NATO – fredens fjende
[KOMMUNIST 8-9-2024] Militærpagten NATO fylder 75 år i år. Den celebre mærkedag er tidligere berørt her i bladet.
NATO fører sig frem som forsvarspagt. NATO’s formål har altid været aggression og ikke forsvar. Pagten var fra sin grundlæggelse i kølvandet på Anden Verdenskrig rettet mod Sovjetunionen. Socialismen i Europa skulle ”rulles tilbage”. Det er vigtigt at holde sig denne kendsgerning for øje, hvis man vil forstå de følgende årtiers udvikling i Europa og den situation, verdensdelen i dag befinder sig i.
NATO’s medlemslande har aldrig været ligeberettigede, uanset hvad organisationen selv påstår. Pagten udgør og har altid udgjort den institutionelle politiske og militære ramme om det kapitalistiske Europas underordning under USA.
Der skulle gå fyrre år, inden NATO-pagten kom i aktion, og så var det ikke for at forsvare medlemslandenes grænser. Det var som igangsætter af den krig, der fulgte på Jugoslaviens opløsning. Jugoslavien var ikke Sovjetunionen, men spillede samme fredsbevarende rolle i et mindre format. Dermed var det slut med fyrre års fred, og siden har der været krig i Europa.
Dødens fest
Så der var nok at fejre, da NATO i denne sommer holdt 75 års jubilæum! Freden i Europa var lykkeligt overvundet, grænser blev flyttet og nye trukket, og fyrre års europæisk stabilitet og fremgang var smadret. Kan man forestille sig en større triumf for ufredens hovedkraft?
Resolutionen fra det NATO-topmøde, der faldt sammen med jubilæet, er da også fuld af krigerisk brovt. Dagbladet Information kommenterer i sin overskrift resolutionen med, at NATO taler, som om krigen allerede var i gang. Det er den som bekendt også, selv om NATO ikke formelt er aktiv i Ukraine.
Det forhindrer dog ikke, at Ukraine indtager en dominerende plads i resolutionen fra jubilæumstopmødet. Zelenskij deltog i topmødet, og mødet gav hans krig mod Rusland al den støtte, det var muligt uden at gå så langt som til at optage Ukraine i klubben. Det skal NATO nok vogte sig for; det ville betyde direkte krig med Rusland, og meningen med støtten er jo ikke, at NATO-landene selv skulle risikere noget.
Konstant trusselsbillede
At Rusland er NATO’s hovedfjende, lades ingen i tvivl om. Det er ganske som før. Den ”sovjetiske trussel” var jo som bekendt ikke militær, men politisk. At NATO ikke forsvandt, da denne trussel var væk, afslører, at NATO netop ikke er en forsvarsalliance, men drejer sig om noget helt andet: Sikring af USA’s verdensherredømme.
Det bekræftes i resolutionens allerførste paragraf (af 38), hvor der står: ”Vi vil fortsat sikre vort kollektive forsvar mod alle trusler og fra alle retninger på grundlag af en 360 graders approach” – altså hele kompasset rundt. Eller med andre ord: NATO’s fjende er resten af menneskeheden.
Som angrebsalliancens medlemmer er underkastet USA, skal resten af verden også være det. Ved siden af Rusland udpeges derfor også en række andre lande som fjender i resolutionen – først og fremmest selvfølgelig Kina.
Derimod nævner teksten Japan, Australien, New Zealand og Sydkorea som venner, foruden Ukraine selvfølgelig.
Det afslører NATO i en nøddeskal: USA med sit europæiske påhæng af en håndfuld fallerede kolonimagter og en sværm af skræmte småstater, plus fire stillehavslande mod resten af verden. Det er situationen for NATO efter 75 år.
Henrik S. Hedin