Aktion mod social dumping
[KOMMUNIST 4-2024] Den fælles myndighed mod social dumping, der består af Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og Politiet, har i samarbejde med det polske arbejdstilsyn undersøgt en polsk vikarvirksomhed, der udstationerer indiske arbejdere på et offentligt byggeprojekt til 1,2 mia. kroner.
Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Aktion på byggepladsen
Tilsynet, som var det første af sin slags, gik som planlagt, og de 33 indiske medarbejdere, der var på byggepladsen, er nu sigtet for overtrædelse af udlændingeloven, da de ikke havde den fornødne arbejdstilladelse til at udføre arbejde i Danmark.
Næste skridt er, at de danske og polske myndigheder drøfter resultaterne og eventuelt behov for en opfølgende indsats i samarbejdet.
Store udfordringer
Mange af de udfordringer, vi har i Danmark med ulovlig udstationering af tredjelandes statsborgere, er også en udfordring i resten af Europa. Derfor er det positivt, at der samarbejdes på tværs af grænser, for vi skal ikke finde os i at reglerne på det danske arbejdsmarked ikke overholdes.
Københavns politi advarer
Kort tid efter sagen med inderne, advarerede Københavns politi arbejdsgiverne om, at man ville udføre en omfattende aktion mod ulovligt arbejde udført af udlændinge, som ikke har arbejdstilladelse i Danmark.
Det kan få meget store konsekvenser for både virksomheder og private i form af store bøder og i særligt alvorlige sager fængsel.
Så mon ikke der er nogen, der har fået travlt med at få bragt tingene i orden.
/PeJu