Naturen er vort halmstrå

[KOMMUNIST 4-2024] Der er voldsomme kræfter i gang på vor jord. Den økologiske balance, der er skabt gennem millioner og milliarder af år, har fået uoprettelige skader på grund af menneskelig aktivitet og rovdrift.

Grænsen er nået

Naturen har altid ændret sig – men det har taget tid; en møjsommelig proces frem til vor epoke – den menneskeskabte tidsalder (antropocen).

I løbet af de sidste 200 år er naturindgrebene accelereret og økosystemets hjælpere (mikroorganismerne) har kæmpet for at opretholde en vis harmoni i vort livsgrundlag. Nu er grænsen nået, tærsklen er overskredet og naturen og kræfterne finder nye veje, kortet ændres. Naturen er i færd med at finde en ny form. Det tjener ikke menneskene.

Naturen, vor bedste ven og livskilde – for mange selve meningen med livet – er påført så meget lidelse og så mange skader, at oprøret måtte komme. Isen smelter – det buldrer og brager. Vand og jord dundrer ned ad bratte fjeldsider. Den globale opvarmning er nådesløs. Hedebølgerne dræber. Havet stiger – byer og landsbyer oversvømmes. Himlen åbner sig. Regnen styrter ned. Dæmninger brister, og i Libyen er over 200.000 skyllet væk. Vore liv og alt levende er uløseligt knyttet til naturen og øko­systemerne.

Topmødet i Montreal

På FN’s Naturtopmøde i Montreal i 2022 blev det vedtaget, at 30% af al natur (land og vand) skal beskyttes. Der blev også vedtaget et ambitiøst program for restaurering af skader og ødelagt natur. Problemet er, at det opfattes mere som en anbefaling end en bindende aftale, og mange lande sætter ikke handling bag ordene.

Jeg savner stærkt, at dagens ledere, politikere og forskere og FN-organerne fokuserer på, at økonomisk vækst og øget forbrug ikke er foreneligt med at bremse den globale opvarmning og opnå klimamålene. Skal der virkelig kraftigere kriser til, for at verdens ledere skal vove at fatte denne logiske sammenhæng og handle derefter?

En nødvendig ønsketænkning

Jeg tillader mig følgende ønsketænkning: Hvis alle lande i verden indser, at de skal tage naturkrisen alvorligt – og i fællesskab indgår en forpligtende aftale, om at yderligere forbrug af natur må standse – så vil økonomisk vækst og forbrug automatisk reduceres. Ved at lade naturen være i fred – opretholder vi samtidig økosystemenernes egne evner til at lagre kulstof og metan. Det er guld værd.

Natur- og klimakrisen må ses som en helhed, der påvirker og er afhængige af hinanden på godt og ondt.

At bremse global opvarmning må ske på naturens præmisser. Klarer vi denne opgave, har vi en realistisk mulighed for at frelse vort livsgrundlag.

Skal vi huskes på plast og ukrudtsmidler?

Vi lever i en tidsalder, hvor menneskelig civilisation nu præger miljøet i en sådan grad, at det afsætter tydelige spor i det geologiske arkiv, det vil sige i sedimentære afsætninger og iskerner spredt over hele verden. Af de vigtigste miljøændringer, som vil kunne aflæses i sedimenterne også i fremtiden, er radioaktive partikler, plast, ukrudtsmidler og aske fra forbrændingsmotorer baseret på fossile brændstoffer. Jordens geologi vil også bære præg af udryddelse af biologisk mangfoldighed, forurening, klimaændringer og surhedsniveauet i havet.

Jordens situation er præget af en alvor, som er tung at forholde sig til. Men vi kan ikke opgive håbet om, at en ændring er mulig.

Det er menneskelige beslutninger og handlinger, som har påført vort livsgrundlag uoprettelig skade. Det er selvsagt muligt at ændre kursen. Vi har kundskaberne – men der må vilje til, og den burde for længst have vist sig.

Naturen vil altid klare sig. Det er os mennesker, som ikke kan leve uden naturens liv­givende kraft.

Tone Toft, Friheten