Familie- og partihistorie

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 4-2024] Da Cæcilie Lassen i 1987 debuterede med romanen ”Simone”, der foregår under den franske revolution, var det noget af en litterær sensation, for forfatteren var kun 16 år. Siden er fulgt en lind strøm af udgivelser, nogle for børn, andre for voksne og ofte med historiske temaer.

Hvorfor jeg aldrig har læst nogen af dem står hen i det uvisse, men jeg har en mistanke om, at jeg rubricerede dem i afdelingen for lettere underholdning.

Men da den seneste roman, ”Indre Ø”, udkom i februar, blev min nysgerrighed godt nok vækket. Den måtte jeg læse, om end med lidt bange anelser, som heldigvis blev gjort til skamme.

Romanen fortæller om fire generationer af en DKP-fami­lie i årene fra 1945 til 2020, og der må ligge et enormt researcharbejde bag den detaljerede beskrivelse af tiden og partilivet i den lange periode. Smuttere er der nogle enkle af i terminologien, som når der tales om distriktsbestyrelse, politbureau og københavnskongres.

Det der med min mistanke om den lettere underholdningslitteratur holder kun til en vis grad. Lassen har en let pen og er god til at skabe spænding, men hun er også god til at skildre mennesker og miljøer, og dialogerne er naturlige. Det går kun galt, når hun forsøger at hæve sig op i de højere litterære luftlag med billedsprog og bogstavrim som ”tøvejrets tårer triller fra træerne” og lignende tåkrummende udgydelser.

Lad os springe op og falde ned på det og gå til fortællingen om de fire generationer Johansen, der begynder med oldefar Kai, der var medlem af DKP og under besættelsen en ledende person i en afdeling af BOPA. På et tidspunkt bliver han stukket, hvad der fører til et ophold i Gestapos hænder, der mærker ham på krop og sjæl for resten af livet. Han bliver gift med Elly, der ikke er så meget inde i det der med politik, men som også hen ad vejen bliver medlem af partiet og aktiv i de kvindegrupper, man havde dengang. På trods af sine mange fysiske kvaler arbejder Kai på Nordhavns Værftet, bliver tillidsmand og knokler med partiarbejde i fritiden.

De får børnene Sonja og Jan. Jans forhold til faren er noget anstrengt, for han er ikke helt nem at omgås, mens Sonja forguder ham. Hun bliver DKU’er og medlem af partiet, indtil hun på et tidspunkt går til KPiD, hvor hun kommer i landsledelsen. Hun får Ditte med en svensk kammerat, men deres forhold holder ikke. Dittes datter Dora vokser også op uden en far, men det er mere mystisk.

Vi følger generationerne i klip mellem fortid og nutid, og der er mange ubesvarede spørgsmål, som især Ditte forsøger at opklare. Hvad var det der skete i BOPA-gruppen og hvem stak Kai? Hvorfor og hvortil forsvandt Kai pludseligt i 1957? Og imens leder Dora efter sin ukendte far i Guatemala.

Noget bliver klarlagt, men andet forbliver gætteværk. En antydet forbindelse mellem Kais tortur hos Gestapo og en person i Guatemala er lige i overkanten af det troværdige og kunne med fordel være undladt.

Sammenfattende må man sige, at romanen er en hyldest til dem, der kæmpede i modstandsbevægelsen og efter krigen fortsatte kampen mod krig og kapitalisme med de omkostninger, det kunne have på mange områder.

For en gammel DKU’er og DKP’er, der er nogenlunde jævnaldrende med Sonja, er det lidt af en nostalgirejse at læse bogen og genopleve sin egen tid, også selv om den er set, om man så sige, udefra.

Cæcilie Lassen: Indre Ø. Alhambra. 415 sider. 300 kroner