Skip to content
pensionsalder
Store grupper på arbejdsmarkedet bliver fysisk nedslidt og kan på ingen måde holde til at arbejde, til de bliver 70 år.

Den høje pensionsalder – politikerne må indse realiteterne

[KOMMUNIST 8-9-2024] Danmark er et af de lande, der har den absolut højeste pensionsalder. Sådan har det været i mange år. Alligevel fandt et flertal af politikere i 2006 på, at der alligevel godt kunne presses endnu flere arbejdsår ud af folk. Anført af den daværende VK-regering blev der indgået det såkaldte Velfærdsforlig. Den borgerlige regering fik støtte af Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokratiet. Det resulterede i en gradvis stigning i pensionsalderen.

Næste år skal ­Folketinget så tage stilling til at sætte pensionsalderen op til 70 år for danskere født efter 1. januar 1971. Virkeligheden på det danske arbejdsmarked er nemlig endnu ikke nået ind i den osteklokke, som magthaverne lever i. Hvordan skulle sandheden om fysisk og psykisk nedslidning også trænge ind i dette parallelsamfund af magtarrogance, når nu størstedelen af politikerne aldrig har sat deres ben på en arbejdsplads.

Men hvis ikke politikerne forholder sig til virkeligheden, så kan de i det mindste læse sig til den. Der er nemlig rig mulighed for at dykke ned i to nye undersøgelser fra hhv. Fagbevægelsens Hovedorganisation – FH og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – AE. På hver sin måde sætter de to undersøgelser fokus på de massive negative konsekvenser af den høje pensionsalder.

Sæt pensionsalderen ned

Ifølge FH’s undersøgelse mener 71 pct., at det er forkert at hæve pensionsalderen. Undersøgelsen peger også på, at for personer under 50 år, er bekymringen for konsekvenserne endnu højere, nemlig mellem 77 og 80 pct. De 71 pct. peger i øvrigt også på, at der skal skabes ­bedre muligheder for at kunne trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.

Det er ikke overraskende pga. de store grupper på arbejdsmarkedet, som bliver fysisk nedslidt, og som på ingen måde kan holde til at arbejde, til de bliver 70 år. Udover at nævne det åbenlyse, at ikke alle kan holde lige lang tid på arbejdsmarkedet, kan man også stille det tillægsspørgsmål – kan det være rigtigt, at vi i sådan et rigt samfund ikke kan unde folk nogle flere og gode år på pension, uden man partout skal have klemt de sidste kræfter ud af dem?

Ser mørkt på fremtiden

Det er nok også blandt andet på grund af frygten for nedslidning, men også ønsket om andet i livet end bare arbejde, der ligger til grund for det billede, den anden rapport viser.

AE har undersøgt den såkaldte generation Z’s (personer født mellem 1995 og 2012) bekymringer om arbejdslivet. Undersøgelsen viser, at op mod 45 pct. af de adspurgte unge er bekymrede for at de kan klare arbejds­livet.

Man kan altså konstatere, at vi har skabt et arbejdsmarked, som allerede presser og bekymrer mange unge, inden de overhovedet er kommet ud på det.

Hvad er det for et arbejdsmarked og dermed fremtid, Danmark skaber for sine unge? Der må trækkes i bremsen og skabes et arbejdsliv, der er både kortere og bedre.

MMJ

Back To Top