Leder: Almisser som svar på arbejdsløshed?

[KOMMUNIST nr. 1-2024] Hvilken logik (eller mangel på samme?) ligger bagved den nye kontanthjælp? Skåret til benet er arbejdsløshed ikke længere et socialt problem. Det er blevet til et individuelt problem.

Logikken minder i uhyggelig grad om den politiske højrefløjs standardsvar: Mens de velstående kun vil arbejde, hvis de får skattelettelser, vil de fattige kun arbejde, hvis de gøres mere fattige.

Når vi bevæger os væk fra den borgerlige dunstkreds, er virkeligheden ganske anderledes. At være fattig er ikke kongevejen til et job. At være fattig vil sige, at man skubbes ud af de fællesskaber, der findes.

Om det er børnene i skolen, hvis forældre ikke har mulighed for at betale for nyt tøj eller nye sko, eller forældrene selv, der må sulte for at kunne ernære børnene, fører det med usvigelig sikkerhed til, at man som fattig ikke længere er ens med de andre.

Der er talrige eksempler på, at børn mobbes af deres jævnaldrende, fordi de ikke har det samme eller har råd til det samme som de øvrige. Det rammer også de voksne, der betragtes som nassere på fællesskabets kasse.

Fattigdom

Kort fortalt er den nye aftale om kontanthjælp et program, der vil fastholde mennesker i fattig­dom. Unægteligt ikke, hvad man havde forestillet sig om et samfund, der nærmest vælter sig i penge. Men som det er sagt af skiftende ministre ved snart sagt alle lejligheder: Penge kan ikke gøre det. Derimod skydes ansvaret over til den enkelte, som mangler moral og motivation for at søge arbejde.

Mantraet lyder: det skal jo kunne betale sig at arbejde. Det er begrundelsen for, at ydelserne ikke rækker til at føre en anstændig tilværelse.

Både den såkaldte mindstesats og grundsatsen i den nye aftale er så lave, at man ikke kan forsørge sig selv eller sin familie. Disse satser rammer personer, der ikke lever op til optjeningsprincipper om tilhørsforhold til det danske samfund, herunder at de har boet her i landet i ni ud af de seneste ti år og haft beskæftigelse i mindst 2,5 år.

Oprindeligt omfattede dette princip udelukkende flygtninge og indvandrere, men med aftalen skal alle omfattes af det. Igen med henvisning til den forslidte frase om, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Sociale konsekvenser

Hvad medfører det på kort og langt sigt? Forskning viser, at børnefattigdom trækker lange spor ind i den voksne tilværelse i form af lavere lønninger, kortere uddannelse og svagere tilknytning til lokale fællesskaber.

Resultatet skyldes ikke flere års fattigdom – ét år rækker. Hvorfor har de ”vise” beslutningstagere ikke tænkt over de sociale konsekvenser af at programmere fattigdom? Deres svar har været og er fortsat: det skal kunne betale sig at arbejde.

Facit er, at sikkerhedsnettet er erstattet af almisser. Det burde kalde på modstand fra fagbevægelsen og arbejderpartierne. Sådan var det engang, hvor den politiske venstrefløj ville gøre op med fattigdom. I dag kan man undre sig over, at S og SF har lagt den politik bag sig.