Ordner hænger man (stadig) på idioter

Af Niels Rosendal Jensen

[KOMMUNIST nr. 2-2024] Således skrev P.A. Heiberg og blev landsforvist i 1790’erne. Han overlevede i det republikanske Frankrig, hvor de kronede hoveder blev halshugget.

Trods Heibergs klarsyn synes der imidlertid at blive stadigt flere idioter, ikke mindst blandt ledende socialdemokrater, der har lagt deres tidligere modstand mod kongehuset i glemmekassen og håber på at få en orden. Herunder statsministeren selv – med et argument om, at kongehus og demokrati nærmest lå i ske.

Den tankegang er helt igennem misvisende. Vi har ikke brug for kongehuset. Kronen skal væk! Det kan ikke gå hurtigt nok, for kongehuset har særlige privilegier, som ikke er et demokrati værdigt. Det er direkte pinligt, at kongerøgelsen har lagt et bånd af fortryllelse over landet.

Endog gode kræfter i Enhedslisten er hoppet på limpinden. De takker den abdicerende dronning og tænker sig at deltage i kronprinsens overgang til konge. Hvor blev kritikken af uligheden af? Hvordan kan det accepteres, at en familie i Danmark er unddraget enhver form for kritik? Er vi født lige, og har vi lige rettigheder – med de indskrænkninger og mangler, som SVM-regeringen har gennemført eller agter at gennemføre – så kan vi ganske simpelt ikke have, at nogen i kraft af deres fødsel har særligt fordelagtige vilkår.

I massemedierne dyrkes traditionen. Den lange kongerække fra Gorm den Gamle og frem. Når traditionen pudses af med passende mellemrum, glemmer journalister, indbudte historikere og andre royalister, at til den tradition hører også massemord i form af krige, kolonisering i Afrika, Vestindien, Island, Færøerne og Grønland, slavehandel, undertrykkelse og brutal vold. Det historiske ansvar hører vi ikke meget til. Traditioner kan brydes, og det er på høje tid at smide denne ud.

I denne tid hører og ser vi direktører fra eksportfirmaer tale om kongehusets betydning for dansk eksport. En god forretning er ikke det samme som, at det er ­hæderlig forretning. Skåret til benet: vi kan med egne øjne se en række republikker, der er fint kørende – uden kronede hoveder, men med folkevalgte repræsentanter i spidsen.

Og så er der en gammel traver, der trækkes af stald i tide og utide. Kongehusets afgørende betydning for fællesskabet. Uden kongehus – intet fællesskab?

Det er et aldeles underlødigt argument. Fællesskab opstår ikke ved, at vi giver et par hundrede millioner kroner til en enkelt familie, der ønsker os godt nytår, klipper snore og hilser på smilende skolebørn med små dannebrogsflag i hånden. Hvis medierne tog deres oplysningsopgave alvorligt, slap almindelige mennesker for at sovses ind i en fint opsat illusion.

Fællesskab springer ud af demokratiske institutioner, faglige organisationer, læreanstalter, demonstrationer for Palæstinas folk eller mod afskaffelse af Store Bededag, forlag med seriøse udgivelser på vort fælles sprog. Fællesskab opstår i idrætsforeningen, på arbejdspladsen, i boligkvarteret, på kurset i aftenskolen eller den fælles indsats på frivillig basis i de mange tusind foreninger, vi deltager aktivt i år ud og år ind.

Vi har ikke længere brug for et kongehus, som igennem århundreder har undertrykt, udbyttet og skummet fløden. Kongehuset er i sidste ende alt det, vi aldrig har brudt os om.