Historieløst
Børnenes statsminister håner de myrdede palæstinensiske børn.
Af Henrik Stamer Hedin, en del af formandskabet i DKP
[KOMMUNIST nr. 11-23] Man har ikke glemt statsminister Mette Frederiksens famøse påstand på majmødet sidste år, at Putin (ikke Rusland) havde rettet et ulovligt og uprovokeret angreb mod det fredelige, demokratiske Ukraine. Ikke et ord om baggrund og årsager, om Kiev-styrets fascistoide rødder og mangeårige aggression mod det russisktalende Donbass, der havde nægtet at lade sig regere fra Kiev efter Maidankuppet.
Nu har Mette Frederiksen gjort det igen: Udtalt sig ureflekteret og bombastisk til fordel for en aggressor. Uden så meget som at ønske at forstå, hvad det er, der sker, og hvorfor.
Det er dagbladet Politiken’s chefredaktør Chr. Jensen, der i sin leder den 13. oktober fortæller, hvordan statsministeren, efter at have lagt en buket blomster foran den israelske ambassade i København, svarede på en tilstedeværende journalists spørgsmål, om hun kunne overveje også at vise sympati over for den palæstinensiske civilbefolkning, at spørgsmålet var ”bekymrende” og ”historieløst”.
Chr. Jensens kommentar i lederen: ”At kalde spørgsmålet historieløst forekommer, ja, faktisk nærmest historieløst”. Det er sjældent, man har anledning til at erklære sig enig med Chr. Jensen, men i dette tilfælde rammer han hovedet på sømmet.
Lukker øjnene
Historieløs er præcis, hvad Mette Frederiksen er, både i relation til besættelsesmagten Israel, krigen mod palæstinenserne i Gaza og i relation til krigen i Ukraine.
At være historieløs vil sige, at man er uvidende om, eller ser bort fra, årsager til og forudsætninger for de begivenheder, der udspiller sig for ens øjne. At man ræsonnerer, som om verdenshistorien først lige er begyndt. Det er det, Mette Frederiksen og med hende mange andre, helt op til FN’s generalsekretær, gør, Man siger, at Israel som andre lande har ret til at forsvare sig.
Men Israel er ikke et land som andre lande. Israel er reelt en koloni uden moderland. Det er skabt af indvandrere, først og fremmest europæere, der har gjort et fremmed land til deres ved at myrde eller fordrive dem, der boede der i forvejen – som kolonisterne i det, der i dag er USA, myrdede eller fordrev den oprindelige indianske befolkning.
Forskellen er, at indianerne var et stenalderfolk, mens palæstinenserne har været med til at skabe vores civilisation. Den kulturelle balast, de har opsparet gennem årtusinder, betyder, at de ikke er lige til at udrydde.
Var man ikke klar over det i Israel, fik man det at føle 7. oktober. Alle, fra Mette Frederiksen til FN’s generalsekretær, var hurtige til at karakterisere det veltilrettelagte og velgennemførte Hamasangreb fra Gaza ind i Israel som ”terror”. Og vel var det da rettet ikke blot mod det israelske militær, der måtte se en af sine baser erobret, men også mod civilbefolkningen.
Men Israel har selv siden sin grundlæggelse ført terror- og udryddelseskrig mod den palæstinensiske civilbefolkning. Israel har fordrevet palæstinenserne fra deres land, spærret dem inde bag hegn og mure og underkastet dem et apartheid-regime.
Konsekvens
Modstandsbevægelser som Hamas er en konsekvens af denne snart 80-årige statsterror. De jeremiader, vi nu må lægge øren til, er ikke så meget en følge af den terror (eller modterror), Israel har oplevet i årtier, men snarere affødt af den pludselige og ubehagelige erkendelse, at palæstinenserne åbenbart er i stand til at slås. At den israelske politik ikke har svækket den palæstinensiske modstandsvilje, men tværtimod styrket den.
Det er terrorstaten Israels undergang, der vinker i horisonten, selv om ingen vil tro det eller indrømme det.
Jeremias var en af det Gamle Testamentes fire ”store” profeter. Han levede i en tid, hvor Babylon var ved at ekspandere til den førende magt i den tids civiliserede verden og truede Judas Rige, jødernes lille bjergkongedømme, som spærrede vejen til Ægypten, Babylons største konkurrent. Jeremias advarede sine landsmænd mod den truende fare, men de troede ham ikke. Han fik imidlertid ret; Judas Rige blev udslettet.
En ”jeremiade” er en klagetale fuld af mismod og sortsyn og blottet for håb. Så her kommer endnu en lille jeremiade.
Mod afgrunden
Det er ikke for palæstinensernes eller de russisktalende ukraineres skyld, vi skal være bevidste om årsager til og forudsætninger for de ting, der sker omkring os. Det er for vores egen – for at vi ikke skal blive taget på sengen, som Juda blev det i oldtiden, og som Israel blev det 7. oktober. Hvis det kun var statsministerens historieløshed, der var problemet, var det nok ikke så stort endda.
Men statsministeren er desværre i nøje samklang med sit folk. Som terrorstaten Israel styrer vi mod afgrunden, hvis vi fortsætter med at lukke øjnene for de historiske årsager til døgnets begivenheder. Se, det var en ægte jeremiade.
Og så alligevel ikke, for der er et håb: Med vort genforenede kommunistiske parti har vi muligheden for at skabe den modkraft, som kan sætte de virkelige problemer på dagsordenen og gøre op med tidens historieløshed.