Analyse: Pengemagt

Finanskapitalens elite på rov

Af Betty Frydensbjerg Carlsson

Globalisering, at være udbredt til hele Jorden, bruges og misbruges som et faktum, og underliggende betyder det, at det er det kapitalistiske samfundssystem, der menes.

Men helt så enkelt er det ikke. For storkapitalen er det en kamp om at besidde magten og markederne globalt, mens det for alle de andre mennesker bruges til at passivisere os og til at acceptere og tilpasse os tilstanden. Eksempelvis: ”Virksomhederne skal konkurrere globalt, derfor skal deres omkostninger – løn-sociale omkostninger, skatter og afgifter holdes nede” osv.

Demokrati er blevet lig med global markedspolitik, derfor er det blevet legalt at et selvbestaltet ’Verdenssamfund’ – ikke at forveksle med det virkelige verdenssamfund, FN, – politisk og sågar militært blander sig i suveræne landes samfundssystemer for at udskifte regeringer, som det militære selvbestaltede verdenssamfund ikke er tilfreds med. Det kaldes ikke krig men en mission, der angiveligt skal sikre de udpegede landes befolkninger angribernes specielle form for demokrati. Indtil videre har det kun skabt død, ødelæggelser, kaos og fattigdom, og har dertil drænet statskasserne i de lande, som har meldt sig under disse missioners fane.

Hvem er magten?

At dræne statskasserne og holde en række lande fast i gældsfælder med rentebyrder er en del af den neoliberalistiske strategi for den globale politiske magt til brug for mere profit.

Men hvem er denne magt, og hvor hører de til? Her er der sket en voldsom udvikling gennem de seneste 20 år. Finanskapitalen har for længst sat sig på magten over produktionen, men det nye er, at de er blevet så infiltrerede i hinanden, at de har kunnet sætte sig på al produktion, distribution, handel og på statsøkonomierne og at de præger al politik i den såkaldt vestlige verden. Et stort udredningsarbejde i Schweitz har afsløret en indbyrdes forbundet magtelite, der gennem aktienetværker har sikret sig at ¾ af ejerskab er i hænderne på de samme aktører. Dermed er konkurrencen mellem monopoler og konglomerater minimeret.

Ser vi på, hvem de er, så viser det sig, at de 50 største aktører næsten kun er banker / finansinstitutioner som f.eks. Goldman Sachs, Barclay, JP Morgan, Deutsche Bank og lignende. Dette nyere netværk er så stort at når de koordinerer deres aktioner, så er de nu sikre på, at de samlet er for store til at kunne gå bankerot, når noget går galt. Denne nyere magtkoncentration har intet fædreland, men placerer sig der, hvor det er mest økonomisk og politisk fordelagtigt.

At få omdannet basale nødvendigheder som vand, el, varme og kloak fra en fælles samfundsopgave til et marked, er det, som nu også rammer Danmark.

Stik-i-rend drenge

Det er gået lidt trægt med at få Europa med om bord på trods af EU’s store bestræbelser, som dog lykkedes overfor Grækenland og til dels Italien. Det var derfor et gennembrud, da den socialdemokratisk ledede regering med finansminister Bjarne Corydon i spidsen, sikrede det berygtede investeringsselskab Goldman Sachs adgang til at stikke sugerøret ned i statens elforsyningsselskab, Dong. Han blev da også belønnet med en toppost i det ”konsulentselskab” – mere præcist lobby – der opererer over hele verden for at sikre sig adgang til privatisering af basale forsyninger som el, vand, varme og vandafledning.

Samme firma, McKinsey, har nu afleveret et materiale, der ikke overraskende viser, at det kan betale sig at privatisere andre basale områder i Danmark, som f.eks. vand, varme og kloak og affaldsforbrænding.

Det kunne absolut betale sig for Goldman Sachs at få foden indenfor i Dong. De tjente en formue, da selskabet hurtigt overgik til at kunne spilles på Børsen. For en stor del af de ansatte betød det fyring og arbejdsløshed gennem såkaldt effektivisering, og et rod for en lang række forbrugere, der enten ikke har fået regninger, eller har fået forkerte regninger.

Venstreregeringen har grebet McKinsey materialet med kyshånd, og lægger firmaets påstande om effektiviseringsgevinster til grund for omfattende offentlige nedskæringer over en årrække. I professionelt udførte reklamevideoer lykkes det dem endda at påstå, at der ligefrem er penge at tjene på deres skumle plan for den store del af befolkningen.

Deres konstruerede regnestykker holder dog ikke for en nærmere undersøgelse. Som tidligere regnearksmodeller, holder de ikke i den virkelige verden, og dertil kommer, at deres model for effektivisering / privatisering af kloakhåndteringen kan få katastrofale følger i forbindelse med klimaforandringernes indvirkning på nedbørsmængderne og oversvømmelser.

Folket spænder ben

Det er dog ikke nok for den ”vestlige” finanselite, at den har regeringer og politisk flertal med sig. Det er jo folkene rundt om i landene, som skal betale den skat til deres statskasser, som eliten vil have fat i, og de har det med at spænde ben, som det er sket med folkeafstemninger om EU rundt om i EU-landene og nu Briterne, som slet ikke vil lege med mere. Nu gik det ellers så godt med eksplosive aktiegevinster og profitter på arbejdernes bekostning. Det samme gælder for EU’s forsøg på at luske TTIP projektet igennem, selvom det har ligget og ventet på, at tiden skulle blive mere moden end den var for tyve år siden, da de forsøgte at få en lignende aftale igennem. Det var den såkaldte MAI aftale, som også handlede om, at intet lands nationale politik eller overenskomstaftaler måtte være en hindring for investorers forventning til profit. Whistleblowers lækkede indholdet i oplægget til aftalen, og der rejste sig en storm af protester.

Der er andre på banen

Godt nok er ’den vestlige verden’ ikke kun den vestlige halvkugle, men den er ikke hele verden, og den ”vestlige” finanselite er heller ikke den eneste i verden. Der er også andre store aktører, som f.eks. Kina og Rusland og deres allierede, som har bitre erfaringer med vestlig kolonialisme.

Kina spiller internationalt en voksende rolle som en af verdens største økonomier. Kina har kraftigt øget sin økonomiske samhandel og investeringer i udlandet, fra Afrika og Sydamerika til i selve USA. Kina har en hundredvis af års gammel tradition for ikke at blande sig i andre landes indre forhold, og det er angiveligt fortsat deres politik. Kina er til gengæld som stormagt meget aktiv i FN’s Sikkerhedsråd, og har sammen med Rusland været dem, der forhindrede en NATO krig mod Syrien og dets regering, som stædigt nægter at underlægge sig den vestlige elite.

På trods af kapitalismens indførelse i Rusland har landet ikke kunnet eller villet tillade at den vestlige finanselite satte sig på landet. Med den voksende trussel fra NATO, og med den vestlige handelsembargo, efter de fik sikret deres mangeårige base på det sydlige Krim, som NATO var ude efter gennem det forberedte kup i Ukraine, står de for en anden politisk linje, vendt mod det ”Vestlige” kapitalistiske oligarki. Rusland har ofte fælles optræden med Kina i FN’s sikkerhedsråd, blandt andet om Syrien, som også var blevet udtaget til at blive ”demokratiseret”.

Med til helhedsbilledet hører også de andre såkaldte BRICS-lande og udviklingen i Sydamerika. Som vi kan se, er USA nu i gang med forsøg på at stoppe den progressive udvikling, der var påbegyndt i Latin- og Sydamerika, med den velkendte ”orange/ farve demonstrationsstrategi”.

Metoden er brugt mange gange siden Chile, hvor USA ville af med Præsident Allende. Hvor den er lykkedes har den de fleste steder medført uhyggelige konsekvenser for befolkningerne, med kaos, diktatur, borgerkrig og radikalisering.

Fælles kamp

Efter to verdenskrige, der begge havde sit udspring i almene kapitalistiske kriser grundet behovet for øget adgang til ressourcer og markeder, og hvor nationale kapitalkræfter med hver deres nationale militær bekæmpede hinanden, opstod erkendelsen af fælles interesser. Det blev til dannelsen af den overnationale militære styrke, NATO og kort efter Kul- og Stålunionen. Derefter kom så gennembruddet med Romtraktaten, der blev grundstenen til EU med de fire friheder til kapitalen. Friheder der i dag er kommet så langt, at de bid for bid nedbryder de forskellige velfærdsmodeller, som befolkningerne har formået at kæmpe igennem i den sidste halvdel af det tyvende århundrede.

Derfor er kampen for velfærd uløseligt forbundet med kampen mod EU som konstruktion, og kampen mod NATO. Grundlaget for at den kamp skal kunne lykkes er erkendelsen af folkenes fælles interesser og international solidaritet – forenet i parolen Folkemagt mod Pengemagt.