Skip to content

arbejdeellerej

Plan for vækst af fattigdom

Regeringens og de borgerlige partiers vækstplan betyder vækst af fattigdom og vækst på de rigestes bankkonti

Af Betty F. Carlsson

Når der tales om, at det er nødvendigt med stigende vækst, er det ikke vækst i hverken nye arbejdspladser, lærepladser eller vækst i den velfærd, som det påstås, den omtalte vækst skulle sikre. Tværtimod.

Vækst i arbejdsløsheden

De mange nedskæringer, som finanslovsforslaget kræver, betyder masseafskedigelser.

For bare at nævne nogle enkelte eksempler inden for den offentlige sektor drejer det sig om næsten 900 ansatte alene inden for Hovedstadsregionens hospitaler, 770 i Postvæsenet og et større endnu ukendt antal stillinger, der nedlægges inden for erhvervsuddannelsesområdet og uddannelsessektoren overhovedet, og inden for social, pleje og skoleområdet. I forvejen er der på seks år nedlagt 31.326 offentlige stillinger.

Vækst i fattigdommen

Med kontanthjælpsloftet, den lave integrationsydelse, som også rammer etniske danskere, nedskæringerne af SU med 20%, sænkning af lønnen på produktionsskoler, voldsom nedskæring af børnetilskuddet for familier med mere end to børn, tvungen privat pensionsopsparing og alle de andre ondskabsfuldheder, der er fundet på for at ramme arbejdsløse, syge og fattige, vil fattigdom og børn, der vokser op i fattigdom stige markant. Konsekvenserne bliver et stort samfundsproblem.

Når der tales skattelettelser, også i ”bunden” til de, der er i arbejde, giver det ikke flere penge i hånden. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at skiftende regeringers skattereformer har sikret, at de 10% rigeste har fået en kontant gevinst på 41.000 kr. årligt, og at de 10% med den laveste indkomst har fået 900 kr. mere årligt. De 900 kr. kan dog ikke engang dække den nedskæring, de samme er ramt af med nedskæringerne i boligsikringen eller stigningerne i priserne på børneinstitutioner.

Vækst på bankkontoen

De allerrigeste i vort samfund har allerede fået en årlig gevinst på 95.000 kr. Nu skal de igen forkæles.

Hvis regeringen ikke -kommer igennem med, at million- og milliardærerne ikke skal have lettelser i topskatten, så kan de trøste sig med at de får lettelserne på deres investeringsbudget. Virksomhedernes PSO afgift skal fjernes. Det er den afgift på elektricitet, som bl.a. betales af de store energislugende virksomheder. Det betyder, at deres overskud vokser, og at de kan svine mere. Selskabsskatten nedsættes igen, og oveni sænkes skatten på spekulationsgevinsterne – aktie- og kapitalgevinsterne sænkes.

Protesterne vokser

De senere års massive og enøjede politik med at forgylde de rigeste og bedst stillede på bekostning af børn, unge, syge, arbejdsløse, flygtninge og pensionister møder nu større og større protest.

Den 15. september demonstrerede tusinder af mennesker rundt om i kommunerne mod nedskæringer på velfærden, arrangeret af Velfærds-alliancen.

Også oktober måned bliver en kampmåned. Ved Folketingets åbning den 4. oktober er der kaldt til demonstration på Christiansborg Slotsplads kl. 16.30 til 19.00. I oplægget til demonstrationen siges det bl.a.:

– Forskning fortæller os, at de mest velfungerende samfund er præget af en stor grad af lighed og retfærdighed. Forskning fortæller os, at børn der vokser op i fattigdom, har en væsentligt dårligere chance for at klare sig godt i livet. Og vi behøver slet ikke forskning for at kunne regne ud, at det vil medføre mere kriminalitet, øget prostitution og mere sygdom, at gøre folk fattige og magtesløse. Derfor indkalder vi til protest til Folketingets åbning.

Kommunist kan kun tilføje: Mød op og deltag i kampen!

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk