Enhedsgymnasium for alle
Af Niels Rosendal Jensen
[KOMMUNIST 8-9-2024] Ungdomsuddannelserne skal styrkes, og der skal fortsat være lige adgang til uddannelse over hele landet.
Hvordan løser man så den bundne opgave? Her deles vandene mellem dem, der groft taget vil lappe på det eksisterende system, og dem, der vil gå mere drastisk til værks. Meget kunne tyde på, at trangen hos Mattias Tesfaye til drastiske løsninger er stærk.
Der har siden 1970 været talt op og ned ad stolper om uddannelsernes restgruppe, men de talrige og ofte hovedkuldse justeringer har ikke battet. De har snarere forværret situationen.
Det skyldes uden tvivl også uddannelsespolitisk sik-sak-kurs. Til erindring: Anders Fogh Rasmussen præsenterede i 2005 en strategi for at klare sig i det globale videnssamfund. Helle Thorning-Schmidt fulgte fra 2013 stort set samme strategi. Det betød, at stadigt flere søgte ind på universiteterne og dermed overopfyldte regeringens sit måltal for antal universitetsuddannede bachelorer og kandidater.
Sporskifte
For godt og vel fem år siden skiftede den socialdemokratiske regering spor. Nu skulle ”produktions-Danmark” oprustes på bekostning af ”videns-Danmark”.
Dette sporskifte fandt sted uden den selvransagelse, man kunne forvente. Altså ’keine Hexerei, nur Behändigkeit’ – ansvaret ligger på skiftende politiske flertals skuldre. Undertiden med støtte fra svingende og modstridende interesser: erhvervsliv, centraladministration, forældre og unge. Hertil skal lægges de faglige organisationer og lobbyer, som vil bekæmpe, at de skal puttes i gryden med næb og kløer.
Ministeren meldte tidligere ud, at 40% forventedes at vælge praktisk ungdomsuddannelse ved at mikse eksisterende uddannelser: “Vi kigger på 10. klasse, hf, eux og hhx. Hvis vi putter alt det ned i en gryde, så må vi se, hvad der kommer op af gryden”. Lad os kalde det kreativ destruktion.
Genstart
Virkeligheden banker på døren: Unge i klemme: 73.000 15–29-årige uden job og uddannelse. Uddannelser i klemme: Fald i antal ansøgere til professionsuddannelserne og for få, der vælger en erhvervsuddannelse plus et stort frafald. Landsdele i klemme: Der er en reel fare for lukning af uddannelsessteder i yderområderne. Nationen i klemme: Ungdomsårgangene bliver mindre de kommende år. Er kreativ destruktion en del af løsningen?
Nu har ministeren på Sorø-mødet i august lagt ud med, at 90% af en ungdomsårgang skal tænkes ind i det nye gymnasium eller den nye ungdomsuddannelse. Det betyder, at det traditionelle gymnasium nedlægges, og at erhvervsuddannelserne bliver til voksenuddannelser. Det er de faktisk allerede i dag, hvor gennemsnitsalderen ved uddannelsens begyndelse er på 25 år.
De unges fremtid er stadig uvis. KOMMUNIST følger op.