Alice Neel

Af John Poulsen

[KOMMUNIST 12-2023] I november 1952 blev maleren Alice Neel (1900-1984) opsøgt i sit hjem i Harlem af to agenter fra FBI, fordi man mente, hun var kommunist. Inden agenterne gik, tilbød hun at portrættere dem, men de sagde høfligt nej. I den rapport, som de afleverede, nævnes der ikke noget om tilbuddet.

Neel var portrætmaler og blev ofte opsøgt af alle typer mennesker, der boede i Harlem og portrætterede dem tit uden den store betaling. For hende var kunsten vigti­gere end penge, og hun levede i mange år i fattigdom med ­sine to børn, indtil hun fik medvind i begyndelsen af 60’erne.

Hun var en produktiv maler og udstillede rundt om på små og venstreorienterede gallerier. Først i 70’erne blev hun ”opdaget” af museumsverdenen, og i 1975 havde hun sin første retrospektive udstilling på Whitney Museum i New York, og herefter voksede interessen for hendes malerier, ikke mindst efter århundredskiftet. Nu findes hendes værker på over 25 museer i USA og i udlandet.

Hun blev også på andre måder hædret. I 1969 blev hun medlem af ”National Institute of Arts and Letters” og fik i 1978 et livsvarigt legat, som præsident Carter fik indført specielt for kvinder.

Allerede fra barndommen ville Alice Neel være maler, og det lykkedes hende at blive uddannet, samtidig med at hun måtte arbejde for at skaffe penge til livsfornødenheder.

Under studierne mødte hun sin cubanske mand Carlos Enriquez, der kom fra en velhavende familie, og flyttede en kort periode til Cuba, hvor hun havde sin første udstilling i Havanna i 1926. Fra opholdet på Cuba findes maleriet ”Beggars, Havanna”.

Hun vendte imidlertid tilbage til USA i begyndelse af 30’erne og slog sig ned i Green­wich Village, hvor hun levede en bohemetilværelse.

Her lærte hun en kommunist at kende, og dermed kom hun i kontakt med det kommunistiske parti. I 1935 blev hun medlem og forblev det hele sit liv. Hun orkede ikke at deltage i partimøder, i stedet deltog hun i mange demonstrationer, og fra en i 1936 stammer maleriet ”Nazis murder Jews”.

Hun bidrog med tegninger til partiavisen Daily Worker og tidsskriftet Masses, og gennem årene malede hun portrætter af mange kommunister, det seneste af partiformanden Gus Hall i 1981.

Hendes første udstilling i udlandet var i Kunstnernes Hus i Moskva i 1981, hvor hun selv var til stede. Først i 2010 blev man i Europa opmærksom på hende.  En stor ud­stilling arrangeret af Museum af Fine Art, Houston, blev senere vist på fire europæiske museer, bl.a. på Moderna Museet i Malmø, men ingen danske blev opmærksomme på den.

Herefter blev det til flere udstillinger og store flotte kataloger, hvori hun bl.a. blev betegnet som en af det tyvende århundredes store portrætmalere, og man sammenlignede hendes portrætter med bl.a. Cezannes og Van Goghs. Den seneste udstillingsrække blev vist på Guggenheim (Bilbao), Pompidoucentret (Paris), Barbican (London) og endte på Munchmuseet i Oslo. Man kan håbe, at f.eks. Louisiana bliver opmærksom på hende, når hendes værker næste gang kommer på turne i Europa.