Skip to content

Valget i Holland – valget af Wilders

[KOMMUNIST nr. 1-2024] Den 22. november var hollænderne ved stemmeurnerne. Der var valg til parlamentet, og det blev en klokkeklar sejr til det nationalkonservative parti ”Partij voor de Vrijheid” (PVV), hvilket bedst kan oversættes til ”Frihedspartiet”.

Valget-i-HollandDette parti, der har den kendte og kontroversielle politiker Geert Wilders i spidsen, gik fra 17 til 37 mandater. Der er i alt 150 pladser i det hollandske parlament, hvilket derfor betyder, at Wilders parti sidder på 23,5 procent af parlamentets pladser. En massiv fremgang til dette reaktionære og fremmedfjendske parti.

PVV blev dannet i 2006, hvor Geert Wilders havde brudt med sit tidligere parti blandt andet på baggrund af, at partiet ikke bakkede op om hans forslag om, at Holland skulle modsætte sig tyrkisk medlemskab af EU. Partiet er et nationalkonservativt parti, der slår sig op på EU-modstand og navnlig stop for det, det kalder islamisering af Holland. Det er nærmest at sammenligne med et sammensurium af Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og sågar Rasmus Paludans Stram Kurs. Et højrepopulistisk parti, der taler til folks frustration, frygt og magtesløshed over det politiske land, der ikke har kunne levere svar på befolkningens udfordringer.

Resultatet af valget viser på den ene side, at denne frustration og utilfredshed med skiftende regeringer har vokset sig større i den hollandske arbejderklasse. På den anden side er der også tale om en illusion af, hvad der kan levere et ”alternativ” til det bestående. Det er desværre et klassisk symptom på det borgerlige samfund og kapitalismens kriser, at det kan give medvind til det yderste højre.

Betyder det så, at den hollandske arbejderklasse partout er mere reaktionær? Er det den hollandske arbejderklasse, der skal bebrejdes de stemmer, de har smidt i stemmeboksen i afmagt og frustration? Nej ingenlunde. Venstrefløjen har ikke kunnet levere alternativer til den førte politik, delvis på grund af at størstedelen af partierne på venstrefløjen ­reelt ikke har noget alternativt at mobilisere arbejderklassen på.

Resultatet viser nemlig tydeligt, at modsætningerne indenfor kapitalismen bliver stadigt større. Uligheden i Holland er stigende og inflationen har også haft sit tag i landet. Befolkningen er træt af udhulingen af sin indkomst, sine rettigheder og sine sociale goder i samfundet. Ligegyldigt om man ser på såkaldt venstre- eller højrefløj i hollandsk politik, så er det reelt set den samme vin på andre flasker.

Her har PVV smidt en sut ud til den hollandske arbejderklasse, nemlig ved at italesætte problemerne med boligpriser, sundhedsvæsen og social sikkerhed. At det er et røgslør over, at PVV er et fascistoidt og reaktionært parti, gennemsyret af fremfjendske holdninger og udvidelse af borgerlig økonomisk politik, gør det ikke bedre.

Minka

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk