Skip to content

Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat

Af Elin Søborg

[KOMMUNIST nr. 10-23] Kulturhistorikeren Morten Thing, f. 1945, har gennem årene forsket meget i og ­skrevet meget om jødisk historie, og det fortsætter han med her godt inde i pensionistalderen.

Israel et mislykket samfundBaggrunden er hans jødiske opvækst og den deraf ”selv­følgelige” positive holdning til Israel, som flere gange i hans liv er blevet udfordret af den voksende forståelse af det grundlag, staten Israel er bygget på og den politik og de begivenheder, der har ført til situationen med en stat, der lever i kraft af voldsomme etniske udrensninger og skabelsen af en fascistisk apartheidstat.

Titel og bagsidetekst antyder, at dette er en jødes opgør med det Israel, der har skuffet så fælt, men det er nærmere et forskningsprojekt, der endnu en gang dykker ned i zionismen, dens opståen og de uenigheder, der har været i forståelsen og gennemførelsen af den.

Også antisemitismen ­analyseres som grundlag for den støtte, bevægelsen for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina fik både blandt de mange jødiske samfund ­overalt i verden og i det internationale samfund. Antisemitismen indskrænkes her til kun at omfatte had til jøderne og ikke, som det ellers er almindeligt i andre kredse, at dreje sig om semitter som sådan.

Selve erobringen og annekteringen af landet med myrderierne og den godt planlagte etniske udrensning dokumenteres også, mest gennem citater fra gruppen af moderne israelske historikere som for eksempel Ilan Pappe, der som en af de få er oversat til dansk, og der afsluttes med det problem, at Israel er ledet, som det hele tiden var forudsat af zionisterne, af de uventet få (vest-)europæiske jøder, der indvandrede til området og gennem dem den modvilje og racisme, der hele tiden har været imod de jøder, der indvandrede fra de østlige, mellemøstlige og afrikanske områder. De anses for kulturelt og socialt underlegne og behandles ligesom palæstinenserne som andenklasses borgere og lever som disse under apartheidlignende vilkår.

Dette fører frem til konklusionen, at Israel ikke er en jødisk og demokratisk stat, som loven egentlig nævner, men en etnokratisk stat bygget på en stærk ulighed mellem en række etniske grupper og magthaverne.

Forfatterens holdninger kommer mest igennem i hans valg af emner og brug af citater fra det righoldige udvalg af kilder, der fylder 10 sider bag i bogen og kun indeholder ganske få tekster på dansk, heraf næsten halvdelen hans egne bøger og artikler fra et liv på den danske og jødiske venstrefløj. Meget af teksten er citater, og man kan godt indimellem savne nogle konklusioner af mere personlig karakter. De kommer ofte i form af citater fra andre, og de righoldige noter afbryder lidt for ofte læsningen.

Et veldokumenteret forskningsprojekt om jøderne og Israel. Det er ikke tilnærmelsesvis så spændende læsning som for eksempel Ilan Pappes bøger, hvoraf Det moderne Palæstinas historie – Et land to folk, 2009, og Den etniske udrensning af Palæstina, 2012, er oversat til dansk.

Morten Thing: Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat. Solidaritet. 228 sider. 100 kr.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk