Stem blankt
[KOMMUNIST nr. 6-7 2024] Den 9. juni skal vi stemme til Europa Parlamentsvalg, og verden har ændret sig meget siden sidste EP-valg.
Smalltalk om vejret er blevet til samtaler om klimakatastrofer. I stedet for at lave indkøbslister til aftensmad, laver vi lister over forråd, vi skal have i vores beskyttelsesrum i tilfælde af 3. verdenskrig. Og hvor vi før havde Folkebevægelsen mod EU, har vi nu ikke mulighed for at stemme en EU-modstander i parlamentet.
Skuespillet om, hvad EU er, er kun blevet værre, for da der før var en EU-modstander i parlamentet, var der i det mindste nogen på den politiske linje, der turde tale højt om EU’s hykleri. Nu er hele venstrefløjen blevet fortalere for EU og bruger det som en politisk arena, hvor de bilder os ind, at de kan lave den store forskel.
Intet demokrati
Det er, som om de har glemt, hvordan EU fungerer? For at have politisk indflydelse, og muligheden for at gøre en reel forskel i et samfund, og i EU, kræver det demokrati.
De eneste, der kan stille lovforslag, er ikke folkevalgte. Gang på gang kommer frem, at de har møder bag lukkede døre. Med en hær af lobbyister, der arbejder fuld tid i EU, så er det meget svært ved at se det demokratiske element i systemet.
Vi ser, at EU bliver markedsført som klimaets beskytter. Vi ser EP-kandidater stå og tale om alle de gode aftaler, Danmark kan få igennem i parlamentet, der skal føre til, at man begrænser eller forbyder ting, der er skadelige for klimaet.
Men i praksis ser vi handelsaftaler, hvor EU importerer fisk fra Marokko, velvidende at der bliver brugt bundtrawling som metode. Vi ser Mercosur-aftalen, som betyder toldfritagelse på nogle af de mest klimabelastende varer som oksekød, soja, elektronik- og bildele, med den følgevirkning at f.eks Amazonas’ regnskov bliver ryddet for at udnytte den aftale, så den øgede efterspørgsel kan imødekommes.
Ingen fred
Ligeledes ser vi hykleriet, når EU omtaler sig selv som et fredsprojekt, der skal værne om menneskerettigheder. Samtidig yder de støtte til våbenindustrien, som sælger sikkerhedsudstyr, våben og ammunition til regimer, som netop undertrykker menneskerettigheder.
Når man rent faktisk har fået øjnene op for, at EU er et system, der altid favoriserer kapitalens interesser, uanset om det er på bekostning af klimaet, velfærden eller menneskeliv, så kan man ikke gøre andet end at sige nej til dette syge system!
Vi bliver bildt ind, at EU kan ændres indefra. Det er løgn. Historien har gang på gang vist, at den udvikling, der er foregået i EU de sidste 50 år, er negativ for demokratiet og for arbejderklassen, både i Danmark og internationalt. Og med den nye europapolitiske aftale er konsekvensen, at medlemslandene mister vetoretten, og dermed den sidste smule af demokratisk indflydelse der var tilbage.
Ud af EU
Der er ingen anden løsning end at træde ud af EU, hvis vi selv skal have indflydelse på vores eget lands udvikling. Vil vi redde vores hav, drikkevand, bygge ordentligt uden skandaler og fremme demokrati og fredelig sameksistens, så skal EU ikke blande sig. Skandalerne fortsætter, hvis ikke vi melder os ud.
Vi kan ikke længere vise vores modstand mod EU ved at stemme på en EU-modstander til parlamentsvalget, men vi skal stadig vise vores modstand mod EU. Derfor anbefaler DKP, at man bruger sin demokratiske ret og stemmer blankt den 9. juni.
Blanke stemmer er også stemmer. De bliver talt med, så bliv ikke hjemme, men duk op og vis din protest.
Derudover anbefaler kommunisterne, at man melder sig ind i Folkebevægelsen mod EU, og derved støtter den fortsatte EU-modstand og oplysning til befolkningen.
Signe Bilfeldt