Den kommende nye verdensorden
De vestlige eliter bliver nødt til at forstå – og acceptere – at verden er under forandring
Af Thorbjørn Waagstein
Trykt på Thorbjørns hjemmeside. Forkortet af redaktionen.
[KOMMUNIST nr. 3-2024] Den verdensorden, der blev etableret efter Sovjetunionens fald i 1990 med USA som den dominerende magt og Vesteuropa og Japan som underordnede allierede, er ved at være slut. 2023 ser ud til at have været vendepunktet – og det tegner til, at 2024 vil uddybe disse omvæltninger.
Der er flere drivkræfter bag disse forandringer.
Tilbagerulning af globaliseringen
Den første er USA’s mislykkede forsøg på at kvæle Kinas udvikling som en økonomisk, teknologisk og militær magt i fødslen ved at hindre dets adgang til de nyeste teknologier og ved at etablere militære alliancer og baser rundt om landet for at inddæmme det.
At det er mislykkedes blev stadigt tydeligere i løbet af 2023. En konsekvens af dette mislykkede forsøg er en delvis tilbagerulning af den globalisering, der har været i gang siden 1990, og som en stor del af de vestlige eliters velstand er bygget på. Hovedtaberen i denne kamp mellem USA og Kina er EU, som betaler prisen for at støtte USA i handels- og teknologikrigen mod Kina uden at høste nogen gevinster af det. Sydkorea og Japan er andre mulige ofre.
Det globale syd
Den anden er det globale syds voksende økonomiske rolle, især Indien, men også Iran, Indonesien, Vietnam og andre asiatiske lande og nogle afrikanske lande (væsentligst Etiopien).
De stræber efter at efterligne Kinas og de “asiatiske tigres” (Sydkorea, Singapore, Taiwan og Malaysia) succes med at stimulere og udvikle deres nationale industrier. De byder udenlandske investeringer velkommen, herunder udflyttet produktion, men de er i stigende grad uvillige til at acceptere at blive reduceret til rollen som leverandører af billig arbejdskraft til de udflyttede fabrikker fra de vestlige lande.
Ukraine
Det tredje faktor er det nederlag, som NATO er på vej ind i i Ukraine, sammen med et selvbevidst Rusland, der er under hastig genindustrialisering. Dette nederlag kommer oven i NATO’s ydmygende nederlag i Afghanistan, Syrien og Irak.
USA kan formentlig relativt let ryste dette nederlag af sig, men det er ikke så let for EU, som har investeret for meget af sin politiske, økonomiske og militære kapital og sit omdømme i Ukraine-krigen.
Israels krig
Den fjerde er den israelske udryddelseskrig i Gaza, hvor den ubetingede støtte fra USA og EU til deres allieredes udskejelser indebærer et moralsk nederlag, ikke kun i de muslimske landes øjne, men også for det meste af det globale syd.
Næste gang vestmagterne (der kalder sig “det internationale samfund”) forsøger at belære andre lande om menneskerettigheder og den “internationale rettighedsbaserede orden”, vil de finde ud af, at deres allerede svindende opbakning i det globale syd er skrumpet yderligere. De vil blive mødt med påstande om hykleri og dobbeltmoral, som de sædvanlige hånlige bemærkninger om “hvad-med-det-isme” (“whataboutism”) ikke vil kunne feje af banen.
Tiltalen mod Israel
Sydafrika har nu fået rejst tiltale mod Israel for folkemord ved Den Internationale Domstol (ICJ), hvor Israel ikke kan hævde, at domstolen ikke har nogen jurisdiktion, da Israel jo også er medlem af FN.
Den sydafrikanske fordømmelse af Israel ved de internationale domstole sætter EU i en ubehagelig situation. Domstolen kan tage sagen op og udløse USA’s og Israels vrede, eller de kan afvise den og miste den troværdighed, de måtte have i det globale syd (hvilket ikke er meget). Interessant. Jeg gætter på, at domstolen vil finde måder at sparke dåsen ned ad vejen. Hvis den kan.
USA’s enevælde slut
USA vil fortsætte med at være den vigtigste militære og teknologiske magt i de kommende år, men dets enevælde er ved at være slut. Hvad der kommer bagefter, er svært at forudsige. Nogle forudser en verden med to poler (USA og Kina), mens andre ser en stor rolle for BRICS-alliancen, som nu er ved at blive til BRICS+ (men det tvivler jeg på).
Nogle forudser et mere fragmenteret system, hvor landene samles omkring flere regionale magter, og der etableres et løsere system af relationer mellem dem. Det er, hvad jeg anser som det mest sandsynlige resultat.
Vi vil se en ret stærk Kina-Rusland-Iran-akse (ikke en alliance), bragt sammen i modstanden mod vestlige sanktioner, hver af dem knyttet til nogle centralasiatiske, mellemøstlige (Syrien, Irak) og asiatiske lande (Cambodia, Myanmar, Thailand), Indien som et magtcenter i sig selv, knyttet til nabolande som Sri Lanka og Bangladesh, og et selvbevidst Tyrkiet som en mindre regional magt med et tæt forhold til flere centralasiatiske lande (Aserbajdsjan, Turkmenistan og måske Kasakhstan).
Afrika syd for Sahara og Latinamerika er politisk for splittede og ustabile til at kunne udgøre nye regionale magtcentre, men enkelte lande fra disse kontinenter, som f.eks. Brasilien, Mexico, Nigeria, Sydafrika og Etiopien vil formentlig prøve at undgå at skulle vælge mellem alliancer og vil i stedet forsøge at indgå samarbejde med dem, de finder tjener deres interesser: USA, Kina, Rusland, Indien osv.
Topolar drøm
USA ville klart foretrække en ny verden med to poler som under den kolde krig, hvor verden er delt op mellem de gode og de onde, men de fleste lande i det globale syd vil næppe være med. Ingen er rigtigt interesseret i, hvad EU vil eller ikke vil – det ses som et simpelt vedhæng til USA og derfor irrelevant.
Vil man lave aftaler med EU? Se bare, hvad der skete med de berygtede Minsk-aftaler, der var aftalt mellem Ukraine, Frankrig, Tyskland og Rusland (men uden USA). Det er bedre at gå direkte til bossen: USA.
Ny verdensorden
Så vil den nye verdensorden være bedre eller værre end den amerikanske verdensorden med dets evige krige (misvisende kaldet “Pax Americana”)?
Efter min mening vil den hverken være bedre eller værre. Den vil først og fremmest være anderledes, og den vil være ustabil, så den kan gå mange veje.
Der er brug for statsmænd/-kvinder af verdensformat for at undgå katastrofer, og der er brug for nye former for internationalt samarbejde. Desværre er begge dele mangelvarer for tiden.
For at dette kan ske, bliver de vestlige eliter nødt til at forstå – og acceptere – at verden er under forandring. De kan sætte hælene i, smide bomber her og der, skrige og bide i gulvtæppet, men forandringerne kommer, hvad enten de vil eller ej. Der skal nødvendigvis forhandles nye aftaler med resten af verden for at imødegå de store globale udfordringer. Forhandles, ikke dikteres. For det fælles bedste.
Undgå storkrig
Den største globale udfordring er at undgå en storkrig mellem USA og de nye magter, der er på vej op, en krig som har en stor risiko for at ende i en atomkrig med ødelæggende følger.
USA har siden 1990 trukket sig fra alle de aftaler om våbenkontrol, det havde underskrevet med Sovjetunionen, én efter én, herunder aftaler om at mindske spændingerne og skabe tillid. Det gjorde de, fordi de ikke kunne se nogen mening i at forhandle med en forhenværende verdensmagt.
Som tidligere præsident Barak Obama sagde: USA er den eneste virkelige verdensmagt, mens Rusland knap nok er en regional magt. Hvorfor skulle de gide forhandle med dem?
Denne arrogance er den direkte vej til helvede. Nye våbenaftaler skal nødvendigvis forhandles, men forslag til aftaler, der blot cementerer USA’s nuværende overvældende militære overlegenhed, vil aldrig blive accepteret. Kina og Indien skal nødvendigvis være en del af enhver forhandlingsløsning, men helst også andre lande. Det betyder ikke så meget, om EU er med eller ej. USA kan lade Victoria “Fuck the EU” Nuland meddele dem resultatet efterfølgende.
Klimaforandringer
Den anden store globale udfordring er klimaforandringerne. Ukrainekonflikten og de vestlige sanktioner har betydet store tilbageskridt.
Europa er gået fra rørført naturgas fra Rusland til beskidt frackinggas, der er presset sammen til flydende gas (LNG) og sendt med skib fra USA, og som indebærer betydeligt større udledning af CO2. Kul har fået come back i EU, og rørført olie fra Rusland er blevet erstattet med olie sendt med skib fra fjerne lande.
Som følge af sanktionerne investerer Rusland nu også massivt i klimaskadelig LNG for at undgå at sidde tilbage med den rørførte gas, som EU ikke længere vil have, og dets olie bliver sendt med skib til andre fjerne lande. Så meget om EU’s prioriteringer, når det gælder klimaforandringerne.
Masseudvandring
Masseudvandringen fra landene i det globale syd er en anden stor udfordring. Der er et presserende behov for at ændre hele den internationale model, der blev etableret under de brølende globaliseringsårtier, en model hvor det globale syd eksporterer råvarer, simple landbrugsprodukter og mennesker til de rige lande, og fungerer som leverandør af billig arbejdskraft for udflyttede samlefabrikker, mens de rige lande skummer fløden ved at importere de bedst uddannede og mest talentfulde mennesker (“hjerneflugt”).
Det er nødvendigt, at udviklingslandene selv begynder at producere mere af det, de har brug for, for således at skabe arbejdspladser, mindske uligheden og gøre det attraktivt for deres unge at blive og udvikle deres eget land.
Den stigende ulighed
Den stigende ulighed er en anden global udfordring, som truer sammenhængskraften, internt og i forholdet til andre lande. Den er måske den vanskeligste udfordring, da hele verden i dag grundlæggende er kapitalistisk, uanset at statsejede virksomheder stadig er vigtige i nogle lande som Kina, Indien og Rusland.
Det kapitalistiske økonomiske systems indbyggede modsætninger, herunder hvad der synes at være en uundgåelig tendens til stigende ulighed, vil gøre det svært for verden at møde disse udfordringer. Så det er måske ikke muligt at redde kapitalismen fra sig selv.
Men det er en anden historie.
Thorbjørn Waagstein, økonom, PhD, har siden 1999 arbejdet som international udviklingskonsulent i Latinamerika, Afrika og Asien.