Børnenes statsminister
Af Lilli Rodeck
[KOMMUNIST 6–7 2023] Da Mette Frederiksen blev statsminister, kaldte hun sig selv “børnenes statsminister”. Der skulle fjernes flere børn, og tvangsbortadoption skulle bliver lettere. Og det lyder godt, men det var nemmere sagt end gjort.
Vi ved en hel del om, hvad der skader børn, og at en tidlig indsats er afgørende for forsømte børn. Men der er ikke megen viden om, hvad man kan gøre for at hjælpe lidt ældre børn. For man må tage højde for, at børn elsker deres forældre, selvom de også ønsker dem ned i helvede. Børn fra 2 år og opefter er mere bange for at blive fjernet end for det omsorgssvigt, de har kendt hele livet.
Tvangsfjernelse
Vort nuværende system for tvangsfjernelse af børn er lidt kringlet. Kommunen kan ikke uden videre beholde børnene, hvis forældrene får hjælp fra en sagfører. Det kan være derfor, at omsorgssvigtede børn fra ressourcestærke hjem ikke får den hjælp, som de har så meget brug for. Og selvom skoler og pædagoger skriver indberetninger, sker der ofte ingenting.
I en kommune som min, er billedet tydeligt. Børn af enlige forældre og med en lav indkomst er oftere udsat for indgreb end forældre med penge på kistebunden.
Svaret ligger ofte i bekendtskabskredsene. Borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer står bag disse forældre fra den højere middelklasse.
Private opholdshjem
Børnehjem, nu kaldet opholdssteder, drives af private. Det har i de senere år skabt overskrifter i aviserne. Da de private opholdshjem drives med profit for øje, er der for få ansatte med en pædagogisk uddannelse. Det medfører omsorgssvigt og fysiske overgreb.
Børn, som vokser op uden kærlighed, kommer til at mangle evnen til empati. De voksne bliver til fjender.
For kommunerne er løsningen med private opholdssteder billigere end familiepleje og børnehjem. Og det er et nederlag for et rigt land som vores.
Børnene er vores fremtid. Og det er tåbeligt, at man ikke investerer i disse børns fremtid. I stedet skaber vi sårbare unge, som ikke har viden om et almindeligt liv. Mange ender i misbrug og kriminalitet.
Men det er jo det, vi har opdraget dem til.
Vi som land burde skamme os.