Klima og miljø
[KOMMUNIST 8-9 2023]
Aarhus havn har fået landstrøm til krydstogtskibe
Som den første havn i Danmark kan Aarhus Havn levere landstrøm til krydstogtskibe. Det forventes, at over halvdelen af de krydstogtskibe, der anløber havnen, vil tilslutte sig det nye landstrømsanlæg, og det er godt for miljøet.
Etableringen af landstrømsanlægget kommer efter hård kritik af krydstogtskibenes forurening, når de ligger i havn og har motorerne tændt. Det nye anlæg kan levere op til 10 MW strøm, som kommer fra danske vindmøller.
Bæredygtig strategi
Beslutningen om at investere i et landstrømsanlæg skal ses som en del af Aarhus Havns bæredygtighedsstrategi, der har som målsætning, at havnen skal være den mest bæredygtige i Østersøområdet.
Det er kun en del af krydstogtskibene, der i dag kan modtage landstrøm, men der er en tendens til, at de fleste af de krydstogtrederier, der anløber i Aarhus, enten er i gang med at omstille til landstrøm eller har planer om at gøre det i fremtiden.
Klimaforandringer årsag til tørke og skovbrande
Menneskeskabte klimaforandringer over hele kloden er årsagen til det ekstreme vejr, vi har været vidne til hen over sommeren.
De høje temperaturer, der har været i Kina, USA og det sydlige Europa, har forårsaget store ødelæggelser af afgrøder og tab af landbrugsdyr. Særligt ramt er majs- og sojaafgrøder i USA, mexikansk kvæg, sydeuropæiske oliven og kinesisk bomuld.
Skovbrande i Grækenland
Skovbrandene i Grækenland og ikke mindst på ferieøen Rhodos tvang både turister og lokale på flugt. Flammernes hærgen menes at have påvirket et areal på mere end 40.000 kvadratkilometer.
Kombinationen af tørke og blæst gjorde slukningsarbejdet sværere. Selvom naturbrande er normale på de kanter, kan de ekstremt høje temperaturer på over 40 grader celsius have sat skub i ilden.
Nogle af de ekstreme hedebølger, der er observeret i løbet af det seneste årti, ville have været usandsynlige uden menneskelig påvirkning af klimasystemet. Sådan lød det i 2021 fra FN’s Klimapanel, IPCC.
Udsatte unge laver aflagte spær om til møbler
Hos Palsgaard Spær i Hampen sikrer et samarbejde med den socialøkonomiske virksomhed Human Results, at træ med småfejl eller forkerte længder får nyt liv i hænderne på en gruppe udsatte unge.
Human Results har specialiseret sig i at hjælpe udsatte unge, som af den ene eller anden grund befinder sig på kanten af samfundet.
Fokus på beskæftigelse
Målet er at skabe en stabil og meningsfuld hverdag, og her kan træet være et rigtig godt udgangspunkt, da de sårbare unge har lange udsigter til at kunne klare et almindeligt job eller gennemføre en uddannelse.
Der arbejdes med fokus på beskæftigelse og sociale fællesskaber, og som udgangspunkt er træhåndværk et rigtigt stærkt fag, da der kommer et konkret produkt ud af arbejdet, og både hænder og hoved skal bruges, for at udforme produkterne.
Vi mangler unge i byggebranchen, så hvis blot nogle af de unge på sigt vil søge mod håndværksfagene, er det guld værd.