel af unge aktivistiske kræfter, der var trætte af de borgerlige og liberale svar på alle problemer.
Kombinationen af disse mange nye unge folk og partiets ældre og skolede kadrer gav en synergi, der omsattes til organisering, aktivisme og politikudvikling.
I parlamentarisk sammenhæng manifesterede det sig til delstatsvalget i Styria, Østrigs andenstørste delstat, i 2019, hvor den kommunistiske liste fik 6,5 af stemmerne og dermed indvalgt tre mandater til parlamentet. To år senere, til kommunalvalget i 2021, blev KPÖ det andetstørste parti. 28,9% af stemmerne gav 15 pladser i byrådet, og partiets kandidat Elke Kahr blev valgt som den første kvindelige borgmester i byens historie og den første kommunistiske borgmester i Østrig.
De politiske prioriteringer
De paroler, samt den politik, kommunisterne er gået på gaden med, synes at være prioriteringer af jordnær italesættelse og løsninger af problemer i det østrigske samfund. Særligt problemerne med inflationen, der pr. 25. april var på 10,43% i Østrig. Samtidig var inflationen, når det kom til lejeniveauet, steget til 6,4% i februar 2023.
Altså har de massive prisstigninger på dagligvarer, energi og bolig skabt enorm ulighed i Østrig. Her har KPÖ været talerør for politisk indgriben for at sikre befolkningens levestandard samt forhindre, at boligspekulanter og finanskapital skal fylde lommerne med massive profitter.
Situationen omkring krigen i Ukraine har, grundet EU’s mange sanktioner mod Rusland, påvirket olieforsyningen til landet, hvilket har sendt energipriserne opad.
Martin Minka Jensen