Skip to content

Byggearbejdere snydt for millioner

[KOMMUNIST nr. 6-7 2024] Så faldt hammeren over et italiensk ejet firma, som har forfalsket underskrifter og lønsedler for arbejdere på opførelsen af den nye Storstrømsbro. I tre år blev mindst 160 byggearbejdere på statens milliardbyggeri af Storstrømsbroen snydt for millioner af kroner i løn, pension og feriepenge. Det har voldgiftsretten afgjort i en kendelse.

Skal betale 10 millioner i efterbetaling

Det var fagforbundet 3F, der havde rejst sagen mod den danske filial af det italiensk ejede byggefirma PK og ECD, som nu har resulteret i, at firmaet er dømt for at have underbetalt mindst 160 ansatte i et sådant omfang, at de nu skal betale 10 millioner i efterbetaling og bod.

Fuldstændig forrykt

Flere af de ansatte er ifølge afgørelsen blevet snydt for flere hundrede tusinde kroner i løn, hvilket blandt andet skete via forfalskede underskrifter, dobbelte lønsedler og omskrevne timesedler.

– Det er fuldstændig forrykt, at så massiv underbetaling og lønsnyd kan foregå på et offentligt byggeri i tre år uden at blive opdaget af hverken bygherren, som er staten, eller myndighederne, udtaler Michael Severinsen, der er konsulent i 3F.

Selve sagen blev ført på vegne af over 50 italienske og rumænske medlemmer af 3F, hvor 16 vidnede i sagen.

Ikke første skandalesag

Det er ikke første gang, at byggeriet af Storstrømsbroen bliver ramt af skandalesager. Så sent som for et år siden blev et rumænsk byggefirma dømt for at have snydt 22 ansatte for 1 million kroner i løn. Serien af skandalesager i offentligt byggeri til milliarder har tilsyneladende ingen ende.

/PeJu

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk